"Ingen havde dengang gjort ham opmærksom på følger efter en hjerneskade. Og slet ikke os pårørende", siger Birgitte Gøtz.
Foto: Kathrine Albrechtsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Efter skælvet: Hvor forbudte tanker bliver luftet ud

En hård opbremsning i bussen betyder, at den mand, Birgitte Gøtz sender på arbejde om morgenen, ikke vender hjem som den samme igen

Af Kathrine Albrechtsen

Peters kollega ringer fra Glostrup Hospital. Året er 2004, tre dage inden juleaften.

"I røret fortæller hun mig, at Peter er gået hen til receptionen på sit arbejde og spurgt, hvor han skulle gå hen. Det havde vækket alle advarselslamper hos kollegaerne", siger Birgitte Gøtz.

Inde på hospitalet får den 54-årige Peter et kæmpe krampeanfald. Lægerne konstaterer hurtigt en blødning mellem hjernens frontallapper.

”Peter kan ikke huske, hvad der er sket, men langsomt får vi stykket sammen, at han nok har stået i bussen, da der pludselig sker en hård opbremsning, hvilket har rykket hårdt i hans hoved og udløst hjerneblødningen", forklarer 64-årige Birgitte Gøtz, mens vi drikker en kop kaffe i køkkenet.

Ude i villaens gang er der billedparade. Indrammet foto fra Birgitte og Peters sølvbryllup for fem år siden, af deres to fælles børn og Birgittes to fra et tidligere ægteskab og barnebarnet Eric.

Hjerneblødningen for ti år siden har påvirket alle på billederne. Selv lille Eric på fire år. Men det vender vi tilbage til.

Peter kommer hjem efter jul. Han er meget træt og har hovedpine. Umiddelbart har skaden ingen store følger, i hvert fald ikke fysiske.

"Han trækker ikke på det ene ben eller har lammelser i armen. Det eneste, som tilsyneladende har taget skade, er smagssansen, som er forsvundet", siger Birgitte Gøtz.

Men det er ikke den samme mand, som er vendt hjem til villaen i Virum. Og Birgitte Gøtz er slet ikke blevet forberedt på følgerne af hjerneskaden. Der skal gå mange år, før der begynder at komme ord på Peters forandringer. I mellemtiden fyldes luften af daglige uenigheder.

Har det forfærdeligt

"I årene efter hændelsen har vi det forfærdeligt. Fysisk er Peter blevet ekstremt træt og har dagligt voldsom hovedpine, men psykisk er hans personlighed også blevet forandret, f.eks. er evnen til at være impulsiv og tage initiativer væk. I stedet har han fået et ekstremt behov for at være forberedt på alt og kan ikke overskue, hvis der sker uventede ting", siger Birgitte Gøtz.

Mens vi taler om tiden efter hospitalet, kigger Birgitte Gøtz ud ad køkkenvinduet. Ordene falder nemt. Historien er fortalt før. Det seneste år har hun gået i en gruppe for pårørende til senhjerneskadede.

"Vi er fem kvinder i gruppen, der får luftet ud for alle de frustrationer, som følger med som pårørende. Vigtigst er, at vi har tavshedspligt, så ingen føler sig illoyal ved at sige ting bag deres mands ryg, som ikke er særligt flatterende", siger Birgitte Gøtz.

Børnene begyndte at blive væk på grund af deres mange uenigheder og skænderier. Foto: Kathrine Albrechtsen
Børnene begyndte at blive væk på grund af deres mange uenigheder og skænderier. Foto: Kathrine Albrechtsen

Bange for at dø

Birgitte Gøtz husker tilbage på, hvordan hun først opdager, at noget er forandret i Peter.

”Vi har hyppige uenigheder om alt muligt. Han er pludselig blevet bange for at dø og er enormt bekymret på vores vegne, f.eks. hvis vi skal køre i regnvejr eller sne”, siger hun.

Det påvirker også deres sociale liv. Når de er ude hos venner, må de gå tidligt hjem, fordi trætheden og hovedpinen overmander Peter. Når de har gæster, ender Peter i køkkenet med opvasken, fordi han ikke kan klare uroen og går hurtigt omkuld.

"Veninder prøvede at affeje mine frustrationer med, at det måtte være dejligt med en mand, som tog opvasken. Men det kunne ikke glæde mig. Jeg ville jo have min gamle mand tilbage, der plejede at nyde at have gæster og gang i huset", siger Birgitte Gøtz.

Fire år efter

Årene går. Men den mand, Birgitte Gøtz sendte af sted med bussen, er stadig ikke vendt hjem.

"Vi skændes meget, fordi han har fået nogle nye behov, som jeg ikke kan forstå. Især at han skal planlægge ALT, kan jeg slet ikke genkende. Den gamle flipper plejede tidligere at tage tingene, som de kom", siger hun og griner.

Deres skænderier får børnene til at holde sig på afstand. Det er ikke hyggeligt at være derhjemme, siger de.

Hjemmet er vendt på hovedet. Indtil den dag, Peter får en henvisning fra egen læge til hovedpineklinikken i Glostrup. Efter et stykke tid henviser de ham til Neurologisk ambulatorium, som sender ham videre til Center for Hjerneskade på Amager. Her bliver han endelig udredt og kommer i et arbejdsrelateret genoptræningsforløb over nogle måneder.

På det tidspunkt er der gået godt fem år, siden Peter fik hjerneblødningen.

Endelig kommer der ord på alle de områder, som er blevet påvirket af hjerneblødningen.

Peters vanskeligheder med at koncentrere sig. Hans uro og angst. Problemerne med at overskue ting fra start til slut.

"Ingen havde dengang gjort ham opmærksom på følger efter en hjerneskade. Og slet ikke os pårørende", siger Birgitte Gøtz.

Efter forløbet på Center for Hjerneskade kommer Peter via kommunen i flexjob, og i dag arbejder han fire timer om dagen. Det har givet flere kræfter og overskud. Når det løber tør, går Peter ind og lægger sig. Det giver ro i hjemmet, at familie og venner nu har fået et indblik i hans behov.

Du forsvinder

Med forløbet på Center for Hjerneskade går det op for Birgitte Gøtz, at den gamle Peter aldrig vender tilbage. Med hjerneskaden er han forsvundet. Permanent. Hans forandringer laver ringe i vandet.

"De kræver også ændringer i min personlighed, f.eks. at det impulsive til dels er røget ud. Det er hårdt. Men det hjælper, at jeg har fået mere viden om Peters skade og hans nye behov. Der er bestemt kommet færre skænderier og mere latter i huset", siger Birgitte Gøtz.

Gennem hjerneskadekoordinatoren i kommunen får de som ægtepar ti seancer med en neuropsykolog på Center for Hjerneskade, hvor Birgitte Gøtz får viden og værktøjer til at håndtere den nye Peter. Børnene er også med en enkelt gang, så også de kan få mere viden og lufte deres frustrationer.

Sidste vinter startede Birgitte Gøtz i gruppen for pårørende til senhjerneskadede. Her kan hun høre, at de har været heldige.

"Peter har stadig kræfter i begge arme til at give mig et kram. Vi er virkelig ramt i den milde ende, og jeg har da tænkt, om jeg overhovedet har ret til at være i gruppen. Men ligegyldigt hvor forskelligt ramt vi er, så har alle brug for at få luftet godt og grundigt ud for frustrationer. Vi kan både grine og græde sammen, og det er meget befriende. Også de forbudte tanker bliver luftet, uden at man bliver fordømt. De forstår nemlig præcis, hvad man går igennem", siger Birgitte Gøtz og fortsætter:

"Ingen af os kender hinandens mænd, så vi er ikke forudindtaget, som venner og familier kan være. Her får vi lov til at være i fokus og stå foran sygdommen. Jeg føler mig heller ikke længere illoyal over for Peter. I gruppen kommer vi ud med sorgen over savnet og tabet af den mand, som vi plejede at være gift med. Vi deler vores fortvivlelse og ensomhed. Ham, man førhen diskuterede problemer med, er blevet en del af problemet. Det gør, at kommunikationen ikke bliver jævnbyrdig og derfor meget sårbar og svær. Når ens nærmeste familie samtidig "står af" - måske af afmagt, mangel på forståelse eller angst for illoyalitet, så er det, at gruppen bliver uvurderlig”.

Barnebarnet Eric

Birgitte Gøtz tror på, at ægteskabet har overlevet mange af bumpene på vejen, fordi hun har haft gruppen.

Et af bumpene er barnebarnet Eric, som Birgitte Gøtz stolt viser frem blandt billederne.

"Han er en rigtig dreng med stort D", siger hun og smiler.

Lille Eric fylder meget under sine besøg med larm og aktiviteter, som er umulige at planlægge. Det stresser Peter, som forsvinder eller brokker sig, hvis Eric og hans mor kommer uanmeldt.

"Jeg har været så ked af, at han ikke har kunnet dele glæden med mig over at have Eric på besøg. Det gør i dag stadig lidt ondt, men vi har lært at håndtere det. Nu cykler jeg en tur med Eric først, så er der lidt mindre energi i ham, når vi vender hjem", siger hun og smiler.

Arbejdet med hjem

Modsat for ti år siden ser Birgitte Gøtz, at der er kommet mere fokus på at informere patienter og pårørende omkring følger af en hjerneskade. Der er ansat hjerneskade-koordinatorer i kommunerne, og hospitalerne hjælper lidt på vej i tiden efter hospitalet. Men ifølge Birgitte Gøtz er der brug for en endnu større indsats i forhold til de pårørende.

"I dag er de pårørende en vigtig ressource til at hjælpe en hjerneskadet videre. Men hvis pårørende ikke får fokus og støtte, kan det ende med, at de løber tør - hvad så?", spørger Birgitte Gøtz.

At der er brug for ekstra ressourcer i hjemmet, kan hun se siden den morgen for ti år siden, hvor Peter tog af sted, til denne tirsdag formiddag i køkkenet.

"Jeg har arbejdet som sygehjælper i mange år og sidenhen som pædagog og leder. Det var mit professionelle arbejde. Nu kan jeg nogle gange føle, at jeg også skal agere professionel herhjemme. Det er hårdt", siger hun.

Derfor holder Birgitte Gøtz fast i sin gruppe.

"Lige nu går det godt, men måske vender det. Og så er det enormt sundt at få luftet ud en gang om måneden".

Torsdag den 6. november holder Frivilligcentret på Smakkegårdsvej 71 foredrag om støtte til pårørende til senhjerneskadede, hvor interesserede også kan melde sig til opstart af en ny gruppe.

Publiceret: 04. November 2014 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere