Kommunalvalg 2017
Brigitta V. Rick har sat Villabyerne stævne foran Gentofte Ungdomsskole, fordi SF bl.a. foreslår, at unge under 25 skal kunne få gratis psykologhjælp i Gentofte. Hun understreger, at hun naturligvis ikke mener, at Ungdomsskolens unge er præget af psykiske problemer.
Brigitta V. Rick har sat Villabyerne stævne foran Gentofte Ungdomsskole, fordi SF bl.a. foreslår, at unge under 25 skal kunne få gratis psykologhjælp i Gentofte. Hun understreger, at hun naturligvis ikke mener, at Ungdomsskolens unge er præget af psykiske problemer.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kandidatinterview: “Miljøet i Gentofte har lidt under, at vi røg ud”

SF i Gentofte blev udraderet ved seneste valg, lige som partiet blev det i 22 andre kommuner. Nu vil de ind igen og kæmpe for de unge, miljøet og for, at borgerne i højere grad bliver taget ordentligt med på råd

Tekst og foto: Jesper Bjørn Larsen
Interview med spidskandidater
  • Et kommunalvalg er en lokalavis' skæbne- og stjernestund.
  • Det er det tidspunkt, vi over for os selv, over for vores læsere og over for hele lokalsamfundet, inklusive det politiske system, skal bevise, at der er hold bag ordene, når vi taler om, at vi er det demokratiske bindeled mellem borgerne og politikerne.
  • Derfor vil Villabyerne dække kommunalvalget massivt. På alle vores platforme.
  • Her i din midtugeavis vil du blandt meget andet kunne læse store interview med alle de opstillede partiers spidskandidater. Vi har på forhånd bedt spidskandidaterne om at udvælge tre steder i kommunen, der symboliserer mærkesager for dem.
  • Vi har trukket lod om rækkefølgen af interviewene (se evt. video på villabyerne.dk).

 

  • Her er rækkefølgen:
    Uge 37: Brigitta V. Rick, SF
    Uge 38: Liberal Alliance
    Uge 39: Rita Rahbek Russell, Dansk Folkeparti
    Uge 40: Jeanne Toxværd, Enhedslisten
    Uge 41: Søren Heisel, Socialdemokratiet
    Uge 42: Alternativet
    Uge 43: Louise Feilberg, Venstre
    Uge 44: Kristine Kryger, Radikale Venstre
    Uge 45: Poul V. Jensen, Nye Borgerlige
    Uge 46: Hans Toft, Konservative

 

Det første sted, SF's spidskandidat Brigitta V. Rick beder om at blive kørt hen, er Ungdomsskolen i Gentofte på Bregnegårdsvej. Det er der to grunde til, viser det sig.

“Vi er her, fordi SF foreslår gratis psykologhjælp til unge under 25 år med psykiske problemer. Og fordi, vi vil have indført sociale klausuler i kommunens kontrakter med leverandører. Det skal være sådan, at hvis du skal lave et stykke arbejde for os, så skal du også være parat til at tage et socialt ansvar,” siger SF-politikeren.

Hvordan kan det nogensinde blive et kommunalt ansvar at tilbyde gratis psykologhjælp?

“For det første kan det betyde rigtig meget for de unge, der har psykiske problemer. Om de fortsætter med en ungdomsuddannelse, eller om de overhovedet kommer i gang med en. På den måde hjælper vi ikke kun den enkelte unge, vi hjælper også samfundet, for det er i alles interesse at få de unge igennem en uddannelse. Hvis de unge ikke får en uddannelse, ryger de ind og ud af ledighed. De får ikke nogen særlig god løn, en dårlig pension og alderdom, ja de får ikke noget særlig godt liv,” siger Brigitta V. Rick, der synes, det er stærkt bekymrende, at op mod 10 procent af de unge aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse.

Men dét handler vel langt fra kun om psykiske problemer. Tror du på, at alle unge tager en uddannelse, hvis de får gratis psykologhjælp?

“Nej, der vil altid være en gruppe unge, vi ikke kan få til at tage en uddannelse. F.eks. unge, der er født med et væsentligt handicap. Men jeg har selv været frivillig rådgiver i 'Støttecenter mod incest', så jeg ved, at hvis de unge først er røget ind i en sort spiral, så kan det være meget svært for dem at komme ud af den igen. Hvis det hele hober sig op, kan det være meget svært at komme i gang med en ungdomsuddannelse. Og der kan et tilbud om gratis psykologhjælp gøre en reel forskel,” siger Brigitta V. Rick, der helt konkret forestiller sig, at Gentofte Kommune skal ansætte en psykolog.

“I princippet synes jeg, det skal være et tilbud til alle. Og så må han eller hun prioritere i sagerne, hvis det bliver nødvendigt.”

Hvorfor skal Gentofte Kommune bruge penge på at løse unges private problemer?

“Vi vil som samfund vinde på det på lang sigt. Hvis du ikke får hjælp tidligt, så vil det følge dig resten af livet.”

Nu er der jo meget fokus på, at den offentlige velfærd er under pres. At vi må til at prioritere skarpere. Er I ikke lidt ude af trit med den virkelighed, når I kommer med sådan et forslag?

“Nej, det giver rigtig god mening, at vi bruger penge på de unge på det tidspunkt, hvor de har brug for hjælp. Tænk på alle de penge, vi ellers bruger på døgnbemandede institutioner for unge med problemer. Det er et af de vigtigste steder at tilbyde velfærd, for alle pengene kommer tilbage i form af gode skattekroner, når de unge får et arbejde.”

Når SF i Gentofte vil stille krav om sociale klausuler, så betyder det f.eks., at leverandørerne skal være parate til at skaffe de unge en praktik- eller læreplads og på den måde være med til at løfte en social opgave.

Ifølge Brigitta V. Rick vil en sidegevinst være, at det - lige som den gratis psykologhjælp - vil kunne hjælpe de unge til at få en uddannelse.

Hvorfor skal glarmester Guhle eller andre leverandører påtage sig det ansvar?

“Det skal han, hvis han vil arbejde for Gentofte Kommune. Det er i hans interesse, det er i Gentofte Kommunes interesse, og det er i samfundets interesse. Sociale klausuler er mindst lige så vigtige som de arbejdsklausuler, der handler om løn- og ansættelsesforhold.”

Savner grøn dagsorden

Næste destination for Brigitta V. Rick hedder Bernstorffsvej 161, Gentofte Rådhus. Her vil SF-politikeren gerne tale om klima- og miljøpolitik, eller rettere manglen på samme i Gentofte.

For hun synes, arbejdet med at sætte nye grønne tiltag i værk er gået helt i stå i de knap fire år, hvor SF har stået uden for Kommunalbestyrelsen.

“Der har ikke været en grøn dagsorden i de seneste fire budgetter. Miljøet i Gentofte har lidt under, at vi røg ud.”

Har Enhedslisten ikke dækket den flanke?

“Jeg kan ikke se, at de har fået sat nogle grønne aftryk på den politiske dagsorden. Hvis vi kommer ind igen, så skal Gentofte være en 'Klimakommune Plus'. Vi skal gøre meget mere på klimatilpasningsområdet, vi skal have økologisk mad på alle institutioner og et langt større fokus på grønne indkøb. Og så skal det ikke længere være frivilligt for etageejendomme, om de vil være med i ordningen med affaldssortering.”

SF vil i det hele taget have et opgør med køb-og-smid-væk-kulturen og indføre en cirkulær økonomi i Gentofte Kommune.

“Alt skal genbruges. Hver gang, vi køber nye ting, skal vi planlægge, hvordan de senere kan indgå i en ny produktion.

Når vi f.eks. køber skolemøbler, skal vi bede leverandøren om at lave møblerne af genbrugsmaterialer. Hvis vi fortsætter med at forbruge, som vi gør nu, efterlader vi en jordklode, der ikke er til at bebo. Med en cirkulær økonomi vil vi også spare penge, for det vil skabe meget mindre affald.”

På spørgsmålet, om hun tror, hun kan få borgmesteren med på en fundamental omlægning af kommunens økonomi, svarer Brigitta V. Rick:

“Vores ønskescenarium er, at SF, Enhedslisten og Alternativet kommer ind samtidig med, at de konservative mister deres absolutte flertal. På den måde vil vi få meget mere dynamik i Kommunalbestyrelsen, og vi vil få en blok, der vil gøre tingene markant anderledes.”

Ifølge Brigitta V. Rick er der brug for en ny politisk kultur i Gentofte. Med meget større fokus på miljøet.
Ifølge Brigitta V. Rick er der brug for en ny politisk kultur i Gentofte. Med meget større fokus på miljøet.

Savner reel inddragelse

Tredje stop på den politiske rundtur med SF's spidskandidat er Café Caféen på Vangede Bygade, som bliver drevet af frivillige. Her vil Brigitta V. Rick gerne tale om borgerinddragelse og kulturhuse.

“Borgerne skal inddrages meget mere i kommunens beslutninger, det er en del af at bo i et demokrati. Det her sted er repræsentativt for, at borgerne faktisk gider at gøre en indsats, hvis de får muligheden for det.”

Men det er vel netop derfor, det politiske flertal har valgt en arbejdsform med en række opgaveudvalg, der inddrager borgerne?

“Jo, og det er også nogle fine områder, de tager op. Men den måde, de inddrager folk på, er ikke optimal. Medlemmerne er udpeget af partierne, af nogen som kender nogen, der er fremme i skoene. Det er en meget selektiv udvælgelse, og det, synes jeg ikke, er demokratisk. Man udelukker en masse mennesker, der sidder klar med en masse ressourcer.”

Hvordan skulle man i stedet gøre det?

“Ved f.eks. at invitere borgerne til åbne budgetmøder. Eller ved at holde hyppige borgermøder.”

Har vi ikke allerede borgermøder i Gentofte Kommune?

“Jo, vi har møder, hvor borgerne bliver præsenteret for nogle planer. Men hvis man ikke har en reel mulighed for at påvirke processen, så er det jo lige meget.”

Ifølge Brigitta V. Rick savner Gentofte Kommune i den grad et kultur- og medborgerhus.

“Af en eller anden uransagelig grund er det ikke comme il faut at tale om i Gentofte, men det har været en mærkesag for SF i 10-15 år. Tag nu det her hus, vi sidder i. Det er blevet et slags kulturhus under hånden. Sådan et hus må vi da kunne finde og skabe for alle kommunen borgere. Kommunen skal stille rammerne til rådighed og betale for driften, og så skal borgerne selv definere, hvad det skal bruges til.”

Mens vi kigger os omkring i cafeen, dukker Peter Hegelund fra Vangedes Venner op. Han fortæller, at betingelsen for at få hjælp til cafeen fra Gentofte Kommune for 4½ år siden, var, at de ikke kaldte det et kulturhus.

“Men det er det da blevet, ikke?” spørger Brigitta V. Rick ham.

“Jo, en slags, vi har da både fællesspisninger og jazzaftener,” svarer Peter Hegelund.

“Synes du, Gentofte mangler et kulturhus?” spørger Brigitta V. Rick.

“Næh, jeg har jo det her,” smiler han.

Rundturen med Brigitta V. Rick er ved at være slut. På falderebet spørger vi, om hun har et godt bud på, hvorfor SF røg ud ved seneste valg.

“SF blev straffet i alle kommuner for vores deltagelse i den daværende regering. Der var flere møgsager: Folkeskolereformen, Dong-sagen, og formandsskifte. Vi røg ud af 23 kommuner og blev reduceret i stort set samtlige andre. Det var en ren massakre.”

Hvad har ærgret dig mest over, at I røg ud?

“Det er rigtig ærgerligt at ryge ud, når man har nogle ideer til, hvordan man kan gøre Gentofte til et bedre sted at bo. Gentofte er en god kommune, men den kan blive endnu bedre. Til gavn for flere.”

Brigitta V. Rick falder i snak med Peter Hegelund fra Vangedes Venner, en af de frivillige ildsjæle, der driver Café Cafeen.
Brigitta V. Rick falder i snak med Peter Hegelund fra Vangedes Venner, en af de frivillige ildsjæle, der driver Café Cafeen.

Hvem er Brigitta V. Rick (SF)

  • Hun er 61 år.
  • Hun er uddannet cand.mag. i dansk og samfundsfag.
  • Hun arbejder som specialkonsulent i Frederiksberg Kommune.
  • Hun bor på Strandparksvej 24, 2. tv.
  • Hun er kæreste med Christian Vindstrup og mor til Rory Volsted Willis Rick på 36 år.
  • Hun meldte sig ind i SF i 1998, hvor hun har været aktiv siden.
  • Hun sad i Kommunalbestyrelsen fra 2006-2013.

 

Publiceret: 13. September 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere