Tom Hardy spiller hovedrollen i denne uges anbefaling. Foto fra filmen
Tom Hardy spiller hovedrollen i denne uges anbefaling. Foto fra filmen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Filmstriben anbefaler: ’Locke’ af Steven Knight

Af Jakob H. Pii, Gentofte Hovedbibliotek

'Locke' er en simpel film, baseret på et simpelt koncept.

I dette personlige drama, der udelukkende finder sted i en moderne BMW, følger vi en pragmatisk bygningsinstruktørs kørsel igennem natten og hans gradvise krakelering.

'Locke' er en af de film, som giver håb til de af os, der ikke er til storlarmende action, leg og lir. 'Locke' træder nemlig frem i klassen, rækker hånden op og viser, at når man skærer alt det pompøse væk, er film i sin kerne historiefortælling.

'Locke' handler om bygningsinstruktøren Ivan Locke, heraf titlen, og de konstante situationer, som fejer tæppet væk under ham.

Denne neglebidende dekonstruktion vidnes i realtid i løbet af filmens korte 85 minutter. 'Locke' finder udelukkende sted i en moderne BMW og udfolder sig gennem stærke samtaler på hans telefonanlæg.

Jeg vil nødigt give detaljer væk, men lad os bare sige, at alle de områder som beskriver, hvem man er, som moderne person; arbejde, familie, venner - kommer grueligt under pres for kære Ivan Locke.

Den mesterlige skribent Steven Knight ('Eastern Promises'), kastede sig ud i instruktørrollen i 2013 med denne neglebidende, én-lokations thriller.

Et både realistisk og simplistisk drama, som viser Tom Hardys ('Inception', 'Dunkirk', 'The Dark Knight Rises') absolut bedste skuespillerpræstation.

Film som 'Locke', der udelukkende finder sted på én lokation eller scene, er desværre få og langt imellem. Selv siden den mest prominente og klassikeren, '12 Angry Men', har der ikke været flere filmskabere, som har taget udfordringen til sig. Af de film som dog findes, er de, efter min erfaring, enten rigtig gode eller virkelig ringe.

Jeg kan med ro i stemmen sige, at 'Locke' er én af de rigtig gode. Den lykkes af to simple grunde: en overordentlig stærk skuespillerpræstation af Tom Hardy og en gribende historie, som bærer hele filmen, og som maskerer, at der i princippet ikke bliver skiftet sted.

Tom Hardy er typisk kendt for sine maskuline, 'mans man' roller. Men her i 'Locke' spiller han en normal skotsk mand med en meget pragmatisk og underspillet tilgang til livet.

En mand, som hele tiden vil have livsregnestykket til at gå op. En person, som mildest talt ikke

vil reagere positivt på spontane og mærkbare ændringer. Netop situationer, som bliver lagt ud på en perlerække og overrumpler Ivan Locke, med højere og højere frekvens.

Derfor er 'Locke' en af de én-lokationsfilm, som jeg varmt kan anbefale.

Publiceret: 06. Februar 2018 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne