Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vi skal være glade for Bakken

Claus Nielsen, Brannersvej 25, Charlottenlund

Jeg bliver så træt, når der nu igen skal være diskussion om Bakken, dens åbningstider og støjniveauet.

Bakken har ligget, hvor den ligger, i mere end 430 år, og alle, der bor i området, har vidst eller haft mulighed for at finde ud af, hvilken nabo, de fik, inden de flyttede ind.

Bakken vil gerne udvide sæsonen med ca. 15 dage henover efterårsferien og i december. Indtil for cirka ti år siden havde Bakken åbent hver eneste dag i sæsonen og det til kl. 24. I de senere år har Bakken haft en række lukkedage først på sæsonen, ligesom man på over 75 af de reelle åbningsdage lukker tidligere end kl. 24. I år er der tale om 11 dage samt cirka 120 aftentimer, hvor der ikke er åbent.

Alene sæsonens lukkedage, der med en tilsvarende plan til næste år vil udgøre 14 dage, dækker næsten de ekstra åbningsdage sidst på året.

Derfor er der stort set ikke tale om en udvidelse, men en omfordeling af Bakkens sæson.

Denne anderledes fordeling af sæsonen er i virkeligheden til gavn for naboerne, idet disse i højere grad opholder sig indendørs i efterårs- og vintermånederne end i højsæsonen, som det også nævnes af Bakkens direktør Nils-Erik Winther.

Det er totalt nonsens, når Gentoftes teknik- og miljøformand Karen Riis Kjølby taler om øgede støjgener. Som det fremgår af Villabyernes artikler 23. maj, er støjen fra Bakken halveret igennem de sidste 13 år.

Fru Kjølby skulle hellere sørge for, at parkeringsproblemerne på vejene omkring Bakken - og også gerne mange andre steder i kommunen - bliver løst.

Vi skal være glade for og stolte af Bakken. Det skal de to kommuner også, og så skal de enes om nogle ordentlige betingelser, så både Bakken og beboerne trygt kan se fremtiden i møde til glæde for alle.

Publiceret: 26. Maj 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt