Birkerødkoret gæster Helleruplund Kirke

Koret synger Kunzen og Haydn

Der står det, en pressemeddelelse kalder 'klassisk vellyd' på programmet, når Birkerødkoret og orkester giver koncert i Helleruplund Kirke søndag 12. november klokken 16.
I anledning af, at det i år er 200 år siden, den danske komponist F.L.Æ. Kunzen døde, opfører Birkerødkoret Kunzens oratorium 'Skabningens Halleluja' for kor, orkester og fire solister. Et værk, som sjældent bliver opført, men fortjener at blive hørt.
F.L.Æ. Kunzen blev født i Lübeck, men levede en stor del af sit liv i København, hvor han var kapelmester ved Det Kgl. Teater. Kunzen skrev en lang række værker, som danskerne tog til sig, bl.a. operaen 'Holger Danske' (1789), som er optaget i Kulturministeriets Kulturkanon, og de to oratorier 'Opstandelsen' (1796) og 'Skabelsens Halleluja' (1797).
Sammen med Kunzens velklingende og melodiske oratorium opføres Haydn: Messe i B-dur, Harmoniemesse (1802).
Det er Haydns sidste store værk, og det er blevet beskrevet som summen af hans kompositionsvirksomhed og som et værk, der ligger på højde med Bachs H-mol-messe og Mozarts Messe i C-mol.
Solister ved koncerten er Berit Barfred Jensen, Maria Kontra, Bo Kristian Jensen, og Teit Kanstrup.
Birkerødkoret og orkester synger og spiller under ledelse af Birkerødkorets faste dirigent Torben H.S. Svendsen.
Billetter a 100 kroner kan købes i døren eller på Billetto.
jbe

Publiceret 08 November 2017 16:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV