Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Engelsk i Gentofte – er det ikke bare ’so yesterday’?

Pia Kjærsgaard, MF, Dansk Folkeparti

Der er noget dybt provinsielt over foragten for sit eget sprog, og det er måske resultatet af et specielt dansk mindreværdskompleks, at Gentofte Kommune nu skal vise 'hele verden', at i Gentofte er engelsk “et lige så godt og gangbart sprog som dansk”, som Henrik Thormod Andersen, kandidat for Venstre til kommunalvalget, formulerer det.

Ja, naturligvis er engelsk et lige så godt og gangbart sprog som dansk. Det tales af langt flere mennesker og er udbredt over hele kloden.

Men i Danmark er dansk vores modersmål - og det gælder mig bekendt også i Gentofte Kommune. Og er det i øvrigt ikke sådan, at rigtig mange af os godt kan noget engelsk - i hvert fald til husbehov?

Konkret foreslår Venstres kandidat, at alle kommunens tilbud skal kunne foregå på engelsk, og at den lokale avis, Villabyerne, også skal have en hel sektion på engelsk, fordi Gentofte er del af “et internationaliseret hovedstadsområde”.

Men det standser ikke her. Nej, “tiden er moden til, at butikker og erhvervsdrivende begynder at supplere deres skilte med åbningstider med et skilt om 'opening hours'”.

Men mon ikke udenlandske gæster godt kan regne ud, hvad åbningstider er, når de ser klokkeslæt? Jeg klarer den selv fint i Grækenland - på græsk. Det må også gælde for de fleste udlændinge, som opholder sig i denne kommune, og om hvem man næppe kan påstå, at de mangler ressourcer.

Der er noget 'altmodisch'(!) over forslaget. Det er en kendsgerning, at engelsk har sneget sig ind i det danske sprog overalt, og at butikker og erhvervsdrivende helt af sig selv er holdt op med at skrive 'udsalg'.

Nu hedder det 'sale' på nutidsdansk - noget, jeg i øvrigt ikke bryder mig om. Den udvikling er kommet helt af sig selv, og det er ikke noget, en kommunalbestyrelse behøver at spilde tiden på.

Og vil det ikke være sådan i langt de fleste tilfælde, at der i kommunen findes medarbejdere, som er i stand til at begå sig på engelsk, hvis en udlænding har brug for hjælp i borgerservice? Jeg har i hvert fald aldrig hørt om, at det skulle være et problem. Det ligner mere et forsøg på at være 'moderne'.

Men tiden har for længst overhalet Venstres forslag.

Publiceret: 26. Oktober 2017 13:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere