Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Villabyerne – misvisende og tendentiøs

Marianne Zangenberg (K), formand for Byplanudvalget

I artiklen – og ikke mindst i den særligt fremhævede overskrift – i Villabyerne den 14. september fremgår, at der fra det politiske flertal i Gentofte Kommune savnes svar på, om der planmæssigt kan være kultur på Charlottenlund Slot.

Ifølge det forslag til lokalplan, som Gentofte Kommune har sendt i høring, kan Charlottenlund Slot anvendes til kulturelle formål. På borgermødet den 24. august meddelte borgmester Hans Toft på vegne af budgetforligspartierne i Gentofte Kommune, K, S, V og R, at de fire partier ved den endelige behandling af lokalplanforslaget vil stille forslag om, at slottet KUN må anvendes til kulturelle formål, hvilket også vil komme til at gælde for Vaskehuset og Ishuset.

Såvel Villabyernes redaktør Jesper Bjørn Larsen som direktør Mads Hedegaard fra Charlottenlund Slot A/S var til stede på borgermødet den 24. august. Det i artiklen anførte er således i den grad misvisende, tendentiøst og mod bedre vidende.

Lejerne af Charlottenlund Slot er vidende om, at Gentofte Kommunes planlægning vil give mulighed for at anvende Charlottenlund Slot, Ishuset og Vaskehuset til kultur.

Staten har lejet Charlottenlund Slot og øvrige bygninger ud til kontor og administration. Samtidig mener staten, at kontor og administration er samme virksomhedstype som den tidligere anvendelse.

Hvis staten har ret i dette, kan slottet og de øvrige bygninger i slotshaven – altså efter statens bestemmelse – kun anvendes til kontor og administration og kun 'lejlighedsvist' til kultur i 'dele' af slottet.

Svar fra Villabyerne:

Det er et faktum, at administrerende direktør Mads Hedegaard fra Charlottenlund Slot A/S ikke mener, han kan leje slottet ud til kulturelle formål med de nuværende planmæssige rammer. Heller ikke med den seneste tilføjelse fra det politiske flertal i Gentofte om, at slottet nu kun må anvendes til kulturelle formål.

Det skyldes, at hvis han lejer ud til kultur nu - og så senere vil leje ud til kontorformål – så fanger bordet. For så vil kulturformålet have vundet hævd, og så vil udlejning til kontor ikke længere være muligt.

Sådan tænker Mads Hedegaard. Om det er korrekt, tør vi ikke sige, men det er ikke desto mindre hans frygt. Derfor citerer vi ham i artiklen for følgende: “Vi har brug for en lokalplan, der både giver mulighed for kontorer og kultur, før vi kan føre planerne ud i livet.”

Det er også et faktum, at det politiske flertals lokalplan stadig udgør en betydelig barriere for Charlottenlund Slot A/S' helhedsplan, fordi der i lokalplanen indgår etableringen af 40 ungdomsboliger i en række af de øvrige bygninger.

Med alle de ændringer af lokalplanen for Charlottenlund Slotshave, som det politiske flertal har vedtaget, er der næppe mange, der længere kan følge med. Men tilbage står spørgsmålet: Hvis det politiske flertal reelt ønskede, at der kom kultur på slottet, hvorfor føjede man så ikke kulturelle formål til lokalplanen noget før? Muligheden var der i halvandet år. I stedet gjorde man det først, da slottet allerede var lejet ud til Edora A/S, nu Charlottenlund Slot A/S.

/Redaktionen

Publiceret: 21. September 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt