Unges pressede hverdag, hvor de stiller meget høje forventninger til sig selv, er en af forklaringerne på hovedpine. Modelfoto: mostphotos
Unges pressede hverdag, hvor de stiller meget høje forventninger til sig selv, er en af forklaringerne på hovedpine. Modelfoto: mostphotos
Modelfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Det gode liv: Flere unge lider af hovedpine – de kan få hjælp

Børn og unge tager tre gange så ofte på hospitalet med spændingshovedpine og migræne som for 10 år siden

Af Susanne Munck Klansø, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen, Herlev og Gentofte Hospital
Fakta om hovedpineklinik

Hovedpineklinikken på Børne- og Ungeafdelingen har et af landets mest specialiserede tilbud til børn og unge med kronisk hovedpine og har eksisteret i 10 år.
Klinikken er normeret til 350 nye patienter årligt, men tager i dag omkring 400 og det gør, at ventelisterne stiger. Klinikken tager både patienter fra eget område og særligt komplicerede tilfælde fra hele Danmark.

Vi ser stadig flere børn og unge på hovedpineklinikken, som har hovedpine flere end 15 dage om måneden, såkaldt kronisk hovedpine.

Vi behandler de unges smerter i tværfaglige teams med både læger, sygeplejersker, psykologer og fysioterapeuter.

Hovedpine er en af de hyppigste årsager til fravær i skolen og påvirker også de unges venskaber og sociale liv. Vi får børn ind, der ikke har været i skole i halvandet år.

Der er nogle af de piger og drenge, vi har fulgt, der siger, at når de har hovedpine, har de ikke noget liv. Og det er rigtig alvorligt for et ungt menneske.

Unges livsstil

Den store søgning til hovedpineklinikken har sandsynligvis flere årsager. Livsstil er en væsentlig årsag til børn og unges problemer med hovedpine. Børn og unge sidder mange timer foran en computer, telefon eller tablet med bøjet nakke, og det ved vi kan give en ubalance i kroppen, der kan medføre muskelspændinger og hovedpine.

En presset hverdag, lange skoledage og høje forventninger kan også fremkalde hovedpine eller migræne.

Hos de unge kan smerterne også hænge sammen med de hormonelle forandringer, de gennemgår, når de kommer i puberteten.

Vi oplever også, at mange piger er afhængige af, hvad andre synes og tænker om dem; at de i større omfang end drengene føler et pres for at klare det godt, se godt ud og præstere godt.

Derfor arbejder vi på hovedpineklinikken med at få pigerne til at sænke forventningerne til sig selv for at forebygge det indre pres og spændinger, som kan give hovedpine.

Hovedpine er en neurologisk sygdom, som opstår på grund af biologiske forandringer. Vedvarende og kronisk hovedpine kan derfor ikke kun tilskrives livsstil eller psykiske omstændigheder.

Behandling har stor effekt

Behandlingen er forskellig alt efter årsagen, og typen af hovedpine og kan spænde vidt over livsstilsændringer, fysioterapi, medicin og psykologsamtaler.

Børn og unge kommer med forskellige typer af hovedpine. Hovedpinen kan være udløst af migræne eller spændingshovedpine, men vi ser også en del unge, som gennem et stykke tid har taget for meget smertestillende og udvikler en 'medicinoverforbrugshovedpine'. Det er en slags forgiftning med smertestillende medicin.

Op til 45 procent af de unge kureres for deres spændingshovedpine med den rette behandling, og det er derfor positivt, at flere søger hjælp på hospitalerne.

Men der er ingen nemme løsninger. Det kræver motivation og fastholdelse at ændre vaner, hvad enten det er siddevaner, for lidt motion, for få muskler eller for dårlig mad. Så det kræver meget af både de unge og deres familie.

Gode råd til hovedpine

Få tilstrækkeligt med søvn. Børn helt op til 13 år har brug for at sove fra ca. 22-07 uden forstyrrelser af tablets og mobiltelefoner.

En times bevægelse om dagen. Det behøver ikke være hård motion. Bevægelse giver pauser fra de mange timer med telefon, tablet eller foran en computer, og det forebygger spændingshovedpine.

God mad og drikke – også til morgen og frokost i skolen. Det kan være med til at forebygge spændingshovedpine.

Stærke smerter kan behandles med smertestillende medicin – men pas på med overforbrug af medicin. 15 dage om måneden, hvor man tager en smertestillende, er et absolut max. Det er den voksnes ansvar, at barnet eller den unge ikke får for meget smertestillende medicin.

Gode rammer. Mange børn oplever en hektisk hverdag, hvor de hele tiden er på - med lektier, venner og fritidsinteresser. Hjælp dem med at finde et passende ambitionsniveau, så de ikke føler, de skal præstere på alle punkter.

Gå til lægen, hvis dit barn har vedvarende hovedpine, og I ikke ved hvorfor.

Publiceret: 16. Februar 2017 12:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere