Kørestolsbruger og næstformand i Handicaprådet, Jacob Monies, ses her på vej ind i Jørgen Simmelsgaards Kop og Kande-forretning. Sidste person på billedet er formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Karen Riis Kjølby (K).
Kørestolsbruger og næstformand i Handicaprådet, Jacob Monies, ses her på vej ind i Jørgen Simmelsgaards Kop og Kande-forretning. Sidste person på billedet er formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Karen Riis Kjølby (K).
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gentoftes butikker kan låne en mobil rampe

Nye mobile ramper skal gøre det lettere for kørestolsbrugere og forældre med barnevogn at handle i kommunens butikker

Af Jesper Bjørn Larsen

Gamle butiksejendomme, hvor man typisk skal et par trin op for at komme ind i butikken, skaber store udfordringer for kunder i kørestol eller med barnevogn.

Det vil et nyt initiativ nu gøre op med. Det er nemlig blevet muligt for kommunens butikker at låne en mobil rampe i et halvt år, så også gangbesværede kunder kan blive budt indenfor.

“De mobile ramper optimerer hverdagssituationer for de borgere, der har behov for mere tilgængelighed. Samtidig er det en håndsrækning til kommunens dejlige butikker og et udtryk for en social bæredygtighed, som vi gerne vil styrke i Gentofte Kommune,” siger Karen Riis Kjølbye (K), formand for Teknik- og Miljøudvalget.

En rampe vejer ca. 10 kilo og kan foldes sammen, så den kan stå diskret ved indgangsdøren, når den ikke er i brug. Den er let at håndtere for de ansatte og sammen med den mobile rampe følger en ringeklokke, så f.eks. kørestolsbrugeren kan tilkalde butikkens personale uden at være nødt til at råbe op for at tilkalde sig opmærksomhed. I alt 30 ramper er klar til at blive lånt ud.

Behov for ramperne

Initiativet bliver hilst velkommen af formanden for Handelsstandsforeningen i Gentofte.

“Jeg er overbevist om, at mange butikker vil tage godt imod tilbuddet om at låne en mobil rampe. Projektet er jo win-win for både kunder og forretninger,” siger Jørgen Simmelsgaard, der udover at være formand for de handlende er indehaver af Kop og Kande i Hellerup.

Som den første butiksejer i kommunen har han netop modtaget en rampe, der det næste halve år skal gøre det lettere at komme ind i butikken.

Bag initiativet står Tilgængelighedsforum og Handicaprådet. Håbet er, at butikkerne i låneperioden oplever, at det giver mening at kunne tilbyde alle borgere lige adgang til butikken og dermed efterfølgende vælger at anskaffe sig en rampe for egen regning.

En del af byen

Ifølge Jacob Monies, der er næstformand i Handicaprådet i Gentofte Kommune og kørestolsbruger, så holder mange borgere med funktionsnedsættelser sig væk, når det bliver for svært at komme ind i butikkerne.

“Jeg håber, at dette initiativ kan skabe synlighed om, at det mange gange er små tiltag, der skal til for, at mennesker med funktionsnedsættelser også kan bruge og være en del af byen,” siger han.

Projektet forventes at løbe over to år, hvilket giver mulighed for, at op til 120 butikker kan nå at teste en mobil rampe i perioden.

Publiceret: 15. Juni 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere