Fra årsskiftet får Gentoftes institutioner selskab af børn fra andre kommuner. Arkivfoto
Fra årsskiftet får Gentoftes institutioner selskab af børn fra andre kommuner. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gentoftes dagtilbud åbner for andre bysbørn

Faldende børnetal får kommunalbestyrelsen til at åbne for listen til kommunens dagtilbud, så børn i andre kommuner fra årsskiftet kan få plads her i byen

Af Kathrine Albrechtsen

Dagtilbud i Gentofte Kommune har været lukket for andre kommuners børn, men med et faldende børnetal, som har krævet sammenlægninger af institutioner, er situationen en ny.

Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet sig for at åbne for listen til kommunens dagtilbud, fortæller formand for Børne- og Skoleudvalget, Pia Nyring (K).

“Vi har tidligere haft en situation med mange børn, hvor vi skulle opfylde pasningsgaranti, søskendefordel og sikre mulighed for interne flytninger. Derfor søgte vi dispensation for at lukke listen for andre kommuner. Men nu står vi i en helt anden situation, hvor flere af vores 49 institutioner har ønsket, at vi åbner på grund af de faldende børnetal,” siger hun.

I november 2017 var der 3.755 indskrevne børn i dagtilbud i Gentofte Kommune, hvor den samlede kapacitet i den digitale pladsanvisning tæller 4.133 pladser.

Med åbning af listen får 4-6 institutioner med en ledig kapacitet på 25 procent mulighed for at byde børn fra andre kommuner velkommen fra årsskiftet.

“Det er ikke noget, som vi søger om at få lov til at åbne, men er en del af lovgivningen, og som man bør gøre, når man har faldende børnetal og institutioner gerne vil have det. På den måde kan vi hjælpe de institutioner, som er lidt presset til at få en bedre økonomi og kvalitet, og en god service for andre kommuner,” siger Pia Nyring.

Hvis man havde åbnet for listen tidligere, ville det så have reddet nogle institutioner for at blive sammenlagt?

“Nej, jeg tror ikke, at det drejer sig om nok børn. Jeg forestiller mig, at det bliver 8-10 børn, hvis forældre enten kører gennem Gentofte på vej til arbejde, eller som arbejder i Gentofte, som vil tage imod det her tilbud. Og familier som er på vej til at flytte til Gentofte,” siger hun.

Listen er en “delvis åbning”, hvor Gentofte Kommune hver tredje måned vil holde øje med, om indskrivelsen af Gentofte-børn stiger. For vis børnetallet stiger, så lukkes listen igen, forklarer Pia Nyring.

Ny dagtilbudslov

Åbningen for andre bysbørn er ikke de eneste ændringer på dagtilbudsområdet.

I januar 2018 vil der bl.a. lande en liste på kommunalbestyrelsens bord med tolv centrale mål, som skal deles ind i seks temaer.

“Vi skal blive endnu skarpere på lærerplanerne ude på vores institutioner. Frem til sommer 2018 er vores arbejde at flette de nye mål ind i de lærerplaner, som allerede ligger ude på institutionerne. Men nogle af ændringerne på dagtilbudsområdet har vi allerede fokus på. For eksempel styrket forældreindflydelse og øget fleksibilitet og valgfrihed på dagtilbud,” siger Pia Nyring.

Fleksibel udfordring

Største udfordring ligger derimod på kravet om en større fleksibilitet i forhold til deltidspladser på 30 timer, og at folk i perioder kan søge orlov fra en fuldtidsplads.

“Både strukturelt og økonomisk er jeg bekymret for den ændring. Det bliver sværere for institutioner at styre sin økonomi og få et overblik over sammensætningen af bemandingen, hvis 2-3 børn ikke kommer i tre måneder. Vi havde håbet på muligheden for, at det kun var nogle institutioner, som havde fleksible pladser. Men lige nu er der ikke noget, som tyder på, at vi får lov. Så det er den opgave, som vi skal til at arbejde på frem til sommer, hvor ændringerne går igennem,” siger hun.

Publiceret: 07. December 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt