Andægtig stilhed inden den forkert afviklede straffesparkskonkurrence i pokalkampen mod Silkeborg.
Andægtig stilhed inden den forkert afviklede straffesparkskonkurrence i pokalkampen mod Silkeborg.
Foto: Ole Tradsborg
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

HIK tabte vanvittigt pokaldrama

Onsdag spillede HIK en fremragende pokalkamp, og lørdag bød på næsten lige så god underholdning i 4-4-opgøret mod Greve

Det var en begivenhedsrig uge for HIK.

Først var superligaklubben Silkeborg modstander i pokalturneringen, og siden fulgte en vital kamp i 2. division mod Greve – en kamp om at ende i oprykningsspil til foråret.

HIK var i lange perioder det mest energiske hold i onsdagens pokalkamp mod Silkeborg. Og ikke ufortjent bragte Carl Lange HIK foran, en føring, der holdt halvlegen ud.

Gæsterne havde ikke meget at byde på, og man skulle langt ind i anden halvleg, før de blev rigtigt farlige. Inden da havde Carl Lange chancen for at blive dobbelt målscorer allerede i 5. minut af anden halvleg, da han blev eminent sat op af Gustav Therkildsen.

I stedet for 2-0 blev det 1-1. Og senere også 1-2, inden HIK, med fem minutter tilbage at spille i, udlignede. Indskiftede Andreas Smed dukkede op ved bageste stolpe og scorede til 2-2, En fantastisk vending på kampen, for HIK havde været noget møre i slutningen af halvlegen.

Men da overtiden blev dikteret, var det HIK, der startede opportunistisk, nu fyldt med energi. Det udmøntede sig i et ikke ufortjent føringsmål signeret af banens bedste, Carl Lange.

Længe så Lange ud til at blive matchvinder, ja faktisk helt frem til det 119. minut. For i absolut sidste minut lykkedes det gæsterne at udligne, og så skulle dramaet afgøres på straffespark.

Her tabte HIK, men straffesparkskonkurrencen har fået et efterspil, da klubben efter kampen har nedlagt protest over den forkert afviklede rækkefølge. Sparkene blev afviklet med det nye 'ABBA'-format i stedet for den normalt kendte 'ABAB'-rækkefølge, hvor hvert hold altså skiftes til at sparke.

Efterspil uden for banen

I HIK-lejren har man valgt at påklage den afvikling, som kampens dommer valgte uden de impliceredes viden. Og HIK har tilsyneladende en sag, for afviklingen skulle i stedet være afviklet efter ‘ABAB'. Det bekræftede Divisionsforeningen over for klubberne torsdag.

Formand i HIK Fodbold, Lone Falsig, forklarer via klubbens hjemmeside, hvorfor HIK Fodbold har valgt at indgive en protest efter den fejlagtige og forvirrende afgørelse på kampen:

“Alle hold har krav på en korrekt kampafvikling. Det her var ikke et spørgsmål om en enkelt dommerfejl eller et tvivlsspørgsmål i kampen. Det handlede om det helt grundlæggende, nemlig selve afviklingen og afgørelsen af en kamp. Derfor har vi indsendt protesten,” skriver hun.

Protesten er nu overdraget til Fodboldens Disciplinærinstans, som vil træffe beslutning i sagen.

Om det var den megen virak omkring den tv-transmitterede pokalkamp vides ikke. Men HIK kom skrækkeligt ud til kampen lørdag mod Greve.

Således kom holdet bagud 0-2 efter bare 3:37 på stadionuret, så spillerne havde på ingen måde det rette tændings- og koncentrationsniveau.

HIK reducerede dog minuttet senere og fik underkendt et mål for tvivlsom off-side efter otte minutter. Så troede man, at de var vågnet. Men ak, spillerne virkede tunge og anonyme - langsomt spillende og uden drive. Eneste undtagelse var Carl Lange, der præsterede på niveau, nøjagtigt som han fornemt gjorde onsdag aften.

Som en konsekvens af HIK's famlen, var det helt rimeligt, at Greve kom på 3-1 midt i halvlegen efter svigtende opdækning ved hjørne.

Supercomeback ventede

Tilskuerne sad nu og ventede på, at trænerteamet ville reagere med nogle udskiftninger, men end ikke i pausen var der tegn på det.

Kom HIK skidt ud til første halvleg, gentog holdet 'succesen' efter pausen, og efter blot to minutter kunne Greve bringe sig på 4-1, efter en tur gennem et meget passivt HIK-forsvar.

Efter 56 minutter fik HIK reduceret, da en ellers ret usynlig Jonas Hebo dukkede op på et gennemspillet angreb og fra distancen udplacerede Greves målmand.

Man skulle herefter hen til det 66. minut, før en lidt anonym Jonathan 'Lålå' Nielsen blev erstattet af Andreas Smed, og det bragte liv i front.

Efter blot to minutter på banen viste han placeringsevne og kompetencer i hovedspillet og reducerede på et godt slået indlæg. Blot fire minutter senere viste han igen løbevillighed, og liggende scorede han på yderligere et godt indlæg fra venstre side til stillingen 4-4.

Her var Greves træner hørbart utilfreds med indsatsen!

Et flot HIK-comeback var dog tæt på at blive spoleret i overtiden, hvor Esben Madsen måtte diske op med to store redninger for at sikre HIK det ene point.

Dermed sluttede en meget begivenhedsrig uge for HIK, der dog måske kan få et sportsligt efterspil uden for kridtstregerne, hvis klubben får medhold i, at afviklingen af straffesparkskonkurrencen var forkert i en grad, der får disciplinærudvalget til at omstøde kampens resultat.

Det er nok lidet sandsynligt, men HIK kan dog finde trøst i, at et hollandsk opgør faktisk blev 'sparket om'. Og her endte taberholdet efterfølgende som vindere.

Publiceret: 16. Oktober 2017 21:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere