“Når jeg har kigget katalogerne igennem, har jeg følt mig udenfor og tænkt, hvad er der for en som mig,” siger Kaj Rindholm, som er KOL-patient, og har svært ved at forlade sit hjem.
“Når jeg har kigget katalogerne igennem, har jeg følt mig udenfor og tænkt, hvad er der for en som mig,” siger Kaj Rindholm, som er KOL-patient, og har svært ved at forlade sit hjem.
Foto: Kathrine Albrechtsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kaj brygger på en ny trådløs kaffesalon

Der er brug for et tilbud for alle de borgere, som har vanskeligt ved at bevæge sig ud af deres hjem, mener Kaj Rindholm, som derfor er ved at starte en ny virtuel café

Af Kathrine Albrechtsen
Virtuel café
  • Et nyt virtuelt fællesskab er ved at starte op i Gentofte Kommune, hvor du hjemmefra kan opsøge dialog og inspiration med andre borgere
  • Hvis du er interesseret eller vil byde ind med idéer og ønsker så skriv til: forebyggelsesafd.th@gentofte.dk

“Gåture i Dyrehaven”, “Petanque i Ordrup Park”, “Madlavning for mænd”, “Litteraturklub på Hovedbiblioteket”.

Aktiviteter for seniorer i Gentofte Kommune er der masser af. Men der er kun ganske få for dem, der har svært ved eller ikke har lyst til at forlade deres hjem.

“Når jeg har kigget katalogerne igennem, har jeg følt mig udenfor og tænkt, hvad er der for én som mig. Alle tilbud lyder så spændende, men de bygger på, at man kommer hen til dem. Det er bare ærgerligt for alle de borgere, som ikke kan eller har lyst. Selv sidder jeg og kigger ud af vinduet, ser den blå himmel og tænker, det kunne være sjovt at gå ud og deltage, men jeg har bare ikke luft til at komme ud,” siger Kaj Rindholm, som er 75 år og har KOL.

En kronisk sygdom, der gør, at han har svært ved at trække vejret. Formiddagen er ubrugelig for ham, mens det går lidt bedre om eftermiddagen. Det kan godt blive ensomt. Især for den ældre, som har mistet sin partner, eller hvis børn bor langt væk.

“Det netværk, man engang havde, begynder enten at smuldre, eller maskerne bliver større,” siger han.

Men Kaj har en drøm, som han har brygget på, siden han læste om en trådløs kaffesalon for KOL-patienter i Vallensbæk Kommune; At skabe en virtuel café for alle de borgere i Gentofte Kommune, der har vanskeligt ved at komme hjemmefra.

“Ensomhed er mere fornøjeligt, hvis man har nogle at dele det med,” siger Kaj og griner.

Træt af supermarkedssnak

Den virtuelle café skal ikke kun være for KOL-patienter, for så kommer det kun til at handle om sygehistorier, mener Kaj.

Derimod skal det være for alle, der har svært ved at komme ud. Lige fra kræftpatienter til benamputerede borgere og psykisk syge.

Han forestiller sig en elektronisk kaffesalon, hvor folk logger ind på samme tid og ligesom med Skype kan se dem, de taler med.

“Vi kan aftale at logge ind kl. 11 og vælge en ordstyrer og et tema. For eksempel: Hvad sker der i kommunen? Eller livsfortællinger? Lægge billeder op fra Lokalhistoriske Arkiv. 'Kan du huske, da Jægersborg Mejeri lå der, hvor Meny ligger i dag? Jeg husker, at de ikke skummede fløden så meget',” siger Kaj, der som 14-årig flyttede med sin familie til Jægersborg Allé fra Østerbro og gemmer på mange anekdoter fra en svunden tid.

“Det skal være et forum for dem, der er lidt trætte af supermarkedssnakken, som ikke rigtig rykker ved noget. Herinde skal man lære hinanden at kende og bygge hinanden op med ny viden. 'Kan du huske hvordan, der så ud på det gamle Bellevue Badeanstalt'. Det skal være alt fra fornøjelig underholdning til inspiration, der skaber adspredelse og bryder hverdagen et par timer om ugen. Det ville være rart at have noget at se frem til,” siger Kaj.

En virtuel café, en elektronisk kaffesalon, et netværk til at bryde ensomheden. Et tilbud med mange navne, der kan favne idéer og drømme fra de, som sidder derhjemme. 
Foto: Kathrine Albrechtsen
En virtuel café, en elektronisk kaffesalon, et netværk til at bryde ensomheden. Et tilbud med mange navne, der kan favne idéer og drømme fra de, som sidder derhjemme. Foto: Kathrine Albrechtsen

Blink i mørket

Alle muligheder står åbne for, hvad der kan foregå inde på det trådløse fællesskab.

Selv har Kaj mange idéer. Udover at dele sine livsfortællinger, kan man også få et kamera med på de gåture og udflugter, som man ikke kan deltage i. Interviews med skuespillere og politikere. Ønskekoncerter eller foredrag ude i byen, som kan transmitteres live på skærmen.

Sammen med forebyggelsesafdelingen på Tranehaven har Kaj indtil videre fået stablet en styregruppe på benene.

Idéer er der nok af, men lige nu mangler de at komme i kontakt med andre brugere, der er interesserede i at være en del af netværket.

“Jeg vil jo gerne høre om andres drømme og idéer til en virtuel café, så det bliver til glæde for flest muligt. Men lige nu sidder vi bare og blinker til hinanden i mørket,” siger Kaj.

Han har selv uddannet folk i pc-hjælp og ved godt, at for nogle kunne stopklodsen være teknologiforskrækkelse.

“I første omgang skal de første brugere selv være udstyret med en pc. Når det er oppe at køre, så må vi se, hvordan vi hjælper de andre ind med eventuelt at låne noget udstyr og lære dem at bruge det,” siger han og fortsætter:

“Tanken med den her virtuelle café er også at sende et signal om, at du stadig er med i fællesskabet, selvom du sidder derhjemme. Du er ikke glemt. Vi har bare ikke været opmærksomme på, at vi skulle i kontakt med dig på en anden måde.”

Publiceret: 15. Marts 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt