En sprudlende Nicolai Vallys gjorde sit til, at Skovshoved førte sig frem i topopgøret, men han måtte lige som resten af holdet erkende, at gæsterne på dagen var for stærke. Foto: Ole Tradsborg
En sprudlende Nicolai Vallys gjorde sit til, at Skovshoved førte sig frem i topopgøret, men han måtte lige som resten af holdet erkende, at gæsterne på dagen var for stærke. Foto: Ole Tradsborg
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fodbold: Skovshoved fik bank på hjemmebane

Et klart nederlag på 1-5 blev resultatet af skovsernes møde med rækkens absolutte tophold fra Hvidovre

Skovshoveds tilbagekomst til divisionerne har været som et langt og fantastisk eventyr, men lørdag blev det eventyr forvandlet til et mareridt.

Skovserne blev klædt af på hjemmebane, da Hvidovre sprudlede i topdysten og viste, at Skovshoved endnu har noget at lære.

Det startede med en kold dukkert i form af straffe til gæsterne, som usvigeligt sikkert blev omsat til mål. Og det blev også 0-2 efter nogen passivitet i de bagerste geledder.

Men, som så ofte før, så har Skovshoved mange gode offensive strenge at spille på. En af dem hedder Nicolai Vallys, og han stod for dagens mål.

Han 'curlede' nemlig elegant kuglen op i højre målhjørne til 1-2 kort før pausen og boostede både sin egen og holdkammeraternes selvtillidskonto.

Desværre var Skovshoved på ny i gavehumør straks i anden halvleg, hvor sløset målmandsspil gav gæsterne muligheden. Og her var den tidligere Superliga-profil Kim Aabech ikke sen til at stemple fint ind på et i øvrigt ganske godt Hvidovre-mandskab.

Hans scoring til 1-3 kandiderede til dagens mål, men set med objektive briller, var Vallys vindunderhug lige en tand bedre.

Det kan man ikke sige om Skovhoved-defensiven, som gang på gang blev udstillet af Hvidovres 'sultne' spillere. Således blev det både 1-4 og 1-5, inden dommerens sidste fløjt lød.

Med nederlaget kom Skovshoved ned på jorden med et brag, og det må straks revancheres i kommende weekend, hvor modstanderen hedder Hillerød. Hillerød fik også kærligheden at føle i weekenden, hvor B93 sendte holdet retur nordpå med en lussing på 6-0.

Det bliver spændende at se, hvilket af de to oprykkerhold, der hurtigst finder formen igen. Næste gang Skovshoved spiller på hjemmebane er den 9. september, hvor AB kommer på besøg.

Publiceret: 31. August 2017 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere