Modelfoto: Mostphotos
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Mere værdighed for pengene

Bente Frimodt-Møller (K), formand for Socialudvalget

Værdighedspolitikken, der blev godkendt i 2016, har 'den gode hverdag' som omdrejningspunkt for ældres ret til et værdigt liv. Der er gået et år, og det er tid til at stoppe op og se på, hvordan det går.

Indsatserne er og har været meget forskelligartede. En af indsatserne har været at udskifte eller nyindkøbe en lang række af plejeboligernes busser. Det betyder, at adgangen til at kunne benytte en bus er blevet langt lettere. Det er ikke blot nemt at planlægge en udflugt, men der vil også være plads til en spontan tur ud i det blå, hvis stemningen og vejret er til det.

En anden indsats er de byhaver og sansehaver, der er etableret rundt omkring i plejeboligerne. Haverne understøtter livskvalitet ved udelivet og det sociale i at passe en have sammen.

I nogle af haverne dyrkes der afgrøder, der senere ender på middagsbordet. Både familie og havefrivillige giver en hånd med, når haverne skal passes.

En tredje indsats er den nyåbnede sygeplejeklinik, der har til huse på plejehjemmet Salem. Her kan borgere, der er henvist til en hjemmesygeplejerske, selv bestille tid.

Det giver en uafhængighed og en fleksibilitet i hverdagen for de borgere, der har mulighed for og lyst til selv at tage turen frem og tilbage.

Sygeplejeklinikken har kun været åbnet i få måneder, men den er blevet taget meget vel imod af brugerne.

En fjerde indsats er omkring ufrivillig ensomhed. Her arbejdes der på at udbrede kendskabet til tilbud og aktiviteter samt understøtte arbejde, der forebygger ufrivillig ensomhed, som eksempelvis spise-sammen aktiviteter eller muligheden for at være fysisk aktiv, komme ud i det fri og være social.

Der er således endnu mere opmærksomhed på at skabe de rigtige rammer for den gode hverdag og sikre de bedst mulige betingelser for et værdigt liv – og indsatserne fortsætter.

Publiceret: 10. November 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt