Foto: Hans Henrik Tholstrup
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Gentofte Hospitals kapel bliver multietnisk

Henrik Thorup, DF, næstformand i Region Hovedstaden, lokalformand i Gentofte

Enten er det en bevidst manipulation af realiteter eller også har Susanne Langer fra Enhedslisten ikke fulgt med i, hvad hun har stemt for i Regionsrådet 18. april. Jeg henviser til hendes læserbrev i Villabyerne 2. maj.

Fakta er, at Regionsrådets flertal (23 for, 16 imod) stemte for en indstilling om at godkende en fondsbevilling på 8 mio. kr. til en ændring og restaurering af kapellet på Gentofte Hospitals matrikel.

I dette beløb skal bl.a. hospitalet selv bidrage med to mio. kr. og 1,4 mio. kr. tages fra regionens renoveringspulje. Og hvad skal der så ske for de 11,4 mio. kr.?

Kapellet får bl.a. en restaurering af kirkerummets kuppelsal (kristne), et nyetableret fordybelsesrum og en sal for andagter og ceremonier (alle religioner og kulturer) samt kontorer for hospitalets to præster og en imam. (muslimer).

Altså en total ændring af kapellet og dets hidtidige udformning og brug!

Det har Susanne Langer i sit indlæg reduceret til, at “der er tale om en restaurering af kapel med kontorfunktioner.”

Kuppelsalen skal fremover kunne anvendes multietnisk som et ceremonirum ved bisættelser inden for alle religioner og ateister.

Religiøse symboler som et kors skal derfor kunne fjernes eller skjules.

I Dansk Folkeparti stemte vi nej til den slags 'renoveringer'.

Vi har ganske rigtigt religionsfrihed her i Danmark, men Susanne Langer finder åbenbart med sine bemærkninger, at det berettiger til religionslighed, hvorfor man helt naturligt kan indrette kapellet for alle religioner.

Vi taler om et kapel, der ved sin oprettelse blev indrettet til kristne borgere og som nu ombygges til et multi-bedested med et splittet regionsråds velsignelse.

Det er præcis det, vi i Dansk Folkeparti siger nej til!

Publiceret: 09. Maj 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere