Digteren Marianne Larsen modtager årets Dan Turèll Medalje.
Digteren Marianne Larsen modtager årets Dan Turèll Medalje.
Foto: Klaus Holsting
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Digter modtager årets Dan Turèll Medalje

Marianne Larsen har i et generationsmæssigt slægtsskab med Dan Turèll udgivet digte siden 1969 i en stadig udvikling fra det politiske til det fantasifulde, lyder begrundelsen

Dan Turèll Medaljen 2017 går til et af de store navne i dansk poesi gennem snart et halvt århundrede, digteren Marianne Larsen.

Overrækkelsen af Dan Turèll Medaljen til Marianne Larsen vil finde sted på Dan Turèlls fødselsdag søndag 19. marts kl. 15 i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek.

Motiveringen for tildelingen lyder fra Dan Turèll Selskabet blandt andet:

“I dag er det generationsmæssige erfaringsslægtskab mellem Dan Turèll og Marianne Larsen til at få øje på, også selv om deres forfatterskaber på flere måder er meget forskellige.”

I 1969, samme år hvor Dan Turèll debuterede officielt i bogform, debuterede Marianne Larsen i tidsskriftet Hvedekorn med en række digte, alle betitlet 'Til A'. Og allerede i disse tidlige digte fornemmes hendes helt særlige sproglige sensibilitet, en sarthed, der har bund i en dyb ensomhedsfølelse, som er af eksistentiel art.

Marianne Larsens første bog 'Koncentrationer' med prosa og digte udkom i 1971. Og i midten af årtiet – mere eller mindre parallelt med, at Dan Turèll udsendte den såkaldte Storby-Trilogi berigede Marianne Larsen verden med sin trilogi 'Cinderella', 'Fællessprog' og 'Det må siges enkelt'.

Hvor Dan Turèlls trilogi med storbyen som kulisse behandler livet, hverdagen og kærligheden i et sprog, der er jazz, kan Marianne Larsens trilogi opfattes som udtryk for en højst original ensomhedskritik.

Siden har Marianne Larsen udsendt op imod et halvt hundrede bøger af samme høje kvalitet: digte, prosastykker, romaner. Men først og fremmest digte, i en stadig udvikling fra det politiske til det fantasifulde, fra det sprogreflekterende til det nyformulerende.

Marianne Larsens seneste digtsamling 'Og tiden i vild tilstand mod min hud' udkom i 2016. “Den er – ligesom hele forfatterskabet – kendetegnet ved en originalitet i det sproglige kombineret med en afgørende verdensbevidsthed. Der er ingen som hende,” slutter Dan Turèll

Selskabet.

jesl

Publiceret: 14. Marts 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere