Der er stor ros og tak til personalet på Lindely.
Der er stor ros og tak til personalet på Lindely.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tak til Lindely

Mette- Marie, Pernille samt Tine Engelund, Sct. Catharinæ Plads 7, Ribe

19. december 2016 blev vores 97-årige far overflyttet fra Herlev Hospital til aflastning på Lindely ved Sankt Lukas Stiftelsen, og han var der til sin død 28. april 2017.

“Her føler jeg mig tryg,” sagde han allerede ganske få dage efter, at han var flyttet ind, og meget hurtigt blev Lindely hans hjem.

Ikke fordi han sad blandt sine egne ting, for det gjorde han ikke, men ene og alene på grund af den menneskelighed, den ro og den omsorg, han mødte hos det personale, der kom på værelse 8 i stueetagen.

Vi er ikke i tvivl om, at de har travlt på afdelingen, men hverken vores far eller vi oplevede andet, end der var tid til en snak, både om de alvorlige emner, der naturligt dukker op sådan et sted, men også tid til den gode og sjove historie, den lune bemærkning eller det kærlige drilleri.

Det gjaldt først og fremmest vores far, men som pårørende har vi oplevet nøjagtigt det samme.

Men at føle sig tryg og føle sig hjemme handler også om andet end at opleve, at der er tid til en, og de behov, man har, bliver tilgodeset.

Det handler også meget om, at man bliver set, som den man er, og har en betydning for de mennesker, man er blandt.

Også her oplevede både vores far og vi, at han blev set og anerkendt som den person, han var.

Han var ikke bare en patient eller en beboer, han var sig selv.

At blive mødt med den respekt og værdighed, som han gjorde, var helt sikkert også med til, at han bevarede så meget livsglæde så længe, som han gjorde.

Der var plads, der var rum, og der var ikke mindst accept af de ting, som var vigtige for vores far, således at han længst muligt havde kontrol over så meget som muligt af sit eget liv.

Vi vil tænke tilbage på den tid, vores far var på Lindely, med stor taknemmelighed og glæde og sender en stor tak til personalet.

Publiceret: 08. Maj 2017 20:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere