Regnvandstunnel forhindrer det årlige Strandvejsmarked, som skulle have været afholdt den 3. september. Er det rimeligt, spørger en læser
Regnvandstunnel forhindrer det årlige Strandvejsmarked, som skulle have været afholdt den 3. september. Er det rimeligt, spørger en læser
Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Hvem betaler prisen for vejarbejde i Gentofte?

Søren Skafte, Lundely 5, 2900 Hellerup

I årevis har kommunens borgere og forretningsdrivende været plaget af Gentofte Fjernvarmes aktiviteter. I måneder kan det være svært at nå frem til bestemte adresser og forretninger. Og det er ikke i alle tilfælde, at beboerne har fået fyldestgørende information om arbejdet.

Det må være de færreste, som ikke har været generet af det omfattende vejarbejde på Strandvejen. Nu forhindrer konstruktionen af den 1,4 km underjordiske regnvandstunnel det årlige Strandvejsmarked, som skulle have været afholdt den 3. september.

Et er, at almindelige borgere og trafikanter generes, men er det rimeligt, at butiksejere og andre selvstændige mister omsætning, og arbejdspladser forsvinder, når der udføres store vejarbejder, der i mange uger og måneder lukker veje og mindsker indtægter?

Er det rimeligt, hvis nogle må lukke og vinke farvel til et livsværk – måske med en konkurs – fordi vejarbejde nedsætter omsætningen?

Er det rimeligt, at mange ellers gode arbejdspladser forsvinder, fordi butikker må lukke, når en måske i forvejen presset økonomi tvinges helt i bund?

Vejarbejder, fjernvarmeanlæg og klimasikring er sikkert alt sammen nødvendigt, selvom man kan betvivle fornuften i, at gøre det hele på én gang. Men den regning, der skal betales, bør ikke udskrives alene til butikkerne og de ansatte, der mister deres arbejde.

I et valgår burde det være værd at overveje en form for kompensation – erstatning for mistet omsætning – som andre får for tabt arbejdsfortjeneste af uforskyldte årsager. Er det rimeligt, at de ramte selv skal betale, eller burde der laves en ordning, så butikkerne kan få en del af deres dokumenterede tab dækket?

Opdateret torsdag den 24. august kl. 10.

Villabyerne er blevet gjort opmærksom på en faktuel forkert oplysning i debatindlægget.

Strandvejsmarkedet bliver gennemført den 2. september, blot længere nede ad vejen.

Venlig hilsen

Redaktionen

Publiceret: 23. August 2017 10:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere