Bogen, der måtte skrives. Og bør læses, mener vor anmelder.

Bogen, der måtte skrives. Og bør læses, mener vor anmelder.

Anmeldelse:

En alkoholikers hudløse beretning

Ex-shubberen Bosse Hall Christensens bog om sin livslange kamp for at komme ud af alkoholismen er stærk, men nødvendig læsning, mener Villabyernes anmelder

Af
Peter Madsen

'Gokkelajser' er såmænd titlen på en ny bog af Shu-bi-duas tidligere trommeslager, Bosse Hall Christensen, udkommet på forlaget Bogkompagniet, og titlen stammer fra det navn, som forfatterens mor gav agurkesalat i hjemmet, da han var barn.
Til stor undren for kammeraterne, når de var inviteret til frokost: 'Hent lige gokkelajseren i køkkenet'. Et kaldenavn blandt mange for køkkenets forskellige produkter, og her har vi måske kimen til forfatterens senere finurlige tekster til de sange, som Shu-bi-dua blev landskendte for i den gode periode i de første år.
At titlen her skal oversættes til forfatterens egen opfattelse af sit livsforløb, jævnfør det at noget 'går agurk', bliver, efterhånden som man kommer ind i bogens egentlige ærinde, mere og mere tydelig.
Et liv plaget af forsømmelse i barndommen, hvor faren som kvartalsdranker ikke kom hjem fra arbejde i perioder og blev væk i dagevis, vel vidende at sønnen sad ved stoppestedet og ventede tålmodigt på hans hjemkomst.
Nedture som meget ung og voksen, hvor Bosse selv røg ned i flasken stort set resten af livet indtil for omkring tolv år siden, svigt og dårlig samvittighed med sorg som følgesvend over for hans familie, og børnenes lidelser og savn i den forbindelse, er hvad bogens yderst velskrevne, intelligente og velformulerede mål er at fortælle om. Naturligvis handler den også om det, der altså lykkedes.

At bogen er velformuleret og velskrevet vil man forstå, idet Bosse var den, der trak det morsomme og vittige læs med at skrive teksterne til stort set alle de kendte succeser fra den store Shu-bi-dua-tid. For eksempel den måske største succes 'Vuffelivov', som var en kærlig hilsen til forfatterens egen elskede hund, hvilken øvelse, altså det med hunde, har varet ved til dato.
Bogen begynder med, at Bosse rejser til Spanien for at gå Caminoen fra Burgos til Santiago de Compostela, en genial indledning og en fin og befriende rød tråd igennem hele bogen, hvor denne sjælevandring, som der jo egentlig er tale om for fornyelse af pilgrimmens indre habitus, følger forfatterens egen livsrejse og kamp mod sig selv, med indsatte afsnit herom af parallelt fortællende grunde. Formentlig for at bruge denne livsfornyende og strabadserende vandring som det ideelle symbol på, hvordan en sund, kontrolleret livsvandring kunne foregå, sat op imod de trængsler, som virkelighedens 'Bosse-tur' åbenbart førte med sig.

Adskillige tabte forhold og flere ægteskaber røg der 'på den anden side af flaskevæggen' i dagligdagens Camino, men paradoksalt nok blev det, trods alt, til masser af arbejdsrelateret succes på grund af Bosses mange genialiteter.
Foruden trommerne har han adskillige kreative talenter af meget høj professionel karat, hvilket ifølge bogen er det, som han hele tiden, trods alt, har holdt næsen oven vande på grund af. En opholdelsesdrift, som forfatteren henter, når det ser sortest ud på bunden af flasken, som det beskrives i bogen.
Lusket smidt ud af Shu-bi-dua, lusket undermineret og forrådt af kolleger i eget firma osv. kan blive for meget for selv den mest viljestærke og robuste, hvilket det også blev for Bosse. At forholdet senere blev mildnet ved et tilfældigt møde mellem næsten alle Shubberne efter adskillige år, skal her retfærdigvis nævnes.
Et opgivet selvmordsforsøg danner grundlaget for en Minnesota-kur, hvilket hjælper i seks år. Et tilbagefald, hvor det jo 'blot' drejede sig om en enkelt genstand, vender en ellers meget succesrig lydstudie-karriere til sort hul endnu engang, før Bosse finder ud af, at han ikke kan tåle alkohol. Den første slurk har det med at lokke alkoholikeren ind i alkoholismens dunkle baggård.
En beslutning om at vælge det mest rå AA-center beliggende i Ryesgade vender nedturen, så alkohol ikke mere er en 'sidekammerat' i Bosses liv.

Denne bog måtte nødvendigvis skrives, som jeg ser det. At bekæmpe de dæmoner, som der her er tale om, kræver, at man selv tager affære og beslutter at optrævle de livstruende mønstre og bearbejder sine handlinger og drukture med 'dæmonerne ved rattet', hvilket tydeligt fremgår af bogens slutning, at der skulle til.
Og det har Bosse heldigvis gjort ved også at skrive denne bog, som visse steder er næsten rørende ubærlig at læse. Hvad jeg mener fremgår med al tydelighed af bogens forside, hvor Bosse på billedet står næsten som en undskyldning for sig selv og sit liv, oven i købet tragisk klovnagtigt med en rød ballon i hånden som en slags 'livets skæbnebetonede, tragikomiske følgesvend'.
Det behøver du ikke, Bosse. Store sejre giver som bekendt store nederlag, set med dualistiske briller, men du har stort set hele Danmark bag dig i erindringen om alle de fantastiske, kunstnerisk højt skattede frembringelser, du har stået for over hele perioden af mangfoldig art, fejltagelserne til trods.
Denne bog er en af dem.

Publiceret 04 November 2014 16:00