Ordrup Asyl kunne i 2010 fejre sit 150 års jubilæum.
Ordrup Asyl kunne i 2010 fejre sit 150 års jubilæum.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

En af Gentoftes ældste børnehaver bliver privat: "Det er nødvendigt at 'melde os ud' af kommunen, hvis vi skal overleve"

“Det er nødvendigt at ’melde os ud’ af kommunen, hvis vi skal overleve,” siger bestyrelsesformanden for Ordrup Asyl

Af Jesper Bjørn Larsen
Fakta om Ordrup Asyl

Asylet blev grundlagt i 1860 i lejede lokaler i Ordrup. Det var beregnet som et asyl for de 'værdigt trængende'. Fattige mennesker, der hver morgen skulle ud at arbejde på de nærliggende gårde og derfor måtte forlade deres børn. Arbejdsmænd, karle, stuepiger og vaskekoner. Langt senere kom smedens og købmandens børn til.
I 1863 flyttede asylet til eget hus på Ordruphøjvej 7, et sommerhus skænket af Christian d. IX's ritmester, major Sass. I 1898 trådte etatsråd Jacob Moresco til og opførte det nuværende hus til brug for børnene. I mange år var asylet afhængig af lokale velhaveres gunst og nåde, men fra 1950'erne og frem blev det mere og mere til en almindelig børnehave.

Den 2. maj er der åbent hus i en helt ny og alligevel enormt gammel børnehave i Gentofte.

Ordrup Asyl, der i 2010 kunne fejre sit 150 års jubilæum, har nemlig ændret status fra at være en selvejende institution til at blive privat.

“Det er ikke noget, vi sådan har gået og ønsket os, men vi havde ikke andre muligheder, hvis vi skulle overleve som den relativt lille institution, vi er,” siger bestyrelsesformanden i børnehaven, speciallæge Jesper Sederberg.

Børnehaven, hvis fulde navn faktisk er Kong Christian den IX. og Dronning Louises Asyl i Ordrup, er kun normeret til 45 børn, og Gentofte Kommunes ønske om at centralisere ledelsen af børnehaverne og indføre større institutioner, end tilfældet er i dag, satte stolen for asylets dør.

”Vi har på nogle områder forståelse for kommunens ønsker, men det passer bare ikke til vores gamle traditionsrige børnehave i Ordrup. Vi mener, at en lille institution giver en god og overskuelig hverdag for børn og deres forældre,” siger Jesper Sederberg, der kan bryste sig af være bestyrelsesformand for en børnehave, der både er god til at holde på sine medarbejdere, og som er meget efterspurgt til børn, både i og udenfor kommunen.

Sederberg understreger, at asylet naturligvis vil følge kommunens retningslinjer for private daginstitutioner.

Børnehaven holder åbent hus tirsdag den 2. maj mellem kl. 15 og 18 på adressen Ordruphøjvej 7.

 

Publiceret: 20. April 2017 11:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere