Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hvilken kur er du på? Se her, hvorfor den ikke virker

Pladder, bullshit og salgstricks er nogle af de ord, to ernæringseksperter og en overlæge sætter på tidens kosttrends. I værste fald kan nogle af trendene gøre skade

Af Louise A. Poulsen
lap@sondagsavisen.dk

Spis masser af kød, og tab dig. Hold en fastedag om ugen, og få mere energi. Eller spis rå mad, og slip af med angst og sukkersyge ...

Danskerne bombarderes i disse år med sundhedsråd fra både eksperter og menigmand, der har set lyset og selv følger en bestemt kostretning og derfor sover bedre om natten, har tabt 20 kilo og er sluppet for forstoppelse.

“Der er desværre rigtig mange myter og forestillinger og meget pladder, når det gælder sundhedsråd. Mange har interesse i at sige noget nyt og anderledes, for det kan man tjene masser af penge på. Og folk er desperate og køber det,” siger Jens-Christian Holm, der er overlæge på Holbæk Sygehus.

Sundhed bliver usundt

Interessen for at leve sundt er helt kammet over, så 'sundhed' kan ende med at blive usundt, mener Preben Vestergaard, der underviser i sundhed og ernæring på Professionshøjskolen Metropol.

“Mange stoler ikke på autoriteter og vil selv vælge, hvad der er sundt og usundt. De søger informationer på nettet og bliver bombarderet med absurde forestillinger om, hvad sundhed er. Folk vil skille sig ud og være med på moden, men ofte mangler det videnskabelige grundlag. Ligesom i vaccinedebatten bliver det et spørgsmål om, hvad folk tror på, i stedet for at lytte til videnskaben. Altså en slags madreligion,” siger han.

Nogle af sundhedskurene omtaler endda mulig helbredelse af blandt andet mave-tarm-problemer, depression, angst, diabetes 2 og så alvorlige sygdomme som kræft og sclerose. Det gør kandidat i ernæring Morten Elsøe gal.

“Det er nederdrægtigt og noget bullshit at påstå, at man gennem en bestemt kost – for eksempel med masser af grøntsagsjuice – kan kurere kræft. Hvis der er noget, kræftpatienter har brug for, er det kalorier, fordi både sygdom og behandling tærer på kroppen og nedsætter appetitten. Grøntsagsjuice er kalorielet, så sådanne kure risikerer at forværre prognosen og forkorte livet,” siger han.

Kandidat i ernæring Morten Elsøe. Foto: Mia Mortensen
Kandidat i ernæring Morten Elsøe. Foto: Mia Mortensen

Kure er dårlige for kroppen

At faste, superfoods, rå mad og stenalderkost – for at nævne nogle få – har fået tag i danskerne, skyldes måske, at 55 procent af danskerne føler sig forvirrede over al den information, de får om sundhed og ernæring. Det viser en undersøgelse, som Arla Foods fik foretaget i november 2016.

“Jeg forstår godt, at folk er sundhedsforvirrede. Man skal lukke for både sociale medier, tv, blade og radio, hvis man vil undgå det, for der er hele tiden modstridende oplysninger,” siger Morten Elsøe.

Hvad enten man vil tabe sig, blive udrenset eller spise sig rask, skal man passe på, advarer eksperterne.

“Du kan godt følge de her kure i tre dage eller tre uger, men i mange tilfælde vil du efter noget tid komme til at mangle vigtige vitaminer, mineraler og essentielle fedtstoffer. Det er vigtigt med en alsidig kost, ellers får man mangelsygdomme,” siger Jens-Christian Holm, mens Preben Vestergaard advarer mod kun at fokusere på kosten:

“Vi tillægger madens betydning enormt meget. Men rygning, alkohol og inaktivitet er større risikofaktorer, når man ser på dødsfald og levetid.”

Eksperterne råder til først og fremmest at spise varieret. Her er der hjælp i de officielle kostråd, der anbefaler at spise frugt og mange grøntsager, mere fisk, fuldkorn, magert kød og fedtfattige mejeriprodukter, skære ned på sukker og salt og slukke tørsten i vand.

Overlæge Jens-Christian Holm. Foto: Kristian Brasen
Overlæge Jens-Christian Holm. Foto: Kristian Brasen

Juice og smoothie

Det går det ud på:

Juicer og smoothies købes eller presses derhjemme. Nogle går på 'juicekur', hvor de ikke indtager andet i en periode. Tilhængere mener, at man får et vitamin-boost, styrker immunforsvaret, får energi og bliver udrenset.

Det siger eksperten:

Jens-Christian Holm: “Smoothies er en meget populær bølge. Mange er fulde af kalorier, mens producenterne forsøger at fremstille det, som om de er sunde. Folk bliver ført bag lyset her – det er ikke sundt med særligt meget frugt, for der er rigtig meget sukker i.”

Kandidat i human ernæring Preben Vestergaard. Pr-foto
Kandidat i human ernæring Preben Vestergaard. Pr-foto

Faste

Det går det ud på:

Man undlader at spise – eller spiser meget lidt – en dag eller to om ugen. Tilhængere fremhæver, at det stabiliserer blodsukkeret og blodtrykket og giver vægttab og gør risikoen for livsstilssygdomme mindre.

Det siger eksperten:

Preben Vestergaard: “Man kan godt undvære mad en dag om ugen. Nogle kulturer og religioner bruger også faste. Det er ikke farligt, og man får færre kalorier den dag. Det vigtige er, at børn, ældre, svage og gravide ikke faster, og at man får nok væske.”

Stenalderkost

Det går det ud på:

Man spiser, som vores forfædre gjorde, fordi vi er 'designet' til det. Kosten indeholder meget kød samt naturligt fedt, nødder, grønt, rødder, bær og så videre. Ingen stivelse, sukker, korn, e-numre og farvestoffer. Tilhængerne mener, at man får bedre energi i hverdagen, bedre velvære og færre sygdomme.

Det siger eksperten:

Preben Vestergaard: “Det er det rene fup. Man har ikke arkæologiske beviser for, om vores stenalderforfædre virkelig har levet sådan, som kostretningen foreskriver. Stenalderkost indeholder meget kød, men mange spiser i forvejen for meget kød, og det øger risikoen for mave-tarm-kræft og – hvis det er fedt kød – hjerte-kar-sygdomme. Men fisk, nødder, frugt og grønt er godt. Så der er positive og negative ting her.”

Proteinkur

Det går det ud på:

Man spiser rigtig mange proteiner som æg, kød, fisk og fjerkræ. Mange gør det for at tabe sig.

Det siger eksperten:

Jens-Christian Holm: “Det er helt sort. Det belaster potentielt nyrerne på sigt, og det kan være både skadeligt og farligt. Man skal have protein, kulhydrat og fedt i et fornuftigt forhold. Som vægttabskur kan det sikkert godt give resultater, for du kan tabe dig af mange ting. Det er bare ikke det hele, der er sundt for din krop.”

Superfoods

Det går det ud på:

Man spiser særligt meget af udvalgte fødevarer og tror, de har særlige egenskaber. For eksempel at de styrker immunforsvaret, forebygger sygdom, leder til vægttab, giver mere energi, giver god fordøjelse og styrker hår og negle. Det kan være særlige olier, acaibær, ingefær, chiafrø og gojibær.

Det siger eksperten:

Morten Elsøe: “At kalde noget superfoods er ren og skær markedsføring og et salgstrick. Det kan godt være, at der er C-vitamin i havtorn, og at C-vitamin holder bindevævet sammen. Men når man i forvejen får nok C-vitamin, fordi man spiser nogenlunde varieret, så er det jo slet ikke nødvendigt. Den sikreste vej til at få dækket ens behov er at spise lidt af hvert.”

Laktose og glutenfri

Det går det ud på:

Man fjerner visse ingredienser i produkterne, fordi de giver allergiske reaktioner, ondt i maven eller andre gener.

Det siger eksperten:

Jens-Christian Holm: “Nogle i den alternative verden hævder, at mennesker ikke bør drikke mælk, fordi det ikke er naturligt. Men mælk har en masse kalk og er godt for knoglerne. Ikke en liter om dagen, men en halv er fint. Nogle få mennesker tåler ikke laktose, som findes i mælkeprodukter, særlig godt. Andre har det med gluten. Man kan få det testet hos sin læge. Medicinsk set er der slet ikke behov for alle de gluten- og laktosefrie produkter, der findes i butikkerne, for så mange har ikke allergi.”

Rawfood

Det går det ud på:

Maden spises rå eller opvarmet til højest 42 grader, for man går glip af vigtige vitaminer, mineraler og enzymer, når man varmer maden op, hævdes det. Man spiser frugt, grøntsager, bladgrønt, frø og nødder og slipper blandt andet for raffineret sukker, koffein og e-numre. Nogle tilhængere mener, at det kan helbrede overvægt, træthed, uren hud, depression, forhøjet levertal, urinsyregigt, tarmbetændelse, psoriasis, eksem, diabetes 2 og angst. Enkelte hævder at have kureret deres kræft og sclerose.

Det siger eksperten:

Morten Elsøe: “Det er sindssygt uansvarligt at påstå, at man kan kurere kræft ved at spise rå mad. Det er forkert. Når folk spiser rawfood, har de svært ved at få nok kalorier. De taber sig, og var de overvægtige inden, kan det gøre, at deres blodtryk, kolesteroltal og insulinsensitivitet bliver forbedret. Men det samme kan du gøre ved at skære kalorier væk på andre måder. Folk tror fejlagtigt, at maden er medicinen. Desuden er det forkert, at vi skal have levende enzymer. Vi kan ikke bruge dem, for de dør alligevel, når de rammer mavesyren.”

LCHF

Det går det ud på:

Low carb high fat går ud på at spise få kulhydrater og meget fedt. Ingen kornprodukter, kartofler eller sukker. Mange grøntsager, fede udskæringer af kød samt smør, fløde, kokosolie, olivenolie med mere. Tilhængerne siger, at kroppen forbrænder fedt i stedet for kulhydrater, så man vil tabe sig.

Det siger eksperten:

Jens-Christian Holm: “En sund kost består af protein, fedt og kulhydrat. Og dem skal man have en sund balance i. Kulhydrater skal man have, fordi de giver energi til kroppen. Jeg skal ikke udelukke, at man kan tabe sig med kuren her – du kan jo tabe dig med hvad som helst, men det holder bare ikke i længden.”

Detox

Det går det ud på:

Forskellige 'kure', der skal afgifte kroppen, for eksempel at holde sig fra hvede, gær, kød, sukker, kaffe og mejeriprodukter og eventuelt tage kosttilskud i et antal dage.

Det siger eksperten:

Preben Vestergaard: “Det er ude i skoven og taget ud af den blå luft. Kroppen har selv nogle naturlige mekanismer, der renser ud og udskiller via vores urin og afføring.”

Publiceret: 08. Oktober 2017 09:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt