Fremover skal man være villig til at ansætte lærlinge i sit firma, hvis man ønsker at løse drifts- eller anlægsopgaver for Gentofte Kommune. Modelfoto: mostphotos.com
Fremover skal man være villig til at ansætte lærlinge i sit firma, hvis man ønsker at løse drifts- eller anlægsopgaver for Gentofte Kommune. Modelfoto: mostphotos.com
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Firmaer forpligtes til at hyre lærlinge

Gentofte Kommune indfører uddannelsesklausuler, så leverandører fremover skal ansætte lærlinge, hvis de ønsker at arbejde for kommunen

Af Jesper Bjørn Larsen

Ønsker du at løse en større opgave for Gentofte Kommune, så skal du sørge for at få ansat nogle lærlinge i dit firma. Faktisk skal du ansætte mindst én lærling pr. 10 faglærte medarbejdere i dit firma, hvis du skal have en chance for at få opgaven.

Det står klart, efter 18 ud af 19 politikere i kommunalbestyrelsen mandag aften vedtog at indføre lærlingeklausuler i Gentofte Kommune. Det skete i forbindelse med 2. behandlingen af budgettet for 2018. Nye Borgerliges Poul V. Jensen undlod at stemme i afstemningen om forslaget.

Enhedslistens Jeanne Toxværd havde netop som et af sine ændringsforslag foreslået, at man indførte en uddannelsesklausul i Gentofte Kommunes indkøbspolitik.

Men budgetflertallet (K, S, V og R) kunne ikke stemme for Enhedslistens forslag, understregede borgmester Hans Toft (K), hvorefter han på vegne af budgetflertallet stillede et underændringsforslag til Enhedslistens forslag.

Af underændringsforslaget fremgår det, at “kommunalbestyrelsen ønsker indført lærlingeklausuler/uddannelsesklausuler, hvorefter kommunen fremover kan stille krav til leverandører ved udbud og konkurrenceudsættelse om, at virksomheder, der udfører arbejde for kommunen (både drift og anlæg) skal beskæftige lærlinge.”

Af underændringsforslaget fremgår det videre, at virksomheder, der beskæftiger mere end 10 faglærte, skal have ansat mindst én lærling pr. 10 faglærte. For mindre virksomheder gælder det, at de skal have “et forholdsmæssigt samme antal lærlinge pr. antal faglærte gennem et forpligtende samarbejde i eller på tværs af faggrupper, således at disse virksomheder på denne måde får mulighed sammen at opfylde kravet.”

Det stod ikke krystalklart for tilhørerne, hvordan det politiske flertals underændringsforslag adskilte sig fra Enhedslistens forslag, og Jeanne Toxværd havde da heller ingen problemer med at stemme for det politiske flertals forslag.

Æres den...

I sin fremlæggelse af forslaget henviste borgmester Hans Toft til 'Borgernes Gentofte' - K, S, V og R's budgetaftale for 2017-2018 - hvor de fire partier forpligtede sig til at “sætte konkret fokus på, hvordan kommunen kan medvirke til etablering af flere elev- og praktikpladser.”

Da 'Borgernes Gentofte' stammer fra 4. oktober, og da Enhedslisten allerede afleverede sine ændringsforslag den 20. september, er Jeanne Toxværd ikke i tvivl om, at det politiske flertal har ønsket at komme Enhedslisten i møde.

“Jeg opfatter det så afgjort som en imødekommenhed over for Enhedslisten. Borgmesterpartierne signalerer, at de gerne vil i dialog. Det er jeg rigtig glad for. Lige som jeg er rigtig glad for, at vi nu får indført uddannelsesklausuler. Det er utrolig vigtigt, at de unge får nogle uddannelsespladser og muligheder,” siger hun.

Enhedslisten stillede allerede forslag om uddannelsesklausuler tilbage i september 2014 i forbindelse med budgettet for 2015. Dengang stemte det politiske flertal imod forslaget.

Villabyerne har spurgt viceborgmester Søren Heisel (S), om det politiske flertal lod sig inspirere af Enhedslistens ændringsforslag, da de kom med deres eget forslag.

“Nej overhovedet ikke. Hvis man har fulgt bare en lille smule med, så ved man, at vi i budgetforligskredsen har tilkendegivet vores intention allerede sidste år. Enhedslisten havde det hverken med i budgetforhandlingerne for år 2016 eller -17. At vi skulle være inspireret af noget, som de ikke har foreslået de to seneste år, vil være lidt for langt ude,” siger Søren Heisel.

Borgmester Hans Toft afviser også blankt, at flertallet er påvirket af Jeanne Toxværd.

“Det forholder sig direkte omvendt. Jeanne Toxværd er åbenbart blevet inspireret af det forslag, som blev vedtaget af K, S, V og R i oktober for et år siden, hvor disse partier under henvisning til trepartsforhandlingerne og intentionerne heri vedtog, at etablering af uddannelsespladser for de unge skal indgå i Gentofte Kommunes udbudsbetingelser.”

Borgmesteren henviser til, at han på Folkemødet og ved flere andre arrangementer har tilkendegivet sin positive holdning overfor krav om uddannelsespladser i relation til de kommunale udbudsregler.

“Vi skulle i mandags – efter afstemningsreglerne for budgetbehandlingen – tage stilling til Enhedslistens forslag, som vi var imod. Vi ville ikke blot stemme nej uden at tilkendegive vores holdning. Og det skete så med vores vedtagelse,” siger han.

Både viceborgmesteren og borgmesteren forventer, at de nye regler træder i kraft hurtigst muligt.Katte hitter i ældreplejen

Publiceret: 12. Oktober 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere