Filmstriben anbefaler:

’Barbara’ af Christian Petzold

Af
Af bibliotekar Dina Lemming Pedersen

Gentofte Hovedbibliotek

Kunne du lide 'Goodbye, Lenin!'? Eller 'De andres liv'? Så skal du nok også se 'Barbara'.

Det er ikke samme grad af satire eller spænding, men en fin fremstilling af et provinsielt DDR fra de tidlige 80'ere. Et land med systematisk undertrykkelse og begrænsning af borgernes frihed, men også et land med forfalden idyl.

'Barbara' koncentrerer sig om det indre drama, og formen er afdæmpet.

Vi befinder os altså i Østtyskland omkring 1980, hvor den dygtige læge Barbara er blevet forvist fra Charité Hospitalet i Berlin til et provinshospital ved Østersøkysten.

Hun har været så uheldig at forelske sig i en mand fra den anden side af jerntæppet og har derfor søgt om udrejsetilladelse. Det gør man ikke ustraffet. Man forstår, at hun også har siddet i fængsel og at fængselsopholdet har tyndet kraftigt ud i hendes venskabskreds.

'Barbara' zoomer - som titlen antyder - helt ind på hovedpersonen. Nina Hoss er blændende som Barbara, der ikke stoler på nogen. Hendes vagtsomhed bliver fejlagtigt taget for bedrevidenhed, og kollegerne stempler hende som en Berliner-snob. Kun overlægen André ser noget mere i Barbara, og langsomt nærmer de to sig hinanden via kærligheden til deres fag og deres patienter.

'Barbara' viser den paranoia og mistænksomhed, der var dagligdagen dengang, samt statens terror mod befolkningen. Filmen kræver dog et vist kendskab til fortiden, hvis man skal være helt med.

Som Christian Braad Thomsen skriver i EKKO, så skal man “være godt fortrolig med tysk nutidshistorie for at forstå en vigtig detalje. Det InterHotel, hvor Barbara mødes med sin kæreste, er et specialhotel, hvor udlændinge før murens fald havde lov at overnatte med deres østtyske venner.”

Braad Thomsen fortsætter: “Filmens stil er utrolig dæmpet og lavmælt. Personerne går stille med deres følelser, og kameraarbejdet er tilsvarende diskret. Filmen er næsten udelukkende fortalt i faste billeder med meget få kamerabevægelser, men Petzhold mestrer til fuldkommenhed den kunst, at jo mere lavmælt, han fortæller sin historie, jo mere engageres tilskuerne - og jo stærkere virker filmen.”

En af filmens detaljer er også, at der ikke bruges underlægningsmusik. Blæstens susen gennem træerne og bølgernes brusen opleves derfor meget intenst.

Instruktøren siger selv: “Der bliver brugt alt for mange effekter i dag. Jeg håber, 3D vil dø i løbet af 2-3 år. Jeg hader det! Jeg ville have, at det skulle være sådan, at når man lukkede øjnene, ville man kunne se DDR ved at høre det. Man kunne høre naturen. Der var ikke så mange teknologiske interventioner. De havde ikke mange biler. Når en eller anden startede en bil, var det en meget høj lyd i DDR.” (Politiken, 22. oktober, 2012.)

Barbara planlægger en flugt fra DDR, for - som hun siger - “man kan ikke være lykkelig her”, men tingene går ikke helt som planlagt. Dilemmaet bliver fint udfoldet med en tilpas mængde drama, stille desperation, tårer og små smil.

Publiceret 14 March 2018 15:00

SENESTE TV