Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: På tide at råbe vagt i gevær over nytårsfyrværkeriet

Lene Wessel Falk og Asbjørn Rønn-Simonsen, Strandvejen 276b, Charlottenlund

I 2017 har der været en voldsom stigning i fyrværkeriskaderne. Der er registreret 117 personskader i år, hvilket er en kraftig stigning i forhold til forrige år, hvor der taltes 98 tilskadekomne. Hen over nytår var udrykningstjenesten tilkaldt 1.054 gange, og helikoptertjenesten var i luften fire gange.

Af de 98 tilskadekomne forrige år fik 39 alvorlige øjenskader, heraf tre små børn, og 28 personer fik håndskader, heraf flere så alvorligt, at man taler om livsvarige skader.

Står fornøjelsen ved at fyre krudt og raketter af virkelig mål med disse mange fyrværkeriskader?

Det synes vi ikke. Affyring af krudt og raketter er en kortvarig fornøjelse, der ikke hænger sammen med de smerter og den sorg, de skadesramte og invaliderede kommer ud for.

Fyrværkeriet medfører endvidere en unødig belastning af redningstjenesten og hospitalerne ligesom det er en unødig miljøbelastning og med oprydning bag efter.

“Skal vi så slet ikke fejre nytår mere,” kunne visse læsere tænke.

Jo. Det nye år skal bydes velkommen, og det skal være festligt at hoppe ned fra stolen og ind i det nye år. Fejres skal det.

Men lovgivningen må ind over på dette punkt for at stoppe de mange forfærdelige skader, der sker omkring nytåret.

Den optimale løsning vil være et egentligt forbud mod nytårsfyrværkeri i privat regi, således at alene de professionelle aktører i branchen må skyde nytåret ind.

Hvis denne løsning ikke er spiselig for lovgiverne og embedsmændene i Justitsministeriet, må der indføres en effektiv kontrol med salget af fyrværkeriet både på nettet og hos de uautoriserede forhandlere af ulovligt krudt.

Desuden må der indføres strengere straffe for overtrædelse af fyrværkeribestemmelserne, og det tidsrum, hvor der må fyres krudt af, må begrænses til kun at omfatte selve nytårsaften og-nat.

Publiceret: 18. Januar 2018 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne