Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Idioti i parken

Ida Boesen, Høystrupvej 4, Hellerup

Der er noget, der tyder på, at folk får lov til at opføre sig præcist som de lyster i Hellerup og i særdeleshed i Øregårdsparken.

Det er som om Skov og Park-styrelsen har opgivet deres forpligtelse, som vel må være at sørge for, at vi almindelige borgere kan gå en tur i ro og mag uden at blive generet af børnefødselsdage eller work out for ambassadørfruer, der åbenbart ikke har noget imod at stå i stram trikot med enden i vejret (til alles skue, men langt fra til alles fornøjelse).

Den øredøvende musik, der vælter ud af ghettoblasteren, gør det ikke nemmere at slappe af. Ja, vi er nogle, som undrer os såre. Det er selvfølgelig fint, at legepladsen er blevet indhegnet, men der er åbenbart nogle, der ikke forstår, hvor grænsen går.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret overbevist om, at det er en forælder, der har plastret et par lyserøde vinger op på en af bænkene, som står uden for indhegningen, bare fordi ens lille yngling har lyst til at lege engel.

Jeg ved ikke, hvad den mor har tænkt på, for det drejer sig altså om nogle bænke, der er beregnet til, at man kan sætte sig og slappe af.

Jeg tør vædde med, at folk nu vil afholde sig fra at tage den plads, fordi man ikke har lyst til at komme til at ligne en idiot ved at sidde med disse afskyelige stykker plast som baggrund, hvorved man tager sig ud som et håbløst bevinget væsen.

Alle disse mærkelige foretagender, hvoraf jeg kun har nævnt et par stykker, giver mig ikke ligefrem ro i sjælen, når jeg er ude at gå tur, hvorfor jeg inderligt håber, at nogle snart vil sørge for, at der bliver sat en stopper for idiotien.

Publiceret: 02. November 2017 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere