Der blev danset og klappet til Gentofte Dagplejes jubilæumsfest fredag den 1. september. Fotos: Signe Haahr Pedersen
Der blev danset og klappet til Gentofte Dagplejes jubilæumsfest fredag den 1. september. Fotos: Signe Haahr Pedersen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gentofte Dagpleje: “Vi ved jo ikke, om vi er her om fem år”

Gentofte Dagpleje fejrede i fredags, at den har eksisteret i 50 år, men fremtiden føles stadig uklar for ansatte og forældre

Der er ikke langt fra grin til gråd, når man er to år gammel. Men følelserne kan også gå op og ned hos de mere modne.

Den kommunale dagpleje i Gentofte fylder 50 år i år, og i fredags var der i den anledning fest på rådhuset.

Balloner i klare farver svævede over gulvet, og et væld af små fødder hoppede og dansede og løb til kazoo-trut og trommespil.

Blandt dagplejere og forældre var der dog ligeså mange smil som rynkede øjenbryn.

“Det er lidt vemodigt, fordi vi ved jo ikke, om vi er her om fem år, og det er smadder øv,” sagde Pernille Hee Henriksen, som snart har arbejdet som dagplejer i 25 år.

For et år siden mistede hun næsten sit job, da Gentofte Kommune besluttede at afskaffe dagplejen.

Men store protester fra borgerne, især forældre til dagplejebørn, gjorde, at ordningen blev skånet - dog med store besparelser til følge. En million kroner skal skæres væk i 2018 samt en million i 2019.

“Vi sparer på alt fra køkkenruller og plastikposer til ture ude i det fri,” forklarede Pernille Hee Henriksen.

Også hendes kollega Zille Danielsen havde svært ved at føle sig i festhumør.

“Vi føler lidt, vi hænger i en lille tynd tråd, og det er jo aldrig rart, når det er ens levebrød, det handler om,” sagde hun.

Ikke 100 procent sikre

En af de forældre, der sidste år gik ud og samlede underskrifter for at redde dagplejen, er Karen Margrethe Juul Hansen. Hun var mødt op til fejringen med et håb om, at dagplejen får lov til at bestå mange år endnu.

“Men der skal laves en ny aftale i 2018, og inden da er der kommunalvalg. Så vi er jo ikke 100 procent sikre på, at politikerne ikke pludselig finder på noget andet,” sagde Karen Margrethe Juul Hansen, som i begyndelsen valgte dagplejen til, fordi hun fik at vide, at der var færre sygedage for børnene her end i en vuggestue.

Nu sætter hun især pris på det forhold, hendes familie har fået til dagplejeren.

“Det er oplevelsen af, at det er det samme menneske, der tager sig af mit barn. Hun ved præcist, hvad han har lavet i løbet af dagen. Der er mere nærhed,” sagde Karen Margrehte Juul Hansen lige inden musikken blev skruet ned, og borgmester Hans Toft (K) indtog talerstolen.

Rådhushallen var i dagens anledning fyldt med balloner i mange farver.
Rådhushallen var i dagens anledning fyldt med balloner i mange farver.

Et spørgsmål om penge

“Jeg tror, vi er ved at finde melodien i det,” sagde han blandt andet om Gentofte Dagplejes situation, men understregede samtidig, at økonomien ifølge kommunen stadig bliver en udfordring.

“Vi har at gøre med et godt tilbud for forældre og børn, men det skal være inden for rimelighedens grænser,” uddybede han og henviste til et opgaveudvalg for forældresamarbejde, der blandt andet skal være med til at øge sammenhængskraften mellem kommunens forskellige pasningsordninger.

“Jeg håber, at det arbejde ender med både at skabe tilfredshed hos forældre, daginstitutioner og de ansatte i dagplejen, så vores børn fortsat modtager den tryghed og omsorg, de skal have,” sluttede Hans Toft (K).

Sidste år undgik Gentofte Dagpleje at blive afskaffet, og bekymringen for fremtiden lurer endnu.
Sidste år undgik Gentofte Dagpleje at blive afskaffet, og bekymringen for fremtiden lurer endnu.
Dagplejerne Zille Danielsen og Pernille Hee Henriksen elsker deres job, som de begge har haft i snart 25 år.
Dagplejerne Zille Danielsen og Pernille Hee Henriksen elsker deres job, som de begge har haft i snart 25 år.
Borgmester Hans Toft (K) holder tale for dagplejere, forældre og børn.
Borgmester Hans Toft (K) holder tale for dagplejere, forældre og børn.

Publiceret: 06. September 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere