Julie Navne-Van Vliet har i ti år arbejdet som klinisk diætist på Gentofte Hospital, hvor hun har hjulpet folk, som lider af en spiseforstyrrelse. Nu har hun åbnet sin egen klinik, fordi hun synes, at der mangler et behandlingsforløb uden for hospitalet.
Julie Navne-Van Vliet har i ti år arbejdet som klinisk diætist på Gentofte Hospital, hvor hun har hjulpet folk, som lider af en spiseforstyrrelse. Nu har hun åbnet sin egen klinik, fordi hun synes, at der mangler et behandlingsforløb uden for hospitalet.
Foto: Kathrine Albrechtsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Diætist: “Det er enormt ensomt at lide af en spiseforstyrrelse”

Flere har fået et forskruet forhold til deres krop og mad, mener diætist Julie Navne-Van Vliet, der peger på de sociale medier som en del af årsagen. For en måned siden åbnede hun egen klinik i Hellerup for folk, som lider af spiseforstyrrelse

Af Kathrine Albrechtsen

I bikini på ferie eller klar til fest. På Instagram, en fotodelings-app, rammer blikket en mur af fotos med kvindekroppe, der sætter bredden på numsen, omridset af lår og størrelsen på bryster under et voldsomt pres.

Et pres, som især de unge teenagere har svært ved at distancere sig fra, og det giver dem et forskruet forhold til deres krop og mad, fortæller Julie Navne-Van Vliet.

I ti år har hun arbejdet på Gentofte Hospital som klinisk diætist for folk, der lider af en spiseforstyrrelse. Her oplevedet hun flere og flere unge teenagere komme ind.

I november 2017 valgte Julie Navne-Van Vliet at udskifte det offentlige med sin egen private klinik i Hellerup på Aurehøjvej 12.

“Gennem mit arbejde kunne jeg se et kæmpe behov for kvalificeret behandling af folk, som lider af en spiseforstyrrelse, eller hvor tanker om mad griber forstyrrende ind i livet. I dag er der mange, der lider af en spiseforstyrrelse, som ikke kan komme ind i det offentlige, fordi de ikke opfylder alle diagnosekriterierne for anoreksi og bulimi. Overspisning er der aktuelt ingen offentlig behandling til. Selvom de ikke er på en livsfarlig vægt, er der stadig mange, som har et liv med anoreksi, bulimi eller overspisning, der har brug for hjælp. Derfor startede jeg min egen klinik, Foodfacts.dk. Både for, at dem, som har været i behandling på hospitalet, har noget at falde tilbage på, men også for at skabe et behandlingsforløb for folk, der lider af en mindre grad af spiseforstyrrelse,” siger Julie Navne-Van Vliet.

På tallerkenen og i hovedet

De, som træder ind af døren, har allerede taget et stort skridt i en anerkendelse af, at de skal søge behandling eller i det mindste optimere deres kost, fortæller Julie Navne-Van Vliet.

“Nogle er ikke klar til behandling. Her har jeg typisk en opstartssamtale med dem om kost, hvor jeg vejleder i, hvad der er optimal kost. Om myter og fakta. Guide dem i, hvad der er sund kost,” siger hun, som også prøver at skabe sig et billede af, hvor langt spiseforstyrrelsen har grebet om sig.

“Jeg viser dem et billede af en lagkage, hvor jeg spørger, hvor meget af deres hverdag de tænker på mad, krop og vægt, og hvor meget der går på skoler, familie og interesser. Det giver mig, men ikke mindst dem selv, en indsigt i, hvor meget det fylder,” siger Julie Navne-Van Vliet.

Hun peger hen på en tavle, som er fyldt med magneter, der forestiller alt fra en kylling til mælk og grøntsager. Dem bruger hun i en øvelse, hvor hendes klienter skal dele tavlen op i det, som de må og ikke må spise.

Når øvelsen er slut, står klienterne foran et spejlbillede af, hvor meget de forbyder dem selv at spise.

“Jeg prøver at skabe balance i, hvor meget mad skal fylde - både på tallerkenen og i hovedet. I behandlingsforløbet lægger vi et overordnet mål, for eksempel at få nok energi til at passe sin skole bedre og se flere venner. Det er enormt ensomt at lide af en spiseforstyrrelse, som tager mere og mere af ens tid og tanker,” siger Julie Navne-Van Vliet.

Skyld og skam

I klinikken på Aurehøjvej træder forskellige aldre og køn ind, men det er især gruppen af unge piger, som er størst.

De yngste er piger på 11-12 år, hvis forældre er blevet bekymret for deres pludselige ekstreme fokus på udseende og krop, fortæller Julie Navne-Van Vliet.

“Det er godt, at forældre hurtigt griber ind. Det handler om at fange dem i opløbet og så tidligt som muligt, da det er dem, som vi har bedst erfaring med at få rettet ind i forhold til deres syn på mad. At man skal spise andet end ét æble om dagen. Derimod dem, som har gået med det i lang tid, kræver en længere behandling, før de kommer ud igen,” siger hun.

Nogle af de klassiske træk ved anoreksi er ifølge Julie Navne-Van Vliet tvangsmotionering, begrænset indtag af mad, forvrænget kropsopfattelse, dårligt selvværd og selvhad.

Og det er ikke kun piger, der træder ind i klinikken. Én dreng for hver 11. pige lider også af spiseforstyrrelse.

“Ofte får jeg drenge ind, som er meget kræsne og derfor spiser meget ensformig mad,” siger hun.

Julie Navne-Van Vliet har også hjemmebesøg. Nogle af hendes klienter har enten angst for at bevæge sig ud eller er så overvægtige, at de er sengeliggende.

“Mine klienter tæller alt fra 39 kg til 250 kg. I forhold til overspisere forsøger jeg at udfordre deres antagelse af, at det er kedeligt at være sund. Eller arbejder meget med deres skyld og skam ved at spise. Jeg arbejder hen imod, at de får en aha-oplevelse. Når de får en indsigt i, at grunden til, at de overspiser, kan være, fordi de i det daglige sulter sig selv, så sker der noget,” siger hun.

Tal pænt til dig selv

For forældre kan det være svært at følge med i, hvilke kropsidealer deres unge teenagere spejler sig i.

“Det hele foregår i klasseværelset og inde på Instagram og Facebook. Forældre skal være observante på, hvad der sker derinde. Være nysgerrige og spørge ind, uden at det bliver et forhør,” lyder rådet fra Julie Navne-Van Vliet

Men man skal ikke altid kigge så langt væk for at se, hvor de unge også kunne blive inspireret til at dyrke deres krop.

“Forældre herude lever også et stringent liv med kost, motion og Ironman. Nogle børn trives i det, mens andre ikke gør. Men det er også vigtigt, hvordan forældre omtaler sig selv. “Jeg har en stor røv”. “Jeg skal tabe mig”. Forældre skal tale pænt til sig selv, så deres børn også gør det,” siger hun.

Dæmpe stemmen

Stemmen i hovedet arbejder på højtryk hos både en anorektiker, bulimiker og overspiser. En stemme, som Julie Navne-Van Vliet forsøger at dæmpe.

“Vi arbejder med alternative tanker for at løse knuden i maven, der gør, at man enten ikke spiser eller overspiser. Vi bruger lang tid på, hvad normal spisning er,” siger Julie Navne-Van Vliet og viser et skema, hvor folk skal krydse af, hvad der er forbudt, neutralt og sundt for dem at spise.

Krydset står i høj grad ved forbudt. Mens det de gerne må spise, kan tælles på to hænder og er primært grøntsager.

Når pårørende opdager, at de unge teenagere begynder at begrænse deres mad, råder Julie Navne-Van Vliet, at man med det samme søger hjælp hos Landsforeningen for Spiseforstyrrelser.

“Pårørende skal ikke behandle og lave kostplaner, men give kærlighed og omsorg. Når de begynder at spørge ind til, hvad deres barn har spist, er det spiseforstyrrelsen, man diskuterer med og ikke sin datter. Det bliver enormt konfliktfyldt for alle parter,” siger hun.

Men det kan være enormt svært at overbevise sit barn om, at de bør søge hjælp ved for eksempel at sætte sig i stolen overfor Julie på Aurehøjvej.

“Det er meget trygt og rart at være i en spiseforstyrrelse. Når du ikke får nok mad, reagerer kroppen ved, at din hjerne og følelser bliver lagt i en kummefryser. Du er i en dvaletilstand, hvor du hverken kan føle, om du er sur eller trist. At være følelsesfattig kan være rart og trygt, hvis man synes, at det er hårdere at blive konfronteret med sine følelser,” siger Julie Navne-Van Vliet, som har klienter, der er kommet til hende i deres 30'ere, hvor de endelig har besluttet, at de vil ud af deres spiseforstyrrelse.

“De fortryder, at de har brugt hele deres ungdom på anoreksien frem for livet med familie og venner. Men når først anoreksien har fat, søger de ikke hjælp og føler, at de kan klare det selv. Det er her, at det bliver farligt,” siger Julie Navne-Van Vliet.

Hvornår tror du på, at dem som sidder i din stol, kan blive raske igen?

“Når de gerne vil livet. Være sociale igen og se deres venner. Der er det min erfaring, at de nok skal blive raske. Dem, som har det i mildere grad, der hjælper det at få styr på normalitetsbegreberne og kropsidealet. Jeg anbefaler dem at gå en tur i svømmehallen og se, at vi alle har forskellige kroppe i stedet for at spejle sig i billederne på Instagram. Måske spejler de sig i en person i klassen eller på de sociale medier, som har det dårligt,” siger hun og holder en tænkepause.

“Det handler om, at de må acceptere deres kropstype, at de har lår og mave. De skal leve det liv, som de har fået i stedet for at bruge timer og år på en sygdom. Det er tid, som aldrig kommer igen.”

Publiceret: 06. December 2017 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne