Modelfoto: Mostphotos
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Landkommuners yderligere tilskud må stoppes

Af Jan Carstens, Tjørnekrogen 9, Gentofte

Nu må det stoppes! Den kommunale udligning og summen af tilskudsordninger til landdistrikter har nået et omfang, der ikke kan forsvares med henvisning til fællesskabet eller omsorg for socialt dårligt stillede.

Sidste nye er, at yderkommuner kræver yderligere tilskud til nedrivning af tomme huse.

Gentoftes borgere skal betale for den fejlslagne politik i yderkommunerne. En politik, som vi ikke har haft demokratisk indflydelse på.

Vi har med vores stemmeafgivelse ved kommunalvalget og deltagelse i den lokale politiske debat været med til at sikre udviklingen i Gentofte.

Takket være dygtige lokalpolitikere fra begge sider af salen er det lykkedes at skabe en moderne kommune, hvor borgerne trives. Det er attraktivt at bo i kommunen, hvilket tydeligt afspejles i prisen for en ejerbolig. Vi har landets højeste kvadratmeterpris for enfamilieshuse.

Det er ikke tilfældigt, men resultatet af en udvikling, der har sikret gode rammer for borgernes liv fra barndom til alderdom. Daginstitutioner, skoler og idrætsfaciliteter spiller en stor rolle, men også infrastruktur og erhvervspolitik har betydning.

Men det er ikke alle landets kommunalbestyrelser, der har levet op til deres ansvar.

Her flygter borgerne, og tomme huse skæmmer bybilledet. Nu skal vi betale for en kosmetisk sanering, der ikke på lang sigt skaber udviklingen i yderkommunerne, men som for en kort tid dækker over den fejlslåede politik.

Det er ikke en løsning at øge den kommunale udligning yderligere, det er nødvendigt at sætte en række af landets kommuner under administration.

Det er bedre, at landets veldrevne kommuner hjælper aktivt til at forbedre forholdene for beboerne i landdistrikterne ved at styre udviklingen end ved fortsat at dække underskuddet.

Publiceret: 14. Marts 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt