Per Høiler er lige kommet hjem fra seks uger i Uganda, hvor han har bygget lejre til nødhjælpsarbejdere. Foto: Marie Varming
Per Høiler er lige kommet hjem fra seks uger i Uganda, hvor han har bygget lejre til nødhjælpsarbejdere. Foto: Marie Varming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Handyman hjemvendt fra Uganda

Seks ugers praktisk arbejde i Uganda. Det kunne Per Høiler fra Gentofte ikke sige nej til, da han fik tilbuddet. Nu er han hjemme igen, rig på oplevelser og perspektiv

Af Marie Varming

Fandeme nej. Det var Per Høilers kones første reaktion, da han spurgte, om han kunne tage til Uganda som udsendt for Beredskabsstyrelsen.

“Men så tænkte hun sig lidt om og sagde: 'Af sted med dig. Det er jo det, du gerne vil',” husker den 59-årige Per Høiler.

Det er kun fire dage siden, han kom hjem fra seks uger i Uganda, da Villabyerne møder ham i hjemmet i Gentofte. Her er der kaffe og croissanter i skarp kontrast til den hverdag, Per Høiler har haft i Uganda, hvor han har været med til at bygge lejre til nødhjælpsarbejdere.

“Der er borgerkrig i Sydsudan, og folk flygter primært til Uganda i øjeblikket,” forklarer Per Høiler om den ulykkelige situation i de østafrikanske lande.

Flygtninge uden noget

Faktisk producerer krigen i øjeblikket 800 flygtninge i døgnet, og folk kommer over grænsen uden nogle ejendele eller værdier, og i mange tilfælde mangler de også familiemedlemmer, som er blevet taget til fange eller det, der er værre.

“På den anden side af grænsen står noget, jeg vil betegne som kvægtransporter og kører dem 50 kilometer til en af verdens største flygtningelejre. Der bor 400.000 mennesker i enorme telte, hvor de ligger på lange rækker i 14 dage, mens de bliver registreret. Så får de en hammer, en presenning og nogle søm og bliver kørt ud til et stort landområde, hvor de tildeles 30x30 kvadratmeter, som så er deres jord.”

Det er i det område, Per Høiler var teamleder for et hold, der skulle bygge en lejr til de nødhjælpsarbejdere, der kommer.

“Det er noget af det, vi er rigtig gode til i Norden. At bygge en lille landsby, som kan danne grundlag for det fortsatte arbejde i området,” forklarer han.

Han er uddannet handyman, hvis han selv skal sige det, men til dagligt driver han en række virksomheder som selvstændig.

“Jeg er kommet op i en alder, hvor jeg ønsker at bidrage. Jeg vil mere end at lægge en 20'er i en indsamlingsbøsse.”

Men faktisk var det hans hund, der overhovedet fik ham til Afrika. Per Høiler begyndte nemlig at træne sin hund, og da han var blevet danmarksmester i det et par gange, gik han ind i Beredskabsstyrelsens arbejde, hvor hans hund blev redningshund og i dag kan bruges til f.eks. at finde overlevende efter et jordskælv.

Som en del af Beredskabsstyrelsens internationale hold blev han i 2014 sendt til Sierra Leone, da ebola-epidemien rasede. Her skulle han bygge en lejr til de danske læger og sygeplejersker, som skulle ned og hjælpe med at begrænse katastrofen.

En lokal flygtningetransport fra grænsen til opsamlingslejren. Privatfoto
En lokal flygtningetransport fra grænsen til opsamlingslejren. Privatfoto

I perspektiv

Tre år senere ringede styrelsen igen, og Per Høiler fik otte dage til at gøre sig klar til afrejse. Det var nu rigeligt tid, for han har altid en 'grab bag' stående, så han kan rejse med få timers varsel. Så gik turen til Uganda.

Cirka en gang om ugen eller mindre kunne Per Høiler komme på internettet, og så handlede det mere om at være i forbindelse med Beredskabsstyrelsen end at sende billeder og fingerkys til familien hjemme i Gentofte.

“Nogle gange gik jeg lige ind og tjekkede overskrifterne på de danske medier. Ved du hvilken historie, de kørte med,” spørger Per Høiler retorisk.

“Det handlede om de der danske børn på festivaler, som har det hårdt. Når jeg så kiggede ud af vinduet, så jeg små forældreløse børn uden noget som helst. Dét giver altså perspektiv,” siger han og sukker dybt.

“Når jeg så sidder herhjemme i Gentofte, kan jeg se, at der er noget galt med fordelingen i verden. Det er bare ikke godt nok, men folk i vores del af verden vil ikke høre om det. Men vi kan da glæde os over, at vores skattekroner går til noget fornuftigt,” siger han.

Det sidste spørgsmål, inden Per Høiler skal tilbage til sin virksomhed, som har undværet ham i seks uger:

Hvad siger du næste gang, Beredskabsstyrelsen ringer og vil sende dig ud i verden?

“Så må jeg jo lige holde en hurtig generalforsamling og høre, om det kan lade sig gøre,” griner han med henvisning til både sin enmandsvirksomhed og hjemmefronten.

Billedet af en flygtningebolig i Uganda. En presenning rundt om noget træ, de har fundet. Privatfoto
Billedet af en flygtningebolig i Uganda. En presenning rundt om noget træ, de har fundet. Privatfoto
Publiceret: 02. August 2017 12:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere