Charlottenlund Strand, dén med den lille grønne plæne mellem Fortet, campingpladsen og kajakklubben og med det lille stykke sandstrand nedenfor, er efterhånden blevet et helt lille stykke internationalt åndehul her i den storkøbenhavnske sommervarme. Jeg er kommet her hver sommer i de ca. 30 år, jeg har boet i kommunen. Kom der i begyndelsen med min teen-agedatter, lå der med min store gravide mave for 29 år siden og har været her med min søn fra han var spæd, til han ikke længere gad at være på stranden med sin mor. Men jeg blev ufortrødent ved. Det var blevet min strand. Nogle gange inviterede andre med mig på Bellevue, på Hellerup Strand og sågar på både Amager Strandpark og de nye strande i Køgebugt-området, men jeg kunne nu bedst lide den lille upretentiøse nede ved Fortet. Jeg havde engang en båd. Min daværende mand elskede at sejle, og gang på gang når vi blæste rundt derude på sundet, kiggede han ind på menneskene ?der lå i lag?, som han kaldte det, inde på stranden, og sagde, at her var vi vel nok heldige, at vi sådan var ude i det fri, helt for os selv. Jeg havde det i mit stille sind stik modsat. Jeg syntes, det var drøn irriterende, at jeg hele tiden skulle rykke frem og tilbage afhængigt at, hvordan sejlet nu skyggede for solen, og jeg ville også meget hellere ligge inde på stranden blandt de andre og lytte og kigge og følge med.
Større mangfoldighed
At ligge på stranden er lige som at sidde på fortovscafe, man kan sidde og kigge og lytte og opleve mennesker af alle mulige slags. Hvis man har lyst, kan man komme i snak med de nærmeste, eller man kan være helt sig selv, alt efter hvilket humør og hvilket temperament, man nu er i. Det kan jeg godt lide. Men ?min? strand er blevet anderledes de sidste par år, og især i år har jeg lagt mærke til, at der er kommet en langt større mangfoldighed af mennesker end tidligere. I mange år har de muslimske familier, hvor kvinderne bærer tørklæde og lange gevandter, siddet inde ved indgangen til kajakklubben i skyggen af træerne dér, og det gør de stadig.
Beholdt alt tøjet på
Men der er også kommet andre med mellemøstlige vaner. Forleden lå der en gruppe kønne mørklødede unge mennesker, der havde medbragt en meget høj og flot vandpibe, som de på skift og helt stille og roligt røg af. Og en anden udenlandsk gruppe, indere eller pakistanere, tror jeg, badede med alt tøjet på. Kvinderne havde både lange bukser og halvlange overdele samt et tyndt tørklæde over håret, alt imens de plaskede glædestrålende rundt i vandet. Så var der den unge asiatisk udseende kvinde, der talte et formfuldendt dansk og var på dating med en ung mand af italiensk herkomst, fortalte han hende. De kom ellers begge to fra Hvidovre, kunne jeg høre, da de udvekslede adresser. Og den lille dreng, der spurgte den usædvanlig flotte sorte kvinde, hvorfor hun lå i solen, når hun nu var blevet brun, og den gamle rynkede, men flotte danske dame, der sad lidt for sig selv op ad en sten og læste Herman Bang, og de mange, mange forældre, der legede med eller irettesatte deres mere eller mindre larmende børn. Kvinder, der lå topløse, og andre, der beholdt overdelen på. Der er strandløver og -løvinder, tykke, tynde, unge, gamle, midaldrende og – som sagt – af mange nationaliteter. Der er nogle fra campingpladsen, hollændere, tyskere og svenskere, og når man hen på aftenen går hen over græsset, kan man dufte alskens forskellige krydderier fra forskellige verdensdele, når der tændes op under engangsgrillerne. Og så er der onsdagsdansen, som jeg først blev opmærksom på via en notits i Villabyerne i sidste uge. Tænk, der stod to knalddygtige og inspirerende kvinder på et podie og dansede for til svingende sambarytmer, så hele græsplænen gyngede af flere hundrede mennesker af alle farver, nationaliteter og rytmer. Det er virkelig en strandtur værd.
Læs hele artiklen
