Smukt ser det ud med anemoner i skovbunden, men pas på, at din hund ikke spiser dem, advarer dyrlægen. Foto: mostphotos
Smukt ser det ud med anemoner i skovbunden, men pas på, at din hund ikke spiser dem, advarer dyrlægen. Foto: mostphotos
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Dyrlægens bord: Forårstips til kæledyr

Der er forår i luften, og alle er glade – især vores firbenede venner

Af Natascha Schmidt- Svejstrup, dyrlæge, Gentofte Dyreklinik

Forår betyder nye, friske dufte og mange sjove oplevelser uden døre.

Grønt pibler op af jorden, og går man en tur i parken eller skoven, kan man tydeligt se hundenes velvære. De ruller sig i græsset, graver i den bløde jord og leger ét-tag-fat. De nyder helt sikkert også, at dagene er blevet både længere og lunere.

Pas på løgplanter og anemoner

Sammen med vintergækker og anemoner er påskeliljerne nogle af vores mest yndede tegn på forårets kommen. Lidt senere følger tulipanerne og hyacinterne trop i haverne.

Heldigvis er langt de fleste hunde og katte ret ligeglade med både løg, rødder og blomster, men har du en hvalp eller en hund/kat, der viser interesse for planterne, skal du være på vagt. De er giftige og kan i værste fald slå dit dyr ihjel.

Forgiftningssymptomerne viser sig oftest ved savlen, kvalme, opkast og diarré, dyrets temperatur falder ofte til under 38 grader, og der kan indtræde vejrtrækningsproblemer og kramper.

Det er vigtigt at reagere hurtigt og bringe dyret til dyrlæge, hvis der er mistanke om en forgiftning. Der findes ingen modgift, men dyrlægen vil forsøge at symptombehandle og inaktivere den indtagne mængde af giftstof med bl.a. aktiv kul-behandlinger.

Pas på parasitter

Parasitterne har glade dage, når det bliver lunere. Det er nu, du bør forebygge, så hunden og katten undgår både lopper og flåter.

Det kan i dag gøres relativt nemt. Fra et dryp i nakken til en lille velsmagende tablet hver 3. måned.

Hjerte- og lungeorm, vil nogen mene, er vores 'kæphest'. Det er den nok også og med god grund. Vi ser rigtig mange hunde smittet af både rævens lungeorm og den langt mere alvorlige hjerteorm.

På trods af, at både hundeejere og dyrlæger er meget opmærksomme på hjerteorm, er der stadig hunde, der mister livet til den ækle parasit, som er ganske almindelig på vore kanter.

Derfor er det en rigtig god idé at samle tre afføringsprøver – en fra hver dag og bringe dem til din dyrlæge.

Snak med din dyrlæge, du kan nemlig også vælge at få taget en blodprøve. Vær med til at nedbringe smittepresset ved at lade din hund teste og husk at samle dens efterladenskaber op.

Hundetegn og chipmærkning

Husk at give din hund et hundetegn i halsbåndet, også selv om den er chipmærket. Skal hundetegnet leve op til dansk lov, skal ejers navn og adresse stå på det. Loven siger ikke noget om telefonnummer, men det gør det nu en del nemmere.

Er din kats øretatovering svær at aflæse, så få den ligeledes chipmærket.

Spis påskeæggene selv

Der er heller ikke længe til, at vi skal slå hul på vores påskeæg. Hvis du planlægger 'påskeæg-jagt' for ungerne, så pas på, at hunden ikke finder chokoladeæggene først.

Det er en dyrlæge-klassiker omkring påsketid.  Hunde tåler ikke chokolade – slet ikke den mørke variant. Nyd den selv og nyd foråret!

Publiceret: 12. April 2017 07:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt