Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Fleksible løsninger er vejen frem for børn og familier med særlige behov

Af Jan Sandberg (K), Duntzfelts Allé 18, Hellerup, KV17-kandidat

Vi familier oplever ofte en travl hverdag, hvor job, skole samt fritidsaktiviteter skal hænge sammen. Har man samtidig børn med særlige behov, kan det være svært at få logistikken til at gå op.

Jeg er far til tre børn, hvoraf de to har særlige behov. Jeg oplever i hverdagen en række dedikerede medarbejdere, som alle vil det bedste for mine børn. Men de er ofte bundet af usmidige regelsæt og i visse tilfælde begrænsede ressourcer.

Som forælder bruger jeg, som mange andre familier med børn med særlige behov, meget tid på møder og kontakt med skolen.

Som selvstændige og initiativrige mennesker kan det ofte være en udfordring at samarbejde med et skolesystem, som er underlagt en række regler og retningslinjer, som ikke altid virker logiske og rimelige.

Ofte melder følelsen af magtesløshed og frustration sig før oplevelsen af, at der skabes reelle løsninger, som fremmer barnets udvikling.

Det er ikke frugtbart for et bæredygtigt samarbejde mellem skole og forældre, som burde kunne trække udviklingen i samme retning.

Det er afgørende, at der tages udgangspunkt i det enkelte barns behov. Lige muligheder for alle fordrer forskellige indsatser. Det er vigtigt at lytte til forældrene, som kender barnet bedst, og at der bliver lyttet til lærerne, som ved, hvordan barnets udfordringer kommer til udtryk i skoleregi.

Der bør være en bred vifte af tilbud til forældre, som kan sammensættes individuelt i forhold til barnets behov i tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole/kommune. Ligesom det er vigtigt med en fast gennemgående kontaktperson, som har kompetencerne til at binde trådene sammen.

Overskud og ordentlighed skal være overskriften for den måde, vi hjælper familier, som har børn med særlige behov.

Publiceret: 02. November 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere