Tobias Kjær, der her angriber for Gentofte Volley mod italienske Ravenna i Europa Cup-opgøret tidligere på sæsonen, gjorde det rigtigt godt i den første DM-finalekamp, men det var ikke nok til sejr over Middelfart.
Tobias Kjær, der her angriber for Gentofte Volley mod italienske Ravenna i Europa Cup-opgøret tidligere på sæsonen, gjorde det rigtigt godt i den første DM-finalekamp, men det var ikke nok til sejr over Middelfart.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Flot start af Gentofte Volley gav bagslag

Gentofte Volleys drømmestart mod Middelfart i første DM-finale var ikke nok til sejr på Fyn

Sjældent er Gentofte-holdet kommet så godt i gang, som i den første af årets op til fem finalekampe om DM. En propfyldt Lillebæltshal dannede en flot ramme om kampen, og Gentoftes spillere var flyvende fra første bold.

Alt lykkedes for Gentofte, som hverken skiftede ud eller tog time-out i første sæt. Det blev vundet med overbevisende 25-14.

Naturligvis fortsatte Gentofte med samme opstilling i andet sæt. Men nu virkede det som om, at drømmestarten førte Gentofte-spillerne ind i noget, der lignede en søvnagtig tilstand.

Spillerne så til tider ud som om, de troede, at sejren var i hus, uanset indsatsen. Samtidig begyndte Middelfart at få alt heldet.

Gentofte var stærke på centerpositionen, hvor især Rasmus Mikelsons gang på gang blokerede de fynske angreb. Til gengæld diskede fynboerne op med en både dygtig og heldig angrebssikring. De trak det længste strå og vandt 25-23 i et meget lige andet sæt.

Gentoftes startopstilling, der var startet forrygende, havde nu vist sig at kunne rystes. Det var som om, at holdet aldrig rigtigt kom sig over den turn around, som Middelfart havde fremtvunget.

Kjær viste klasse

I tredje sæt satsede fynboerne på sikkerhed i serven, og til trods herfor var Gentoftes modtagning ikke tilstrækkeligt god. Tobias Kjær kom på banen, men kunne ikke forhindre, at hjemmeholdet vandt tredje sæt 25-20.

I fjerde sæt viste det sig at være en god disposition at få Tobias Kjær på banen. Han endte som Gentoftes bedste modtager og den kantspiller, der havde størst effektivitet. Hans indsats var en væsentlig faktor i Gentoftes 25-20 sætsejr i fjerde sæt.

Herefter burde Gentofte have fået momentum til det korte femte sæt. Beklageligvis ville Middelfart-spillerne det anderledes. De bevarede troen på sejr til sidste bold. Holdene fulgtes ad gennem sættet, men til sidst fik fynboerne blokaderne til at fungere. Det gav hjemmeholdet sætsejren med 15-12.

3-2 nederlaget bør ikke ryste Gentofte-mandskabet før de kommende finalekampe. Holdet har fornøden respekt for det fremadstormende Middelfart-hold, og det vil ikke komme som en overraskelse for Gentofte-spillerne, at de skal være topskarpe i mere end et sæt for at vinde hele kampen.

Næste to opgør i DM-finalespillet finder sted i Gentofte Volley Arena i Kildeskovshallen henholdsvis torsdag den 12. april kl. 19 og søndag den 15. april kl. 16. jbl

Publiceret: 09. April 2018 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Bøger
Forsiden netop nu