Biblioteket anbefaler:

Göran Tunströms 'Juleoratoriet’

Af
Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard

Gentofte Hovedbibliotek

Da jeg forleden aften sad og så DR's VokalEnsemble opføre Bachs Juleoratorium i tv, fik jeg en inderlig trang til at genlæse en af min favoritbøger; nemlig Göran Tunströms 'Juleoratoriet'.
I romanen møder vi den sprudlende svensk-amerikaner Solveig Nordensson, der har sat sig for at opføre Bachs Juleoratorium i den lokale kirke, et projekt som hendes barnebarn Victor fuldfører generationer senere.
“Kærligheden er at give et andet menneske livskraft,” fortæller romanen os.
Solveig sprudler af livskraft. Hun har ikke blot bragt musikken, men også omfavnelsen og kysset til de värmlandske markarbejdere, der pludselig har hybenroser i bluserne allerede inden middagstid.
Da hun dør ved en tragisk ulykke, efterlader hun sin mand Aron og deres to børn med en sorg så tung og ubeskrivelig, at den tager pusten fra deres liv.
Denne sorg - og dens modsætning - bliver i romanen til ordkunst i allerhøjeste potens.
'Juleoratoriet' er en slægtsroman, en kærlighedsroman, en roman om tab og om kunstens væsen.
Tunström tegner en række bevægende portrætter af menneskeskæbner fra sin hjemstavn, egnen omkring Sunne i Värmland.
I romanen forenes lyrikkens fortættede og præcise sprog med lange episke skildringer, der suger læseren ind i romanens univers. Han slipper aldrig taget i de skæve eksistenser, og man bæres på hænderne af den ukuelige humor, der er et varemærke for hele forfatterskabet.
'Juleoratoriet' er en lysende roman om alt det mørke, livet har det med at byde os mennesker.
Selv om tilværelsen i Tunströms litterære univers ofte er hård og ubarmhjertig, er livslysten, mildheden, skønheden, humoren og modet altid til stede. Man kan ikke lægge hans bøger fra sig, og de slipper aldrig taget i én.
Göran Tunström, der levede fra 1937 til 2000, var en svensk forfatter, der blev født i Selma Lagerlöfs Värmland - en landsdel, der danner baggrund for store dele af hans fiktion. Han fik i 1984 Nordisk Råds Litteraturpris for 'Juleoratoriet'.

Den svenske forfatter Göran Tunström fik i 1984 Nordisk Råds Litteraturpris for ’Juleoratoriet’. Pressefoto

Den svenske forfatter Göran Tunström fik i 1984 Nordisk Råds Litteraturpris for ’Juleoratoriet’. Pressefoto

’Juleoratoriet’ er en slægtsroman, en kærlighedsroman, en roman om tab og om kunstens væsen. Pressefoto

’Juleoratoriet’ er en slægtsroman, en kærlighedsroman, en roman om tab og om kunstens væsen. Pressefoto

Publiceret 05 January 2018 12:30

SENESTE TV