Scene i Øregaardsparken åbner med gratis dukketeater

2. juni åbner Øregaard Museum Spejlscenen med forestillingen ’Moodys store rejse’

Øregaard Museum åbner 2. juni kl. 9.45 for Spejlscenen - et nyt mødested for teater, musik og kunst i Øregaardsparken i Hellerup.

Det sker med åbningsforestillingen 'Moodys store rejse'- en dukke-action komedie for både store og små. Der er gratis adgang for alle.

Spejlscenen ved nordsiden af Øregaard Museum er et moderne havekunsterisk element, som trækker tråde tilbage til 1700-tallets romantiske have.

“Med Spejlscenen føjer vi en ny dimension til Øregaard Museums arbejde med at formidle billedkunst og andre udtryksformer. Kunst og kultur er en livsnødvendighed, som giver dybde og mening på mange måder. Vi håber, at Spejlscenen kan medvirke til at gøre denne rigdom mere tilgængelig for både store og små,” udtaler museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard i en pressemeddelelse fra Øregaard Museum.

Spejlscenen er udformet som en kube beklædt med poleret stål, som spejler omgivelserne. Når der skal ske noget på scenen, går dørene op og en verden af dukketeater, musik eller andre kulturelle aktiviteter kommer til syne. Der vil være opstillede bænke at sidde på, men publikum er velkomne til selv at medbringe tæpper og slå sig ned på græsset.
'Moodys store rejse' er skrevet af den somaliskfødte forfatter Qaali Schmidt-Sørensen og er en fabulerende fortælling om at høre til og skifte kulør.

“Vi har valgt at indlede sæsonen med en egenproduktion, som tager afsæt i Øregaards vestindiske forbindelse. Det er en tematik, vi løbende arbejder med, og forestillingen indgår i museets markering af 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA. Stykket vil give børnefamilier og skolebørn i indskolingen mulighed for at lære om dansk kolonihistorie på en sjov og nutidig måde,” udtaler Sidsel Maria Søndergaard.

'Moodys store rejse' er dramatiseret af Caroline Malling Jørgensen, instrueret af Lars Knutzon og produceret i samarbejde med Frilandsmuseet og er velegnet for børn fra seks år og deres familier.
jesl

Publiceret 30 May 2017 22:00

SENESTE TV