Mostphotos
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Genbrug eller affald?

Af Leif Knudsen, Jægersborg Allé 243, Gentofte

Jeg har i flere år arbejdet frivilligt her i kommunen i en genbrugsbutik, hvor vi modtager masser af gaver: Alle mulige ting, som søde mennesker ønsker at give 'et nyt liv' for at skaffe penge til gode formål. Tusind tak for det - vi giver penge til mange institutioner, der har behov for hjælp!

Vi er rigtig glade for alle de gode, brugbare ting, vi modtager, og dette indlæg er bestemt ikke udtryk for utaknemmelighed eller et surt opstød. Men jeg vil ønske, at folk tænkte lidt mere over, hvad de giver os.

Vi modtager jævnligt gaver, som vi desværre straks må kassere. Man har måske tømt en bolig eller kælder uden nærmere refleksion over, hvad man afleverer.

Det kan være potter, pander eller husholdningsartikler, som har stået urengjort og nedslidt eller ubrugt i årevis i et skab - det kan være underkopper, umage tallerkener med revner eller skår - beklædningsgenstande, som har hængt eller ligget i skabe og skuffer i mange år - og bærer tydeligt præg deraf, både hvad angår lugt og gamle skjolder og pletter.

Vi modtager endda gammelt undertøj og lignende, som vi ikke har en jordisk chance for at 'få noget ud af' - bortset fra støv! Og vi sælger nu engang ikke brugt undertøj, ligesom markedet for iturevet og snavset tøj er stærkt begrænset! Vi har desværre hverken plads, tid eller kapacitet til at vaske og reparere.

Tænk venligst over dette: er det noget, I selv kunne tænke jer at give lidt penge for, eller er det måske 'bare' lettere at overlade oprydningen og turen til affaldscontaineren til os i genbrugsbutikken?

Med venlig hilsen og nok en gang tak for jeres gaver - vi sætter stor pris på jeres støtte og på at kunne give jeres gode, brugte ting et nyt liv!

Publiceret: 15. Februar 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere