Emilie Bandier Borring (tv.) og Katya Frejlev skal repræsentere Danmark ved Special Olympics i Østrig.
Emilie Bandier Borring (tv.) og Katya Frejlev skal repræsentere Danmark ved Special Olympics i Østrig.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gentoftepiger klar til Special-OL

Katya Frejlev og Emilie Bandier Borring skal repræsentere Danmark i kunstskøjteløb ved Special Olympic World Winter Games

Hvor der er vilje, er der vej! Sådan lyder det gamle mundheld, og det kan passende bruges i en helt ny kontekst om to unge Gentoftepiger, som for nylig har fået en stor drøm til at gå i opfyldelse.

De to piger, Katya Frejlev og Emilie Bandier Borring, begge 15 år, er nemlig blevet udtaget til at repræsentere Danmark i kunstskøjteløb ved Special Olympic World Winter Games 2017 i Østrig, som afholdes i perioden 14.–25. marts.

Pigerne vidste næppe, at deres træningsiver på isen en dag ville bringe dem til et så stort internationalt stævne.

Katya og Emilie skal foruden at repræsentere Danmark også vise flaget for Gentofte Kunstskøjteløber Forening (GKF). I klubben er de to kendte ansigter, for de træner flittigt, nærmest dagligt i klubben.

Pigerne har begge et udviklingshandicap, men har gennem skøjteløb fået et enormt sportsligt, men også fagligt og socialt udbytte – foruden en masse gode oplevelser og glæder.

Handicap ingen hindring

Et af de sidste træningspas på isen inden afrejse overværede Villabyerne en torsdag eftermiddag i marts.

Sammen med Emilie og Katya var også de to skøjtepigers mødre til en snak efter træningen i afslappede omgivelser, hvor temperaturen var noget mere udholdelig, end den der er på og uden for isen i de to skøjtehaller. For snakken gik i klubbens varmestue om pigernes tanker og håb forud for Special Olympics.

”Jeg håber især, jeg kan huske min serie,” indleder Emilie, der også ser frem til et OL som noget stort og ganske særligt. Hun håber i grunden mest på, at hun vil klare sig godt. Placeringen er sekundær. Sådan da.

”En medalje vil da være en bonus,” slutter hun, mens hendes skøjte-kammerat Katya istemmer og tror, OL vil blive en kæmpeoplevelse.

Skøjteløb har givet bonus

Anna Frejlev, Katyas mor, rejser sammen med pigerne til Østrig, og hun håber også på, at pigerne kan være en inspiration for andre.

Det samme kan man roligt sige, at Anna Frejlev selv har været, for hun har i den grad været primus motor for, at skøjteløb har fået den betydning, som den har for både hendes egen datter, for Emilie Bandier Borring og for mange andre.

Anna Frejlev fik i 2011 idéen til et projekt, da hun oplevede, hvordan hendes egen datter elskede at stå på skøjter, men havde svært ved at passe ind i træningen og krævede lidt ekstra støtte.

Annas formål med projektet var at give børn og unge med et udviklingshandicap en succesfuld oplevelse og glæde gennem skøjteløb. Og det er nu blevet et forankret projekt mellem Søgårdsskolen, Parasport Danmark og GKF.

I dag er der 12 løbere på holdet – flest drenge - der alle har udviklingshandicap og kræver lidt ekstra støtte, som de bl.a. får fra pædagoger i Søgårdsskolens SFO.

Skøjteløb giver børnene en god kropsforståelse, og med de trygge rammer bliver træningen overskuelig, og alle børn har rykket sig rent sportsligt. Flere løbere har efter en tid på dette hold udviklet sig så meget, at de i dag løber på et af klubbens andre hold.

At pigerne nu om få dage drager til OL, skyldes en kombination af flere ting. Især hård træning og en fantastisk forældre-opbakning. En støtte, der ikke er blevet mindre, siden pigerne blev udtaget for et halvt år siden, hvor forberedelserne allerede gik i gang.

Gentofteklubben er den eneste klub i landet, der er medlem af Parasport Danmark, som udtager atleter til Special Olympics. Katya og Emilie var de bedste løbere over 15 år og blev derfor udtaget.

Og det afføder altså snart en fuldstændig unik sportslig og personlig oplevelse, som formentlig kan give dem et ordentlig boost på alle tænkelige planer og dermed succes både på og uden for isen. Villabyerne følger efter OL op på, hvordan det gik pigerne.

Publiceret: 13. Marts 2017 19:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere