En ikke særlig uddybende samtale med Flemming Pless
Af Charlotte Glahn, Smakkegårdsvej 67, Gentofte Flemming Pless gav et noget intetsigende svar på mit læserbrev her i Villabyerne, men med en opfordring til, at jeg kunne henvende mig til ham hvis jeg ville have dette uddybet. Jeg har selvfølgelig fulgt opfordringen, i første omgang bad Flemming Pless mig afvente, at han ringede tilbage i løbet af ca. en uge, når han lige havde undersøgt nogle ting. Da dette ikke var sket inden for 14 dage henvendte jeg mig igen til ham, men stadig uden at blive klogere. Jeg vil gerne endnu engang fastslå, at jeg ikke er ansat i hospitalsvæsnet og min interesse i denne sag udspringer af, at være pårørende til en patient, der er blevet behandlet i Fodterapien på Gentofte hospital. Derudover har jeg en naturlig interesseret i samfundsforhold, og de kræfter der påvirker disse. Fakta, som jeg ser dem, og som er de oplyses af henholdsvis, sygeplejersker, overlæger og sygehusadministration til mig på nuværende tidspunkt er: Fodterapien på Gentofte Hospital, bevares i et meget beskåret tilbud (fra 136 timer om ugen til 31 timer og nu uden sekretær), det giver mulighed for akutbehandling og kun få patienter. Langt hovedparten af patienterne køres til Bispebjerg Hospital, hvor den eksisterende sårbehandlingsafdeling skal forestå behandlingen, hvilket giver et meget anderledes og langt mindre individuelt forløb, idet der på denne afdeling ikke er og heller ikke er planlagt specialfremstilling af terapisko, hvorfor der kun kan bruges standard terapisko. Denne behandling kræver kørsel frem og tilbage og en meget dyrere terapisko, hvilket ifølge flere overlæger, vil give en dårligere behandling for den overvejende del af patienterne, og for mange vil det betyde længere behandlingstid, for nogen vil det medfører amputationer, der ellers ville kunne undgås. Ud over de menneskelige omkostninger, som vil være betragtelige for mange, er der de økonomiske konsekvenser for vort økonomisk betrængte samfund, et kort regnestykke ser ud som følger: Der har hidtil været foretaget ca. 4100 behandlinger årligt i fodterapien på Gentofte Hospital (under Rigshospitalet), disse behandlinger har omfattet både et stort antal akutte behandlinger og selvfølgelig opfølgninger på allerede igangsatte forløb. Der har hidtil været tilknyttet 3-4 fodterapeuter (med forskelligt time antal) og en sekretær i 35 timer pr. ugen. Denne behandling skal nu, i besparelsesøjemed, overføres til Bispebjerg, men hvor er besparelsen? Sårbehandlingsafdelingen på Bispebjerg er allerede belastet, akut patienter fra f.eks. Gentofte Hospital kan ikke komme i behandling straks, og også på opfølgningstider er der længere ventetider, end der var/er hos Fodterapien på Gentofte. Flemming Pless nævner den nødvendige besparelse på lønkroner, men hvis der skal gives 4100 behandlinger mere om året, må dette enten medfører nyansættelser og dermed øgede lønudgifter, eller en meget forringet service for patienterne – altså enten ingen besparelse eller en service forringelse. Flemming Pless nævner også, at der når den ledende fodterapeut Bent Nielsen, inden for en kortere årrække, naturligt går på pension er der ingen, der kan videreføre Fodterapien, som den ser ud i dag – Dette er ikke sandt, På det tidspunkt, hvor beslutningen om nedlæggelse blev taget, var de to andre veluddannede fodterapeuter, ansat på henholdsvis 9. år og 5. år. De har begge selvstændigt og meget professionelt forestået behandling af patienter og fremstillet terapisko. De har begge været involveret i behandlingen af min kærestes fod, hvorfor jeg har en indsigt i deres professionelle formåen, og den er STOR, og der er endnu mulighed for at genansætte dem begge. Endelig nævner Flemming Pless, behovet for anskaffelse af diverse maskiner til fremstilling af terapisko, men ifølge fodterapeuterne i Fodterapien mangler de ikke nogen maskiner, og der er heller ikke nogen, der står foran umiddelbar udskiftning – så dette argument er lige så uforståeligt som de andre. Jeg ser denne sag, som en stor og dyr fejlbeslutning, der får grimme konsekvenser for de enkelte patienter, og jeg håber stadigvæk på, at politikerne i dette land kan indse det tåbelige i at vælge en dårlig og dyr løsning, bare fordi beslutningen nu er taget. Genansæt fodterapeuterne og udbred deres helt unikke koncept til hele landet til glæde for patienter, pårørende og ikke mindst samfundsøkonomien. Der må da være nogen i dansk politik, der tør tage en beslutning, der går imod sygehusledelsen og deres ensidige syn på denne sag. Stadigvæk med håbet i behold.
Læs hele artiklen
