Komikeren Dave Johns spiller hovedrollen i ’Jeg, Daniel Blake’.
Komikeren Dave Johns spiller hovedrollen i ’Jeg, Daniel Blake’.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Filmstriben anbefaler: ’Jeg, Daniel Blake’ af Ken Loach

Den britiske filmveteran skildrer afmagt og solidaritet i sin nyeste film, som blev belønnet med Guldpalmen i Cannes 2016

Af Jakob Haväng

'Jeg, Daniel Blake' er en stærk hverdagsskildring fra et regngråt Nordengland.

Da den 59-årige finsnedker Daniel Blake (Dave Johns) får et hjerteanfald, forbyder hans læge ham at arbejde. Desværre mener Beskæftigelsesministeriets konsulentvirksomhed ikke, at han opfylder kravene for at få sygedagpenge. Han bliver henvist til jobcentret.

Her møder han Katie (Hayley Squires). En alenemor, som af myndighederne er blevet tvangsforflyttet fra lejlighedsmanglen i London til Newcastle.

Med tolv pund på lommen forsøger hun at forklare for en nydelig sagsbehandler, at hun er ny i byen, at hun faktisk ikke kunne finde frem, og at det var derfor hun kom for sent til mødet.

Da begge to smides ud, for at have turdet at protestere mod uretfærdig behandling, bliver det begyndelsen på en stærk venskabshistorie. Sammen tvinges de til at kæmpe en kamp mod bureaukratiets helvede.

Myndighederne mod menneskene. Formularerne mod virkeligheden. At sætte sig op imod ligeglade paragrafryttere, viser sig dog at være meningløst, og den modstand, som den afmægtige Daniel Blake alligevel formår at yde, har ingen positive effekter, udover en følelse af bibeholdt menneskeværdi.

Den utrættelige Ken Loach skildrer endnu en gang uretfærdighederne i det engelske samfund. I billeder, som går tæt på kakkelvæggenes mugne fuger, synliggøres den defekte hverdagsarkitektur.

Med stringent klarhed belyser han et samfund, som krakelerer og hvor de, som lever indenfor og udenfor, har helt forskellige vilkår.

Ken Loach er dels en højrøstet polemiker, dels en fintfølende menneskeskildrer. I 'Jeg, Daniel Blake' lader han menneskene stråle, trods den regngrå kulisse.

Det er enkeltheden, der fascinerer: hvor hurtigt og præcist, Loach tegner Dans og Katies portræt, deres ulykkesbaserede venskab, som straks bliver seerens anliggende.

Til dette tilføjer Loach sine sædvanlige indslag af humor, hvor hovedpersonerne giver fingeren til undertrykkelsen.

Stand-up-komikeren Dave Johns er et dristigt, men vellykket valg til hovedrollen. Hans værdighed og komiske timing bidrager til filmens let lakoniske tone.

Sammen med instruktøren formår han at sætte fingeren på ikke bare systemets bagside, men også dets absurditeter. Mange scener er så absurde, at man må grine ad det. Men grinene stivner.

'Jeg, Daniel Blake' er Loach, når han er bedst: direkte, usentimental og kraftfuld.

Publiceret: 07. September 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere