Fra 2018 skal Bellevue Teatret ‘kun’ betale knap 1,4 millioner kr. i husleje til Jes Kølpin. Det må siges at være noget af en huslejenedsættelse, for i 2017 betaler teatret knap 3,4 millioner kr. for at benytte sig af huset. Arkivfoto
Fra 2018 skal Bellevue Teatret ‘kun’ betale knap 1,4 millioner kr. i husleje til Jes Kølpin. Det må siges at være noget af en huslejenedsættelse, for i 2017 betaler teatret knap 3,4 millioner kr. for at benytte sig af huset. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Det lysner for Bellevue Teatret

Huslejen bliver mere end halveret, hvilket forstærker bestyrelsesformandens tro på teatrets levedygtighed

Af Jesper Bjørn Larsen

Som Villabyerne tidligere har kunnet fortælle, så har der samlet sig mørke skyer over Bellevue Teatret i foråret.

Ganske vist afviste den afgående direktør Anette Vendelbo enhver tale om krise i avisen den 4. maj, men adskillige faktorer talte et andet sprog: årsregnskabet for 2016 viste et underskud på 1.182.382 kr., hun havde selv lige sagt sit job op, der var fyret en systueleder og en regissør, og der var kun meldt én forestilling ud til den nye sæson i det teaterkatalog, der blev sendt på gaden i slutningen af april.

Gentofte Kommune, som hvert år giver Bellevue Teatret 6,2 millioner i egnsteaterstøtte, bad da også teatrets ledelse om at redegøre for, hvordan økonomien skulle genoprettes.

Af den redegørelse fremgår det klart, at en af hovedforklaringerne på Bellevue Teatrets dårlige økonomi er den høje husleje, som teatrets ejer - og tidligere direktør - Jes Kølpin har indkrævet.

“På lang sigt har huslejens størrelse været et gennemgående problem for teatret, både i forhold til kravene i egnsteateraftalen, men også som en væsentlig fast udgift i teatrets regnskab. Bellevue Teatrets bestyrelse har gennem længere tid arbejdet på at få nedsat huslejen, og efter forhandling med udlejer er det i indeværende måned (juni 2017, red.) lykkedes at blive enige om en aftale om en væsentlig huslejenedsættelse (på 2 mio. kr. årligt), som vil ligge fast til udløbet af indeværende egnsteateraftaleperiode,” skriver bestyrelsesformand Niels Kornerup i redegørelsen, som Villabyerne har fået aktindsigt i.

Fra 2017 til 2018 bliver huslejen helt præcist sat ned fra 3.376.527 kr. til 1.382.000 kr. På den baggrund tillader Niels Kornerup at skifte mol-tonen ud med en dur-tone:

“Huslejenedsættelsen har sikret teatret en stor robusthed i årene fremover, og et større råderum til at producere spændende og mere konkurrencedygtigt teater,” skriver han afslutningsvis.

Villabyerne ville gerne have spurgt Bellevue Teatrets bestyrelsesformand, hvordan det går med at finde en ny direktør, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Publiceret: 04. Juli 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!