Shihab Othman er i landsretten blevet idømt samfundstjeneste og udvisning i seks år for menneskesmugling. Han mener, dommen er for hård. “Jeg var dum og naiv,” beklager han.
Shihab Othman er i landsretten blevet idømt samfundstjeneste og udvisning i seks år for menneskesmugling. Han mener, dommen er for hård. “Jeg var dum og naiv,” beklager han.
Foto: Kathrine Albrechtsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Familiefar fra Gentofte står til udvisning

En syrisk mand fra Gentofte kører til Tyskland med en bekendt for at besøge hver deres barn. Det, der skulle have været et glædeligt gensyn med et familiemedlem i udlandet, ser ud til at ende med et trist farvel til den nærmeste familie herhjemme

Af Kathrine Albrechtsen

Frem fra mørket på en tysk landevej træder hun pludselig frem. Den unge kvinde ser forpjusket ud i sit beskidte tøj, mens hun i hånden bærer på en plasticpose. Den ældre mand, der sidder i passagersiden, åbner døren og siger, at hun skal komme ind i bilen.

51-årige Shihab Othman er forvirret. Hvem er hun? Er hun mandens datter, der er bosat i Tyskland, og som de skulle besøge? Hun ligner mere en på flugt. Måske fra sin mand, tænker Shihab.

Idet hun stiger ind i bilen, er planen pludselig ændret.

Hjemme i Danmark havde de to mænd, der mødte hinanden gennem et fjernt familiemedlem til Shihab, aftalt en tur til Tyskland med to stop. Først datteren, hvor de skulle overnatte, for dagen efter at rejse videre til Shihabs søn i Berlin.

“Kør os til din søn eller hjem til Danmark. Jeg betaler,” siger han til Shihab.

“Jeg vil ikke have dine penge. Fortæl mig, hvad der sker,” svarer Shihab.

Manden siger, at den unge kvinde skal med dem til Berlin og sove i Shihabs søns etværelses lejlighed. Det går ikke, siger Shihab. Og de to mænd kommer op at skændes. Mere med fagter end med dialog.

For Shihab er fra Syrien, og den ældre mand er fra Iran. Men én ting forstår Shihab. Den unge kvinde skal med til Danmark. Manden fortæller, at hun er syg og skal på hospitalet. Til sidst giver Shihab op. Han går ud af bilen og tænder en cigaret. Han er træt efter at have kørt i ti timer og indvilger til sidst i, at de kører hjem til Danmark.

Turen tager en ny drejning

I bilen falder den unge kvinde i søvn på bagsædet. De kører i stilhed. Men ved grænsen, hvor de holder i kø til grænsekontrollen, begynder manden at opføre sig underligt nervøs. Og da Shihab ruller vinduet ned for at give sit midlertidige pas til politimanden, sidder hans medpassager og roder nervøst rundt i lommerne. Politimanden bemærker hans opførsel og ønsker at se hans papirer. Han finder sin opholdstilladelse frem. Politimanden spørger, hvem den sovende passager er. Shihab fortæller, at det er mandens datter.

Med det samme udbryder den ældre mand, at det ikke er hans datter. Shihab kigger forundret på ham. Hvem er det så, tænker han.

Politimanden vil nu se papirer på hende. Det har hun ikke, og de bliver bedt om at køre ind til siden. Den unge kvinde taler på engelsk med politiet, mens den gamle mand bliver hevet ud af bilen. Shihab får i stedet selskab af en politimand, der guider ham hen til politistationen.

Her får Shihab en tolk. Efter to år i landet har han endnu ikke knækket koden til det danske sprog. Han kan ikke finde ud af, hvad der foregår. Hvorfor bliver han tilbageholdt? Hvad har han gjort? Den kvindelige tolk siger, at han skal lade hende føre ordet under afhøringen, som varer i 4-5 timer. Hun siger, hvornår han skal sige ja og nej. Pludselig hører Shihab tolken sige på dansk, at han godt vidste, at han var kørt til Tyskland for at hente pigen. Han springer op og benægter. Og da politiet fortæller ham, at pigen ikke havde opholdstilladelse og han derfor bliver sigtet for menneskesmugling, bliver han først rasende og så bange.

Imens hans billeder bliver taget fra alle vinkler, tænker han igen og igen, at han ikke har gjort noget ulovligt. Det var en tur til Tyskland for at besøge deres børn. Han er ikke en menneskesmugler.

Lige nu går Shihab Othman og venter på, at hans advokat ringer med nyt.
Lige nu går Shihab Othman og venter på, at hans advokat ringer med nyt.
Foto: Kathrine Albrechtsen

Hård dom i retten

Det her er Shihabs version af, hvordan en tur til Tyskland, efter to retssager, først i byretten og så landsretten, har kostet ham samfundstjeneste og derefter udvisning af Danmark i seks år.

Shihabs forsvarer, Daniel Rosenkilde Larsen, er skuffet over dommen.

“Retten straffer ham for, at han skulle have sikret sig, at passageren, som kom med i bilen, havde ret til at komme ind i Danmark. Men domme på 30 dages fængsel og ubetinget udvisning er en relativt hård afgørelse ud fra, at han ikke har fået en økonomisk fortjeneste ved at transportere en bekendts barnebarn over grænsen,” siger han.

Men i udlændingeloven står der helt specifikt, at lige præcis den her type overtrædelse af udlændingeloven, kræver udvisning. En politisk beslutning, som blev skrevet ind i 2015. Det afgørende i sagen bliver, hvor stor en tilknytning, man har til Danmark.

Shihab har ved anholdelsen boet i Danmark i to år, han har haft skiftende praktikpladser, men endnu ikke et fast job og kan ikke tale dansk. Det styrker bestemt ikke hans sag. Tværtimod.

Til gengæld arbejder hans kone i en børnehave, hans 18-årige datter i Netto, mens hans 11-årige søn går på Søgårdsskolen. Flugten fra Syrien har været for hård for sønnen, der i dag har brug for særlig støtte.

“Det var en afgørelse, som godt kunne have haft et andet udfald, hvor vi gerne havde set en betinget udvisning. En afvejning af sagen er også hans tilknytning til Danmark og retten til et familieliv, som formentlig bliver krænket med den her udvisning,” siger Daniel Rosenkilde Larsen.

Anklager Karen Brøgger Nielsen ser anderledes på sagen.

“Som udgangspunkt følger sagen retspraksis på området, og selve udvisningsdelen kan heller ikke anses for usædvanlig. Ved udvisning kigger man ikke på, hvor mange år, man har opholdt sig i landet, men på mange forskellige elementer i forhold til ens tilknytning til Danmark. Familie, arbejde, omgangskreds, foreninger og fritid. Men hans tilknytning til Danmark blev vurderet til ikke at være tilstrækkelig,” siger hun.

I dag hænger der en udvisning på seks år over Shihabs hoved. Han ville ønske, at han var kørt væk fra den unge kvinde.

“Men jeg er sådan en type, som hjælper folk, selvom jeg ikke kender dem. Det kan være en ulempe, det ser jeg nu,” siger han. Shihab husker tydeligt mødet med den ældre mand for halvandet år siden. Han møder ham i hjemmet hos et fjernt familiemedlem i Allerød. Shihab står med en bilnøgle i hånden, da manden spørger, om han har bil. Shihab siger ja og fortæller om sine ture til Berlin, hvor hans søn bor.

“Næste gang vil jeg gerne med. Jeg skal nok betale for benzin, bro og mad,” siger han.

Shihab afslår og foreslår, at de bare kan dele udgifterne. En uge efter ringer Shihab og siger, at han kører samme aften. Den ældre mand vil med. I ti timer kører Shihab, imens manden ved siden af ham hele tiden taler i telefon. Men det er på kurdisk-iransk, som er en dialekt, Shihab ikke forstår.

Den ældre mand dirigerer ham, når han skal skifte retning. Shihab aner til sidst ikke, hvor de er. Ved en vej siger manden, at de skal stoppe og vente. Og ud fra mørket kommer den unge, forpjuskede kvinde til syne.

Dum og naiv

Kl. 4 om morgen står Shihab uden for politistationen. Han har fået udleveret sin mobiltelefon samt bilnøgle og er klar til at køre hjem.

Hans medpassager kommer ham i møde på parkeringspladsen og vil have, han skal køre ham hjem. Shihab er rasende på ham. I virkeligheden vil han bare køre fra ham, men igen forbarmer han sig og tager ham med. I bilen spørger han, hvorfor han ikke fortalte ham sandheden.

Han forsikrer Shihab om, at han fortalte politiet, at han kun var chauffør og vidste ingenting. Det beroliger Shihab. Men det løfte viser sig at være tomt, da dagen for retssagen kommer ti måneder efter.

Hans medpassager har fået lov til at blive interviewet over videolink.

I byretten stiller anklageren ham spørgsmålet 'Har du givet penge til Shihab'? 'Nej', lyder svaret. Næste spørgsmål: 'Vidste Shihab, at dit barnebarn ikke havde opholdstiladelse'? 'Ja/nej', lyder det kryptiske svar.

Shihab sidder forbløffet tilbage. Hvorfor lyver han, spørger han sig selv. Samtalen bliver afsluttet, uden at Shihab får svar.

Retssagen slutter med en dom på fire års udvisning og én måneds fængsel. Det afgørende i sagen er, at Shihab burde have sikret sig, omstændighederne taget i betragtning, tilstrækkelig dokumentation for, at pigen havde opholdstilladelse, inden de kørte over grænsen. Da han valgte ikke at gøre det, accepterede han også en risiko, som han nu bliver straffet for. Shihab anker dommen på stedet.

“Med dommen var min tanke, hvor dum og naiv jeg var, siden jeg ikke havde set, hvordan det hang sammen. Og så følte jeg det enormt uretfærdigt, at manden og barnebarnet havde lavet det nummer på mig. Jeg er blevet misbrugt og gjort til et stykke legetøj,” siger Shihab.

Et halvt år efter rejser Shihab igen til Sønderborg for at prøve sagen for landsretten. Men det bliver ikke bedre, derimod værre.

Landsretten fastholder den ubetingede udvisning og hæver indrejseforbuddet til seks år, men ændrer dog fængsel til samfundstjeneste. Ved en udvisningsdom til et land som Syrien opholder folk sig som udgangspunkt i et udsendelsescenter, mens de venter på, at det er sikkert at blive sendt retur.

Sagen måske for Højesteret

Shihab ser modløs ud, når han fortæller om dagen i retten i Sønderborg, der fandt sted for ti dage siden.

“Jeg har lige reddet min familie ud af Syrien. Nu er det hele ødelagt med den her dom. Der er livsfarligt i Syrien, og som kurder i Syrien er det blevet endnu farligere med alle de forskellige fraktioner, som er i landet. Jeg er ikke bange. Men det er 100 procent, at hvis de sender mig tilbage til Syrien, så slår de mig ihjel, specielt fordi jeg er kurder. Mit håb er, at de sender mig alle andre steder hen end Syrien. Send mig ikke tilbage til verdens farligste land,” siger Shihab. Men der er en anden ting, som bekymrer ham mere.

“Hvis jeg bliver sendt hjem til Syrien, ved jeg, at min familie følger med mig. Og så ender vi alle med at blive slået ihjel. Det er en alt for hård dom,” siger han.

Shihab har derfor valgt at søge om at få sagen prøvet ved Højesteret, hvilket hans forsvarer tror, at der er gode muligheder for vil lykkes.

Gjort til grin

Øjnene himler og armene fægter rundt, når Shihab fortæller, at den ældre mand blot fik en bøde og gik fri.

“Og jeg har hørt, at barnebarnet har fået ophold. Manden skulle i det mindste have haft den samme dom som mig. Jeg føler mig virkelig gjort til grin. Det hele er på grund af ham, og han går fri med en bøde. Jeg er så sur på ham,” siger Shihab.

Forsvarer Daniel Rosenkilde Larsen undrer sig også over forskelsbehandlingen.

“Sanktionen og konsekvenserne ved den samme handling er ikke rimelige. Jeg synes, at deres sager skulle være blevet afgjort på samme måde, så Shihab også fik en bøde,” siger han.

Men anklager Karen Brøgger Nielsen forklarer, at det netop er familierelationen, som giver rabat.

“Om det er fair eller ej, så kan man ikke fortænke nogen i, hvis ens barnebarn opholdt sig i Tyskland, at man vil gøre alt for at være sammen med det. Ud fra den betragtning skal man ikke straffes med fængsel,” siger hun.

Fortryder naivitet

Shihabs familie tror først, at han laver sjov, da han kommer hjem og fortæller dem om dommen. Han prøver at beskytte sin familie imod, hvor slemt det er.

Det vigtigste for ham lige nu er, at de bliver i landet, men frygten for, at de følger med ham, hvis han bliver sendt retur, jager ham.

“Det hele er hårdt og meget sort. Jeg prøver at få livet til at fortsætte, mens jeg venter på, at min advokat ringer med nyt om sagen,” siger han.

Hvorfor var der ingen alarmklokker, som ringede, da pigen dukkede op fra mørket?

“Det hele virkede meget mystisk, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg troede, at hun var løbet hjemmefra, måske flygtet fra sin mand. Men jeg fortryder min naivitet, og at jeg gerne vil hjælpe folk. Det er en stor ulempe, som nu har kostet mig store problemer. Men det største problem er, at jeg blev løjet for. Hvis jeg vidste, at hun ikke havde opholdstilladelse, ville jeg ikke være kørt over grænsen med hende.”

Publiceret: 06. Juni 2017 12:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt