Hvert år er der tre uger, hvor Kjeld Olesen og hans kone Lis Holm, er lige gamle. Det er altid dér, de fejrer hinanden.
Hvert år er der tre uger, hvor Kjeld Olesen og hans kone Lis Holm, er lige gamle. Det er altid dér, de fejrer hinanden.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Interview: Hvad krigen lærte Kjeld

Solidaritet er den vigtigste værdi for tidligere minister, sømand og besættelsesbarn Kjeld Olesen, som fylder 85 år lørdag den 8. juli

Kjeld Olesen

- blev født 8. juli 1932 på Nørrebro i København

- varetog som socialdemokratisk politiker ministerposter under statsministrene Jens Otto Krag og Anker Jørgensen og var også i en periode næstformand i partiet og politisk ordfører

- var som 23-årig med til at aflytte kommunister få måneder under Den Kolde Krig

- mødte sin kone Lis Holm på sit stamværtshus i Nyhavn i begyndelsen af 1990'erne. De har nu boet sammen i en lejlighed i Hellerup gennem 25 år

- genoptog efter sin politiske karriere jobbet som sømand, supplerede med styrmandsuddannelsen og levede af at sejle, indtil han fyldte 70

Forleden stod Kjeld Olesen og hans kone Lis og kiggede på stegepander, og så blev han en smule irriteret.

For hver gang de stillede ekspedienten et spørgsmål, begyndte svaret med “jeg”.

“Hele tiden lød det: “Nej, det har jeg desværre ikke, og det har jeg ikke.” Og jeg var lige ved at spørge: Er det dig, der ejer forretningen, siden du ikke har det? Er I ikke nogen, der er fælles om det her? Kan man ikke sige: “Det har vi ikke.”?”

Problemet med de mange jeg'er, mener Kjeld Olesen, er, at de dækker over en egocentreret tankegang, som går ud over samfundets sammenhængskraft - at man ikke i samme udstrækning som tidligere opfatter sig selv som en del af en større helhed.

“Men,” siger han så:

“Når man snart er 85 år og er blevet gammel, så er det en almindelig opfattelse, at man nok er blevet en lidt gammel-vrissen fyr. Men det vil jeg gøre alt for ikke at virke som, for jeg synes jo også, at der er mange strålende positive ting at se.”

Kjeld klager ikke over at blive ældre. Der er småskavanker, han ikke vil dvæle ved, og han bor to minutter fra Hellerup Station. Det kunne ikke være bedre med transport. På lørdag fejrer han og Lis hans fødselsdag, som de plejer - med en tur på Bakken sammen med sønnen Lars, hvor de skal se Cirkusrevyen og spise bagefter. I hverdagen glæder han sig over godt vejr, at folk taler pænt til hinanden:

“Og så det begreb, der hedder solidaritet. Det har altid betydet noget meget væsentligt for mig, at vi i lille Danmark har skabt det, vi er nået frem til, fordi der ikke har været de store uligheder i samfundet. Her har det været almindeligt accepteret, at der foregår en vis udligning, og at de bredeste skuldre bærer de største byrder. Og dét, mener jeg, er en helt væsentlig årsag til, at vi har kunnet klare os igennem, som det er lykkedes os.”

21 år på Borgen

Som medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1966 til 1987 har Kjeld selv været med til at påvirke, hvilken vej det danske samfund skulle gå. Gennem de 21 år nåede han at blive forsvarsminister, trafikminister, udenrigsminister og næstformand for partiet.

Hans politiske engagement trækker en direkte linje tilbage til 2. Verdenskrig og den rolle hans far, Anker Olesen, spillede i modstandsbevægelsen.

Fra efteråret 1943 og frem til krigens slutning levede faren under jorden, hvorfra han organiserede nye modstandsgrupper, planlagde sabotager “og andre ting”.

Alt imens stod Kjelds mor med ansvaret for deres tre børn i hjemmet på Østerbro og måtte se til, når Gestapo kom farende og gennemsøgte hver en krog af lejligheden.

To gange stormede de op af køkkentrappen midt om natten og buldrede på døren med maskinpistoler i hænderne og bryske stemmer. En anden gang bragede de ind på Kjelds lillebrors fødselsdag. De rev døren op til toilettet, hvor Kjelds moster sad.

“Hvad laver De her?” råbte de.

“Ja, hvad tror I?” sagde mosteren.

Senere sørgede modstandsfolk for, at familien kom ud at bo i et hus på Hellerupgårdvej nr. 8. Kjeld og hans lillesøster gik stadig i skole inde i København. De tog toget hver dag fra Hellerup Station og skulle lade som ingenting.

“Dengang lærte man som barn at tie og ikke sige for meget,” som Kjeld siger.

Der gik dog ikke længe, før de måtte flytte endnu engang. Til Drachmannsvej nr. 9, hvor naboen var modstandsmand og skulle passe på dem. Men en novemberdag, da Kjeld havde været nede ved Skovshoved Havn og fiske efter torsk, dukkede Gestapo op på adressen, og selvom de hurtigt var væk igen, fik alle travlt.

“Jeg blev beordret ned på Ordrup Station, fordi min far var ventet hjem, og så stod jeg så der for at advare ham. Jeg var 12 år. Vi gik ind til naboen, da han kom, og dér besluttede far, at vi skulle af sted samme aften. Klokken var efterhånden blevet mange, men der blev i en fart pakket det mest nødtørftige, og så tog vi S-toget til mine bedsteforældre. Det vil sige min far stod af ved enden og forsvandt.”

Næste morgen sprængte tyskerne huset i luften.

“Hvis du går ud på Drachmannsvej nr. 9, ligger der et moderne hus blandt gamle villaer, - det var dén tomme grund, der blev bygget på.”

Kjeld Olesen ved sit arbejdsbord i sit hjem i Hellerup, hvor han flyttede til fra København for 25 år siden.
Kjeld Olesen ved sit arbejdsbord i sit hjem i Hellerup, hvor han flyttede til fra København for 25 år siden.

De gør ikke børn noget

I tiden efter eksplosionen prøvede Kjelds mor og børnene at vende tilbage til lejligheden på Østerbro, men der var hele tiden så mange øjne på dem, at det endte med, at moren gemte sig i Lyngby med lillebroren og sendte Kjeld og hans søster til en gård på Stevns, der gav dem tag over hovedet, indtil befrielsen.

I et halvt år gik de ikke i skole og vidste ikke, hvad der ville ske med deres far. Men Kjeld husker ikke, at de var bange.

“Når man er en dreng på 12 år, føler man ikke det samme ansvar, som hvis jeg havde været 18, 19 eller 20 år. Nok et ansvar, men jeg var helt overbevist om, at børn gør de ikke noget. Jeg kan huske, at vi blev skygget, efter vi flyttede fra Drachmannsvej. Der stod én ovre i en opgang og gloede hele tiden, og der gik jeg hen og gloede på ham. Han sagde: “Hvad glor du på? Forsvind knægt!” Men jeg havde bare den tanke, at når man er et barn, så gør de sgu ikke én noget.”

Hos de voksne derimod tærede krigen for alvor, da den var slut. Kjelds mor kæmpede med et efterskælv af nerver, og hendes mand døde allerede i 1955 – 53 år gammel og nedslidt.

I løbet af de ti år nåede han dog at være en af kræfterne bag oprettelsen af hjemmeværnet, og så tog han en vigtig snak med sin søn.

“Der var én ting, som jeg især bed mærke i, og som har betydet meget for mig, og det var, da jeg for første gang efter krigen kunne sidde med min far hjemme i stuen og snakke med ham. Han sagde, at krigen og besættelsen fortæller os, at folkestyre og demokrati ikke er noget, der bare kommer af sig selv. Det er noget, man kan miste, hvis ikke man hæger om det. Og jeg vil tro, at det har været noget, der har siddet i mit baghoved, fordi jeg på et ret tidligt tidspunkt gik ind i politik. Jeg tænkte: Du bliver nødt til at være aktiv i demokratiet.”

Tænker du, at vi i dag kan glemme det nogle gange?

“Ja, det er meget let i hverdagen at glemme, at vi er privilegerede som et folk med det demokrati, vi har, og at bag al det, der hedder politikerlede og den daglige diskussion, dybest set ligger en rodfæstet tanke om, at ja, det er det, vi vil.”

Ældgammel kaffeklub

Når Kjeld Olesen kigger sin levetid igennem, synes han, at han ser en udvikling, hvor mennesker bevæger sig væk fra ”os” til fordel for ”mig”.

Han lægger mærke til det på de sociale medier, og når han køber stegepander. Han banker lidt med sine fingre på stuebordet, smiler og ryster på hovedet til spørgsmålet, om han savner at sidde inde på Christiansborg og kæmpe kampe.

“Jeg er vært ved en kaffeklub, der er den ældste eksisterende kaffeklub. Den går tilbage til 1966, hvor jeg blev valgt til Folketinget for første gang. Fra den oprindelige kaffeklub er der kun Jens Kampmann og mig tilbage. Men så er den senere blevet suppleret med blandt andet Karl Hjortnæs, der også bor herude, Jytte Andersen, Ole Løvig Simonsen og Ole Espersen. Vi er seks, der mødes regelmæssigt, og så diskuterer vi så det brager, ordner verdenssituationen, og synes, at hvis vi havde siddet derinde stadigvæk, ville meget have været anderledes. Sådan, som det nu er med sådan nogle gamle idioter som os.”

Publiceret: 05. Juli 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!