Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Håber Tranens stolte tradition fortsætter

Kirsten Bjerre og Benedikte Bjerre, Sofievej 3, 4.tv, Hellerup

Når vi er på Gentofte Hovedbibliotek – og det sker ofte – er det første mål altid den aktuelle udstilling på Tranen, bibliotekets udstillingssted for samtidskunst. Her har man nemlig i en årrække kunnet opleve værker af høj kvalitet, skabt af toneangivende yngre kunstnere.

Det har været og er et stort privilegium således at have umiddelbar tilgang til seriøse, stramme, stedspecifikke udstillinger, at kunne konfrontere sig med vidt forskellige helt aktuelle kunstneriske udtryk, tendenser, tematikker som en del af sin almindelige hverdag – og vel at mærke som tilstedeværende fysiske værker. Det er slet og ret berigende.

Af tidsskriftet Kunstkritikk fremgår det nu imidlertid, at den nuværende kunstneriske leder af Tranen er ophørt i sin stilling. Baggrunden kendes ikke, men adspurgt om fremtiden citeres leder for Kultur og Bibliotek i Gentofte Kommune, Anna Tolstrup Jensen, for følgende mailsvar: ”Man ønsker at styrke en bred og åben samarbejdsflade, møder med borgere med forskellige baggrunde og forudsætninger for at deltage, og efter at udvikle relationerne til omgivelserne, herunder ikke mindst til Gentofte Hovedbibliotek”.

De aktuelle stedspecifikke udstillinger i Tranen, som jo er en del af bibliotekets caféområde, imødekommer i vores optik netop dette perspektiv, så vi er forholdsvis fortrøstningsfulde: Kommunen agter at fortsætte sin lange og stolte tradition for – med Tranen og før Tranen: Tranegården – modigt at satse på at tilbyde borgerne udstillinger på forkant med helt aktuelle tendenser i samtidskunsten. Det er vi glade for. Skulle Anna Tolstrup Jensens svar omvendt betyde, at kommunen vil ændre denne traditionelt innovative og virkelig prisværdige kurs, ville vi opleve det som et stort tab. Både som borgere i kommunen og brugere af biblioteket.

Publiceret: 06. Juni 2017 13:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt