Margaret Rutherford spillede Miss Marple i fire film i 1960’erne.
Margaret Rutherford spillede Miss Marple i fire film i 1960’erne.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Filmstriben anbefaler: '4.50 fra Paddington’ af George Pollock

Af cand.mag. Lene Schaumann, Gentofte Hovedbibliotek

Påsken markerer som altid, at nu er foråret kommet, og med foråret begynder en ny sæson i sommerhuset for sommerhusfolket.

Og der er da ikke noget som at se en god krimi i sommerhuset efter en lang dag i haven, eller sågar se en hyggelig krimi om eftermiddagen, hvis vejret er for kedeligt til at gå ud i.

På Filmstriben ligger der mange forskellige slags krimier, og der ligger hele fire stykker med den gode Miss Marple. Det er udgaven fra 1960'erne, hvor skuespillerinden Margaret Rutherford spiller Miss Marple. De er alle instrueret af instruktøren George Pollock.

Agatha Christie var ikke vild med, at det skulle være Margaret Rutherford, der spillede Miss Marple, da hun havde forestillet sig en dame, der lignede hendes egen tante, da hun skrev bøgerne om hende.

Og Margaret Rutherford, der på det tidspunkt havde lavet over 50 film og nok kunne vælge og vrage mellem filmrollerne, var heller ikke vild med idéen. Men da hun læste manuskriptet til den første film '4.50 fra Paddington' var hun solgt. Der er skrevet en lethed ind i filmmanuskriptet, og der er lavet flere andre ændringer i forhold til bogen, så selvom man har læst bogen, får man alligevel en god oplevelse ud af filmen.

Jeg kastede mig således over denne første film i serien og blev faktisk overrasket over, hvor god kvaliteten af filmen er, da den, som sagt, er fra 1961.

Det må være en remastered version, og det giver et godt skarpt billede og ikke mindst også en fremragende lyd. Filmens åbningsscene er da også underlagt den mest fantastiske 60'er-lydsekvens. Man kan ikke undgå at komme i hyggestemning af den.

Her møder vi så Miss Marple i et ægte gammeldags futtog aka et damptog i dets fineste format. Hun har en krimi liggende i skødet og sidder og kigger lidt ud af vinduet, hvor et modkørende tog kommer susende forbi.

Det suser dog ikke hurtigere, end at Miss Marple kan nå at betragte passagererne i det modkørende tog, og lige pludselig ser hun en mand med sorte skindhandsker, der er ved at kvæle en skrækslagen kvinde.

Miss Marple aner ikke sine levende råd, men får fat i togføreren, der godt nok lytter til hende, men helt tydeligt ikke tror på, at Miss Marple har set noget. Scenariet gentager sig hos det lokale politi i Milchester, da de overhovedet ikke kan finde hverken et lig eller tegn på, at en ugerning skulle have fundet sted.

Miss Marple må derfor selv smøge ærmerne op for at forsøge at opklare mysteriet.

Publiceret: 10. April 2017 21:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere