Arkivfoto
Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Konstituering: Enhedslisten alene i verden

Den brede konstituering isolerer Enhedslistens Jeanne Toxværd, men det lader ikke til at genere hende

Af Jesper Bjørn Larsen

Fem ud af de seks valgte partier i Gentofte har konstitueret sig sammen. Det betyder, at magten og de mest eftertragtede udvalgsposter nu fordeles mellem 18 ud af 19 politikere.

Kun Enhedslistens Jeanne Toxværd står nu ude på sidelinjen, og hun får kun de udvalgsposter, som det politiske flertal har besluttet, hun skal have.

Villabyerne spørger hende til reaktionen på den brede konstituering.

“Det er da imponerende, dejligt for dem,” svarer hun og fortæller samtidig, at hun ikke fik en invitation til forhandlingerne om konstituering.

Hvad er din reaktion på, at SF er gået med i det brede politiske samarbejde og har tilsluttet sig budgetaftalen?

“SF er et selvstændigt politisk parti. De må gøre dét, de finder er mest rigtigt.”

Nu var der jo tale om, at I sammen med SF skulle udgøre en rød-grøn fraktion i kommunalbestyrelsen. Føler du dig svigtet af dem?

“I politik føler man sig ikke svigtet. Hvis SF føler behov for at bakke op om Hans Tofts økonomiske politik, så er det op til dem.”

Føler du dig isoleret?

“Overhovedet ikke. Jeg er aldrig alene. Jeg repræsenterer et parti med et super bagland.”

Ifølge SF's Brigitta Rick, så er SF gået med ind i det nye samarbejde af én overvejende grund: indflydelse.

“Vi er gået efter et bredt samarbejde for at få så meget som muligt af den politik, som SF står for, igennem. Det får man altså ikke, hvis man sidder ude på sidelinjen. For os er det afgørende at sidde med i Teknik- og Miljøudvalget. Man kan ikke føre klimapolitik i Kultur- og Fritidsudvalget (den ene af de poster, Jeanne Toxværd er blevet tildelt, red.).”

Men hvad skete der med det rød-grønne samarbejde?

“Det håber vi da fortsætter. Vi har haft et fint samarbejde med Enhedslisten og Alternativet. Der har ikke været nogen skjulte dagsordener. Vi har været 100 procent åbne om, at det var det brede samarbejde, vi gik efter,” siger SF's medlem af kommunalbestyrelsen.

Publiceret: 05. December 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne