Biblioteket anbefaler:

Malene Ravn: 'Mia'

Af
Af Signe Langtved Pallisgaard

litteraturkonsulent

Gentofte Hovedbibliotek

Malene Ravns tætte, enkle og velskrevne roman 'Mia' handler om, ja, Mia, som har taget sig af sin sårbare og letpåvirkelige storesøster Seline siden deres svære barndom.
Som voksne lever de to søstre helt forskellige liv, Mia vil helst være alene, og det vigtigste for hende er at tage sig godt af sine dyr. Seline har en voldelig kæreste og ved, hvad det vil sige at feste igennem.
Da Seline endnu engang bliver slået til plukfisk af sin kæreste Jacob og ender på hospitalet, får Mia nok. Hun fragter sin søster hjem til sig for at forsøge at beskytte hende. Men Seline vil ikke beskyttes, og da Jacob dukker op på gården, tager et blodigt opgør fart, et opgør, som trækker tråde dybt ind i Mias liv og langt tilbage i deres fælles fortid.
'Mia' er en fortættet og intens psykologisk thriller med en stilfærdig og sort humor, der bobler lige under overfladen. Sproget i romanen er forbilledlig klart og enkelt, så ens egne forestillinger får frit løb og vokser hele vejen ind i kernen af den fine fortælling. Romanen er en stærk skildring af svigt, ensomhed og livsdrift på trods.
Den danske forfatter Malene Ravn, der er født i 1971, har i 2014 udgivet romanen 'Det eneste rigtige'.

Publiceret 03 April 2016 12:00

SENESTE TV