Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Reklamerædsel i Charlottenlund

Af Anne Marie Asmussen, Skovvej 1A, Gentofte

På Charlottenlund Stationsplads er der blevet placeret en kæmpestor reklamestander, over 2 meter høj og 1 meter bred. Der er skarpt lys i standeren døgnet rundt, det er ikke én stationær reklame, men mange forskellige, der skifter med nogle sekunders mellemrum, så der hele tiden er et flimmer af forskellige billeder.

Det er både ubehageligt og grimt at se på. Efter aftenskumring bliver man mødt af det stærke og flimrende lys, når man kører ind på pladsen - det er endnu værre.

Stationspladsen blev ombygget i 2015, så det blev en markant kønnere plads. 'ThingBrandt landskab' stod for opgaven. Så vidt jeg kan se indgik en stor reklamestander ikke i deres overvejelser over, hvordan man kunne gøre pladsen smukkest mulig. Planen kan ses på deres hjemmeside.

I forbindelse med diskussionen om Ismageriets neonskilte udtalte planchef Michael Holst (Villabyerne 25. januar 2017): "I dette arbejde er det blevet klarlagt, at lysende skilte - herunder neonskilte -ikke bør tillades. Skilte af denne type vil være meget dominerende i byrummene, ikke harmonere med de fleste bygningers arkitektur, være til gene for naboer - og betyde at handelsstrøgene med tiden bliver mindre attraktive."

Det er en holdning, man kun kan være glad for findes hos kommunen, hvor reklamebranchen hele tiden finder på nyt - gerne med et ret pågående udtryk i byrummet.

Men hvordan kan Gentofte Kommune tillade en reklame, der bryder med alle de regler, den selv har formuleret? Det var slemt nok, da kommunen indførte de oplyste reklamer på busstoppestederne. Der var så stor modstand, at antallet blev kraftigt reduceret, men de skæmmer stadig det offentlige byrum.

Hvad får kommunen til at tro, at beboere i en grøn kommune er blevet gladere for store lysreklamer?

Der er mange spørgsmål: Hvorfor er reklamen sat op? Har kommunen indgået en ny aftale med et reklamefirma? Hvad går den i bekræftende fald ud på? Er der økonomi på spil? Er der planer om at opstille flere af disse kæmpereklamer? Hvis ja: hvor mange og hvor?

Publiceret: 17. Februar 2017 10:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere