‘The Handmaiden’ foregår i 1930’ernes japansk-besatte Korea.
‘The Handmaiden’ foregår i 1930’ernes japansk-besatte Korea.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kino: Tyven, svindleren og rigmandsdatteren

Skærtorsdag har Gentofte Kino kun premiere på én film, sydkoreanske Park Chan-Wooks ’The Handmaiden’, men 2. påskedag kommer der to mere på plakaten

Af Jesper Bjørn Larsen

Påsken er kendt for sine mange tilbud i biografmørket, men i år er det faktisk kun en mindre skare film, der får premiere.

'The Handmaiden', der som den eneste får premiere Skærtorsdag, foregår i 1930'ernes japansk-besatte Korea. Her ansættes pigen Sookee som tjenestepige for den japanske rigmandsdatter, Hideko, der lever et tilbagetrukket liv på en stor landejendom med sin dominerende onkel.

Men Sookee har en hemmelighed. Hun er i virkeligheden en tyv og arbejder for en svindler, der håber at Sookee kan hjælpe ham med at forføre rigmandsdatteren, så han kan få del i familieformuen.

Men ikke alt går, som man regner med i Park Chan-Wooks fortælling om intriger, bedrag og seksuel forblændelse. 'The Handmaiden' er baseret på bogen 'Fingersmith' skrevet af Sarah Waters.

Osvar-vinder fra Iran

2. påskedag har Gentofte Kino så premiere på yderligere to film.

Den første er den iranske 'Sælgeren', der vandt en Oscar for bedste udenlandske film.

Emad og Rana bor i Teheran, han er lærer, og sammen er de med i en teatertrup. De skal spille hovedrollerne i truppens kommende opsætning, Arthur Millers stykke 'En sælgers død'.

De to har det godt sammen og overvejer at få børn. Men da det hus, de bor i, er ved at kollapse på grund af byggeri på nabogrunden, må de flytte ud af deres lejlighed.

En kollega tilbyder dem en lejlighed. Bortset fra, at en del af den tidligere lejers ting står der endnu, er lejligheden fin.

I den nye lejlighed sker et overfald, som har med den gamle lejer at gøre. Overfaldet forandrer alt for Emad og Rana, og deres relationer både til omverdenen og de to imellem bliver udfordret dramatisk.

Den anden film, der får premiere 2. påskedag, er Mike Mills' 'Alletiders kvinder'.

Filmen handler om Dorothea Fields (Annette Bening), som bor i Santa Barbara med sin halvvoksne søn Jamie (Lucas Jade Zumann). I huset bor også eks-hippien William (Billy Crudup), som Dorothea håber kan være en rollemodel for hendes søn – men Jamie er ikke interesseret i ham.

Dorotheas anden lejer, kunstneren Abbie (Greta Gerwig), og den vilde nabopige Julie (Elle Fanning) træder til for at hjælpe Dorothea med at gøre en god mand ud af Jamie, og man følger de tre meget forskellige kvinder med Jamies åbne og søgende blik.

Publiceret: 10. April 2017 09:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere