Efter amterne blev nedlagt i 2007, skiftede Amtssygehuset i Gentofte navn til Gentofte Hospital. Arkivfoto: Hans Henrik Tholstrup
Efter amterne blev nedlagt i 2007, skiftede Amtssygehuset i Gentofte navn til Gentofte Hospital. Arkivfoto: Hans Henrik Tholstrup
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gentofte Hospital fylder 90 år

Skrevet af Mette Henriksen, tidl. leder af Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte.

Det var et stigende befolkningspres, der satte skub i beslutningen om at opføre et nyt sygehus i det gamle Københavns Amt.

Indtil da havde Frederiksberg Hospital klaret patientbehandlingen alene. Voldsom overbelægning i årene op til Første Verdenskrig gjorde imidlertid situationen uholdbar. Samtidig påpegede stadig flere det uforsvarlige i at transportere syge patienter over lange afstande.

Tanken om at bygge et hospital i Gentofte Kommune går tilbage til 1912. At hospitalet kom til at ligge i Gentofte skyldtes dels et initiativrigt sogneråd, og dels at der var sket en stor befolkningstilvækst nord for København. Den endelige beslutning blev dog først truffet i 1913 af sognerådet.

Forventningen var, at byggeriet kunne skydes i gang allerede det følgende år, men Første Verdenskrig satte en midlertidig stopper for byggeplanerne.

Centralisering eller...

Inden første spadestik kunne tages, skulle visse principielle spørgsmål afklares. Skulle der bygges flere små hospitaler eller et stort?

Overlæge Alfred Helsted fra Frederiksberg Hospital blev indbudt til et sognerådsmøde for at komme med sit bud.

Her rejste han en diskussion, som også er aktuel i dag:

“Det, det hele kommer an paa, er, at Publikum faar den letteste Adgang til den bedst mulige Lægehjælp. Disse to Principper: Den letteste Adgang til Lægehjælp eller den bedst mulige Lægehjælp kan ogsaa udtrykkes saaledes: Skal man centralisere eller decentralisere, eller, for at sige det paa en tredje Maade: Skal man bygge flere smaa Sygehuse eller et stort?” Og han svarede selv: “Københavns Amt maa gaa samme Vej, som man er gaaet andre Steder: Bygge et Sygehus saa stort, at der er Mulighed for, at der kan indrettes forskellige Afdelinger, som hver bestyres af en Læge, der have givet sig af med netop de særlige sygdomme.”

Politikerne måtte dermed gå imod vælgernes ønske om flere små, lokalt forankrede sygehuse tæt på borgerne. Det gjaldt i stedet om at bygge stort, så man kunne sikre patienterne den bedst mulige behandling.

Gentofte Amtssygehus stod klar i 1927. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Gentofte Amtssygehus stod klar i 1927. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Trange tider

Helsteds ord fik stor betydning for politikerne i Gentofte Sogneråd, der valgte at følge Helsteds opfordring.

Det resulterede i, at Gentofte Kommune i 1917 forærede en egnet byggegrund til Københavns Amt.

Senere samme år blev der udskrevet en arkitektkonkurrence. Konkurrencen blev vundet af arkitekterne Emil Jørgensen og Helge Bojsen-Møller i samarbejde med ingeniørfirmaet Ludvig Birch & J.O. Krogboe.

De trange tider, der fulgte i kølvandet på verdenskrigen, forhalede byggeriet. Trods massiv økonomisk krise blev byggeriet påbegyndt i 1922.

Det skyldtes ikke mindst politikernes ønske om at dæmme op for den eksplosivt stigende arbejdsløshed ved at sætte gang i offentlige byggearbejder.

Opførelsen af det nye amtssygehus i Gentofte tog 4½ år. Endelig i 1927 stod første etape klar, og hospitalet kunne slå dørene op for de første patienter. Antallet af sengepladser var endnu begrænset til 300.

I 1936 stod anden etape imidlertid klar med yderligere 300 sengepladser. Og endelig tre år senere var udbygningen komplet, da en tredje patientbygning med små 400 sengepladser så dagens lys.

Ypperste inden for sygehusbyggeri

Amtssygehuset i Gentofte blev i samtiden hyldet som det ypperste inden for sygehusbyggeri. Tidligere hospitaler som eksempelvis Bispebjerg Hospital i Københavns Kommune var blevet opført som pavillonbyggeri for at reducere smittefare mellem de forskellige afdelinger.

Den byggeform var voldsomt pladskrævende og blev nu forkastet som gammeldags og ineffektiv. I stedet blev Gentofte Hospital opført som et blokbyggeri, og man byggede desuden på i højden.

Det var på den ene side mindre pladskrævende, og på den anden side lettede det samarbejdet mellem afdelingerne og arbejdsgangen for de ansatte. De skulle ikke ud på en mindre ekspedition for at komme over til andre afdelinger.

Da kommunalreformen trådte i kraft den 1. januar 2007, betød den et farvel til amterne. Samtidig skiftede Amtssygehuset i Gentofte navn til Gentofte Hospital.

Publiceret: 11. Januar 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere