DET GODE LIV kommer med sunde opskrifter til juletiden. Pressefoto
DET GODE LIV kommer med sunde opskrifter til juletiden. Pressefoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DET GODE LIV: Julen kan være sund

Vi skal hygge og nyde, men vi kan faktisk godt komme igennem december med lidt god samvittighed. Få diætistens juletips og favorit-opskrifter til juleaften

Af Klinisk Diætist Alice Apel Hartvig. Medejer af livsstilsklinikken Frk Skrump

Nu er det tid til at kigge på alle fristelserne, og det kan faktisk sagtens lade sig gøre at komme helskindet gennem julen, uden for mange kilo på sidebenene.

Udgangspunktet for denne artikel er, at du har indset, at du ikke kan tåle alt, hvad december byder på, og at du ønsker at gribe det bedre an i år, end sidste år.

De typiske udfordringer

December er for mange fyldt med aftaler, og vi er jo danskere, og vi ved om nogen, hvordan man hygger sig.

Når jeg ser mine klienter her i december, står den ofte i planlægningens tegn, for der er mange udfordringer:

- Motionen går ned og kalorierne går op

- Alkohol - dagen derpå kan være svær

- Vi mister overblikket over alle nydelserne… 'så kan det også være lige meget, vi går på kur i januar…'

- Vi bliver syge, mister energien og overskuddet

Det er vigtigt at få tænkt over, hvordan du handler i de forskellige situationer, så du kan spotte, om der i år måske skal forberedes lidt bedre. Du skal ikke droppe nydelserne og hyggen, men du kan faktisk godt passe på dig selv samtidig med, at der nydes.

Derfor kan jeg anbefale, at du hver søndag kigger ind i ugen, der kommer og undersøger, hvor mange fristelser, der allerede er planlagt og gør op, om de har værdi eller om du hellere vil gemme kalorierne til noget andet.

Det er en virkelig god øvelse, som mange desværre ikke tager sig tid til, og så står de lige pludselig og opdager, at kroppen har spist en håndfuld af kontorets julegodter eller tre æbleskiver og to glas gløgg.

Det værste er faktisk, hvis du ikke nyder det. Hvis de der købe-æbleskiver ikke rigtig siger dig noget, så er det jo lidt ærgerligt, at du ikke gemte kalorierne til noget, der virkelig har værdi for dig - f.eks. de hjemmebagte småkager.

Derfor er det lidt vigtigt, at du tænker over, hvad du nyder mest og hvad du ikke rigtig gider. Det er jo kun dig, der bestemmer, hvad der skal ind.

Et godt råd er at lave sin egen slikskål på arbejdet med mørk chokolade og gå efter clementinerne og nødderne, hvis det er muligt, og så gemme nydelserne til det, der er ekstra vigtigt.

Alt dette forudsætter dog, at vi er enige om, at du ikke kan spise alt, men at du skal vælge ud.

Rødkålssalat med granatæble. Pressefoto
Rødkålssalat med granatæble. Pressefoto

Julefrokosterne

De er ofte ikke noget problem, for du kan sagtens få meget protein. Protein mætter dig, og hvis du mærker efter, har du faktisk ikke plads til alle de ekstra søde sager. Du skal gå efter at spise mest af fisken og lidt af skinken, mørbraden og osten, samt holde hus med brødet.

Der er to regler at følge, inden du skal til julefrokost

1) Du vælger ud på forhånd hvilke nydelser, der er vigtigst for dig. Er det brødet, alkoholen, risalamanden, slikskålene, chipsene, æbleskiverne eller småkagerne. Det er en god idé at vælge max 3 ud.

2) Inden du tager afsted, sørger du for at få spist en stor salat, eller du laver den klar til din natmad. For hvis der er noget, vi mangler på en julefrokost, så er det grøntsagerne.

Æbleskiver og juleknas

Mange tror, at det er julefrokosterne, der er problemet, men det er ofte alt det, vi ikke rigtig tæller med. Juleguffen på arbejdet, julehyggen i børnehaven, skolen, foreningen osv., hvor der serveres æbleskiver og pebernødder.

Børnene når ofte at løbe det af, men vi andre kan have svært ved at nå det, og så bliver det lige pludselig mange ekstra kalorier, når ugen er gået.

Tre æbleskiver med sukker eller syltetøj giver dig 330 kcal og 45 g kulhydrat. Det svarer til, at du lige spiser tre skiver rugbrød, og det vil kræve en gåtur på 1 time og 50 min., før du har forbrændt dem.

Tre småkager - 50g - giver dig 250 kcal og 30 g kulhydrat. Det svarer til, at du lige drikker en dåse rød cola - den med sukker. Så de er ikke så uskyldige de tre små kager til din aftenkaffe, og de vil kræve, at du går en time og 20 min.

Den lune tebirkes dagen derpå giver dig 450 kcal og 45 g kulhydrat, så igen er der noget der skal trænes af.

Det er ikke kun kalorierne, der er problemet, det er også påvirkningen inde i din krop. Alle de søde sager skal håndteres, og hvis du i forvejen vejer for meget, vil din krop være ekspert i at sætte ekstra sukker på lageret, og du vil tage på. Derudover vil du blive mere sulten efter et par timer, når dit blodsukker falder igen. Hvis der så stadig er noget tilbage af det søde, så vil din krop fortælle dig, at det er det helt rigtige for dig at rydde fadet.

Har du ferie?

Jeg plejer at spørge, om man har ferie i julen, for er der ferie, er der også tid til at bevæge sig. Alle de sædvanlige undskyldninger med, at det er mørkt, når man kommer hjem, dur ikke i juleferien.

Det er bare med at komme ud at gå, løbe eller cykle. Få pulsen op, nu hvor der er tid. Det vil hjælpe en hel del på din evne til at omsætte alle nydelserne.

Juleaften

Den skal du bare nyde, og den skal være helt som den plejer. Men du kan jo sørge for nogle lækre og sunde grøntsager, der passer til. Derfor kommer her de to slags tilbehør, vi skal have til jul i år.

Rødkålssalat med granatæble

Det skal du bruge:

300 g rødkål, rå

50 g salat eller rød grønkål

140 g granatæble

2 kakifrugter

100 g peberfrugt, gul

75 g pecannød, tørret

30 g sesamfrø, afskallede

18 g rapsolie

18 g sesamolie

citronsaft, citronskal, salt og peber

Frisk persille eller løvstikke

Sådan gør du

Snit kålen i lange tynde strimler, brug evt. en foodprocessor. Skær salat eller rød grønkål fint. Bank kernerne ud af granatæblet. Snit peberfrugten til strimler.

Bland kål, granatæblekerner og peberfrugt sammen.

Rist sesamfrøene på en tør pande ca 2-4 min. Ryst undervejs.

Rør olie, citronsaft, revet citronskal, flydende sødemiddel, salt og peber sammen. Vend det i salaten sammen med sesamfrø.

Rist pekannødderne på en tør pande nogle minutter.

Drys dem over salaten.

Pynt med løvstikke eller persille.

Waldorfsalat

Det skal du bruge:

2 æbler, hakkes groft

2 squash, skrælles og hakkes fint

250 g valnød, hakkes groft

100 g vindruer, deles i halve og kernerne fjernes

1 bundt bladselleri (400-500 gram), skæres i skiver

350 g skyr, Cheasy 0,2% el. græsk 2%

250 g piskefløde, piskes til skum

1 tsk. tørret vaniljepulver

evt. 1 tsk. flydende stevia

TIP: gem lidt vindruer og valnødder til at pynte med

Sådan gør du

Bland alle ingredienserne sammen til en lækker cremet waldorfsalat. Pynt med vindruer og valnødder.

OBS: portionen er relativt stor.

Publiceret: 05. December 2017 20:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt